En søndag i København

Vi er ved Nationalmuseet, da det åbner kl. 10, og be'r om to billetter til en rundvisning i Klunkehjemmet. Damen spørger: "Voksne?" og Helle svarer: "Ja, det må vi nok indrømme".

Korslagte pistoler over en dør - her boede rustmager Kyhl i 1700-tallet Frederiksholms Kanal Mobil pølsevogn
Klik for større billede

Rundvisningen starter først kl. 12, så vi går en tur forbi de kongelige stalde ved Christiansborg og kanalerne. Vandet er krystalklart, og man kan se adskillige cykler på bunden.

Børsen er nabo til Folketinget, og således ligger den lovgivende og den reelle magt fysisk tæt på hinanden. En mand går forbi med sin mobile pølsevogn - de skal på arbejde.

Vi får en cola på Café Europa nær Højbro Plads. Det er dyrt her: 33 kr. for en lille cola. Servitricerne er alle unge, kønne og blonde. Den gamle kyniker tænker, at dette 'nordiske look' sikkert er bevidst spekulation i at indfri turisternes forventninger.

En mand spiller violin udenfor. Han har en båndet harpe i tasken som akkompagnement. Han spiller ganske godt, og jeg spekulerer på, hvordan fingrene kan flytte sig så villigt i denne kulde.

Nationalmuseets Klunkehjem

Et af de første W.C.'er i København

Fra Nationalmuseet føres en gruppe på 14 rundt om hjørnet og op på 2. sal i en gammel etageejendom. Klunkehjemmet er en 340 m2 stor luksuslejlighed og er som en tidskapsel.

Den er møbleret og indrettet, nøjagtigt som den var mellem 1890 and 1914, og alt er bemærkelsesværdigt velbevaret: møbler, dekorationer, nips, gardiner osv.

Huset blev bygget omkring 1850, og blev købt af den velhavende grosserer Rudolf Christensen (1849-1925) i 1886. Familien med tre børn flyttede ind i 1890.

De to døtre blev aldrig gift og boede i lejligheden til deres død i 1963. Gennem alle årene blev der værnet om det gamle interiør, som døtrene testamenterede til Nationalmuseet.

Den unge rundviser fortæller godt og levende og ved en masse om lejligheden, dens tidligere beboere og om hvordan livet var i gamle dage. Det er særdeles interessant. Der er rundvisninger lørdag, søndag og helligdage kl. 12, 13 og 14. Billetter købes i Nationalmuseets forhal samme dag.

Klunkehjemmets salon Klunkehjemmets spisestue Soveværelse i Klunkehjemmet
Klik for større billede

Frokost på Restaurant Nytorv

Vi falder ind på Restaurant Nytorv (Nytorv 15, 1450 København K). Den ligger i kælderniveau og er et rigtig hyggeligt sted, hvor der serveres traditionel dansk mad, og en af specialiteterne er hjemmelavede marinerede sild. Stedet er ca. 150 år gammelt og er særdeles velbesøgt. Vi er heldige at få et bord.

Glögg på Hviids Vinstue

Hviids Vinstue

Vi overvejer at tage hjem til siesta, men med en temperatur på 2° C kan vi ikke bruge middagsheden som undskyldning, så i stedet slentrer vi til Kongens Nytorv og falder ind på Hviids Vinstue (Kongens Nytorv 19, 1050 København K.).

Dette hyggelige værtshus har eksisteret siden 1723 og er særdeles populært. På denne tid af året kan man smage deres berømte hjemmelavede glögg. Glassene er små, men drikken er potent. De fremstiller 6000 liter om året. Rødvin trækker med rosiner og krydderier og lagres nogle måneder. Rosiner er eneste sødemiddel, og de presses senere og sorteres fra. Til sidst tilsættes cognac og mørk rom. Før serveringen kommer der lidt rosiner og en mandel i glasset, og glöggen serveres opvarmet til 85°.

Vi er heldige at få et bord, da vi er halvt igennem det første glas. Lokalet er dæmpet belyst, der er masser af mennesker, og der hænger gamle billeder på væggene. Vi får et glas mere og spadserer så hjem og hviler. Gaderne myldrer med mennesker nu - julehandlen blomstrer.

Middag på Le Pave

Vi har reserveret bord på Le Pave, en fransk restaurant på Gråbrødretorv 14, 1154 København K. Her har vi spist adskillige gange, og det har altid været fremragende og rigtig godt til prisen.

Da vi nærmer os Gråbrødretorv, sidder en fyr på Strøget og spiller harmonika. Det er ikke den sædvanlige sømandsmusik, men lyder mere som en orgel-fuga af Bach. Fremragende!

Røget vildgåsebryst på Le Pave

Der er et par trin ned til restauranten, hvor vinduerne dugger. Det gør mine briller også, da de kommer ind i varmen. Vi ønsker begge vildtmenuen.

Forretten er røget vildgåsebryst med salat og pickles espagnol. Hovedretten er enebærmarineret dådyrfilet med en kartoffel-/selleri puré, honningglaserede tranebær og pebersauce. Til dessert får vi bagte æbler med kanelis. Vinen er en rød Gigondas. Det er super, og regningen for denne fest lyder kun på 890 kr.

Forandringer i København

Mens vi spadserer hjem, funderer jeg over ting, som har forandret sig i København gennem årene. Her og der på Strøget ligger hjemløse pakket ind i pjalter for at holde varmen. De fleste mennesker passerer bare og prøver at lade som om, de ikke ser det.

Jeg skammer mig: hvad er det for et rigt samfund, som ikke kan tage sig af sine svage? End ikke et lunt sted at sove! Når jeg tænker tilbage over de ca. 30 år, hvor jeg jævnligt er kommet til København, slår det mig, at der er blevet flere og flere hjemløse og flere og flere fattige.

Ja, jeg ved ikke, om der faktisk er blevet flere, men de er i hvert fald blevet mere synlige i gadebilledet.

Der er flere ting, som har forandret sig til det værre. En gang var København en forholdsvis ren by, men det er slut. Rygeloven trådte i kraft i år, og nu flyder fortove og rendestene med cigaretskod.

Kun de færreste steder, hvor man ikke må ryge indendørs, har man sat askebægre op udenfor, med det resultat at der er dynger af cigaretskod. Det gælder f.eks. vores hotel, hvor portieren smutter ud for at ryge sammen med gæsterne og smider skoddet i rendestenen.

Men det er langtfra kun rygerne, der sviner: engangsemballage og papir flyder i gaderne og foran burgerbarerne. Vi ser adskillige gadefejere, men de kan ikke følge med.

Narkomanerne i Istedgadekvarteret er til gengæld ikke så synlige, som de var engang. Om morgenen plejede de at samles på bestemte gadehjørner ventende på dagens første fix, men det ser jeg ikke mere, når jeg er nede for at ryge min morgenpibe (ikke-ryger hotel!).

Måske er narkomanerne chikaneret væk for at give plads til rygerne; men de er nok kun ude af syne, for på nogle fortove flyder det med indpakninger fra engangssprøjter.

Portieren på hotellet siger høfligt godnat og retter på slipset.