Shopping i København

Vi besøger turistkontoret på Vesterbrogade. Vi havde tænkt os at gense Glyptoteket, men det har lukket om mandagen. Adskillige andre museer har også lukket mandag, men åbenbart ikke bymuseet, så det må gøre det ud for den kulturelle vitaminpille i dag.

Skøjtebane på Kongens Nytorv Skibe og huse i Nyhavn Nyhavns tomme flasker smides i containere
Klik for større billede

Stormagasinet, Magasin Du Nord, på Kongens Nytorv åbner kl. 10, og vi er tidligt på den. På torvet er der en cirkulær skøjtebane. Vi krydser Kongens Nytorv, passerer Ravhuset og går ned til Nyhavn.

Her er der julemarked, siger et skilt, men boderne langs kanalen er alle lukkede på denne tid. Restauranter ligger side om side, og personalet har travlt med at tømme kasser med weekendens tomme flasker ud i containere. Det larmer.

Klokken har nu passeret 10, så vi går i Magasin. Jeg tager trappen til 5. sal, hvor jeg kan få en kop kaffe i restauranten, mens Helle tømmer butikken. Efter forbavsende kort tid dukker hun op. Hun har fundet det, hun ledte efter, og tager nu mig på slæb til herreafdelingen, hvor der er tilbud på herreskjorter, som trænger til et godt hjem.

Rundt om hjørnet smutter Helle ind på Hviids Vinstue og køber en flaske glögg til sin far.

Den gamle bolsjefabrik

Næste stop er den gamle fabrik, Sømods Bolcher, i Nørregade 36b. Bolsjerne er håndlavede på den gamle baggårdsfabrik. De er ikke billige, men er ikke så lidt bedre end industribolsjer. I den gamle butik opbevares bolsjerne i bulede dåser og vejes på en gammeldags vægt med lodder. Gedigen og gennemført romantisk nostalgi.

Den gamle bolsjefabrik i baggården til Nørregade Farvestrålende bolsjer med alle mulige smage Den søde tands paradis
Klik for større billede

Frokost på en tyrkisk restaurant

Vi bærer rovet tilbage til hotellet og slapper lidt af. På vejen til bymuseet falder vi ind på en tyrkisk restaurant, Alanya, for at få frokost. Den ligger i Vesterbrogade 39. Her kan du få frokostbuffet for 49 kr., og aftenbuffeten koster 79 kr., så det er ikke nødvendigvis dyrt at spise ude i København.

Retterne er lækre, og vi kunne have spist meget mere, men lægger klogeligt bånd på os selv - vi har reserveret bord på en italiensk restaurant i aften og vil ikke ødelægge appetitten.

Selskabet ved nabobordet går, men kort efter vender drengen tilbage. Han spør' servitricen, om hun har smidt vandflasken med skruelåg ud. Hun spørger lidt forundret, om han vil have den med.

Ja, det vil han gerne, for der er en kontaktlinse i. Heldigvis identificerer de den rette flaske, og knægten går med sin linse med skruelåg.

Københavns bymuseum

Københavns bymuseum ligger på Vesterbrogade 59, 1620 København V. og introducerer den besøgende til byens historie.

Vi tilbringer en times tid her, og så er rygge og fødder ømme. Vi går for at finde en kop kaffe. Der er en kaffebar på Vesterbrogade. Helle får en cappuccino, og jeg bestiller en dobbelt espresso.

Og den er i den grad dobbelt - alt for stor til den lille kop. Kaffen er glimrende, men hvis der bli'r en næste gang, vil jeg overveje at bede om en større kop.

Skydeskiver på museet Temaskine af sølv Espresso - dobbelt op
Klik for større billede

Middag på La Lanterna

Vi har bestilt bord til kl. 19:30 på en italiensk restaurant, La Lanterna, på H.C. Ørstedsvej 28, 1879 Frederiksberg C. Ti minutter i syv spadserer vi i magstempo mod søerne og Frederiksberg. Der har været mørkt nogle timer nu, og der er ikke meget trafik. Der er dog adskillige mørkelagte cyklister - synd at så mange er trætte af livet.

På søens anden side, på Danasvej i Frederiksberg, ligger et roligt beboelsesområde med boligkarréer i røde mursten. Her er bedsteborgerlig ro på gaden. Da vi når H.C. Ørstedsvej, drejer vi til højre, men der er ingen La Lanterna i nummer 48 - jeg må have læst forkert. To unge piger fortæller os, at restauranten ligger 200 meter den modsatte vej, og det gør den minsandten - i nummer 28.

Priserne er i den høje ende, men menuen lyder lækker. Til forret får Helle grillede grøntsager med scamorza ost (Grigliata di verdure e scamorza), og jeg får gigantrejer med cherrytomater og sorte oliven (Mazzancolle dorate e pendolini). Rejerne er dekorative med lange antenner og har en fin fast konsistens, men smager ikke af meget.

Til hovedret får vi begge lammekrone paneret med majs og mandler i en mandelvinssauce. Hertil får vi en glimrende Barbera d'Alba. Vi slutter af med tre slags sorbet: jordbær, melon og citron og til allersidst espresso med en god sød grappa til.

Det er glimrende, og betjeningen er upåklagelig. Vi syntes, vinsaucen var for sød, men enhver sin smag. Det er ikke noget billigt sted, men en udmærket oplevelse.


Tirsdag den 18. december

Ny Carlsberg Glyptotek

Billet til Ny Carlsberg Glyptotek

Flyet til Aalborg letter kl. 14:50. Vi checker ud fra hotellet og deponerer vores bagage. Ny Carlsberg Glyptotek (Dantes Plads 7, 1556 København V.) åbner kl. 10. Der er nogen tid til, så vi går en omvej i de små gader med maleriske navne som Gåsegade, Lavendelstræde og Naboløs.

Som altid er Glyptoteket en imponerende oplevelse. Det blev bygget af den umådeligt rige brygger Carl Jacobsen (1842-1914), som skabte en af de største privatejede kunstsamlinger i sin tid. Den blev opkaldt efter bryggeriet, Ny Carlsberg, med tilføjelsen "Glyptotek", som betyder skulptursamling.

Antik romersk gulvmosaik Den Laurentiske So - Romersk marmorskulptur
Klik for større billede

Der er dog mere end blot skulpturer - bl.a. mange pragtfulde malerier, og museet i sig selv er et kunstværk med marmor i mange farver, vinterhave og prægtige gulvmosaikker.

Vi henter vores bagage og tager toget til lufthavnen. Det har været et rart pusterum at besøge København, og vejret har været fint - lidt koldt måske, men tørt. Nu går det hjem til provinsen.