Landsbyer i Troodos-bjergene

Vi skal på udflugt. "Cyperns Perler", som der så poetisk står i StarTours mappe.

Bussen skal hente os ved hotellet, men vores side af vejen er spærret af. En mand går og fejer pilene på vejbanen, men det bliver de nu ikke hvidere af. Efter knap et kvarters venten sjosker vi og de andre ned på Kition Corner, og der holder ganske rigtigt et par busser. Nogle skal på udflugt til Paphos, og vi andre kommer ind i en minibus, hvor andre turister fra Fig Tree Bay og Agia Napa venter på perlerne.

Guiden, Marios, er svensktalende cypriot og fortæller om løst og fast, mens vi kører ud på landet. Det svenske er ikke noget problem; der tales langsomt og tydeligt. Marios er botanisk interesseret - han ved og fortæller i hvert fald en masse om planter og vækster, og selv de latinske navne får vi med.

Et yngre par fra et af badestederne klatter omgående i søvn og sover det meste af vejen. Selv ikke de to smådrenge på bagsædet kan holde dem vågne. Den var nok høj i går.

Pera

Første stop er i landsbyen Pera. Vi møder en ældre herre, som Marios straks falder i snak med. Det er landsbypræsten, og han ligner da også en rigtig patriark med sit store skæg. Han har ikke mindre end 11 børn, oversætter Marios, og har været ude at plukke kapers. Det forklarer spanden, hvor en snegl forsøger at undslippe, og måske også fingrenes farve. Smitter kapers i øvrigt af?

Fra landsbyen Pera Store krukker i Pera Der købes appelsiner i Pera
Klik for større foto

Senere, på vej til bussen, får Marios sig en sludder med en dame, som så løber ind i haven. Marios holder os hen med snak om figenkaktussens anvendelse i det cypriotiske køkken, og da vi fint timet runder hjørnet, har de arrangeret fortovssalg af friske appelsiner og citroner.

Prisen er helt sikkert ublu efter lokale forhold, men det er da helt fint, at vi kan lægge en skilling som tak for besøget, og de fleste køber en pose. Appelsinerne og citronerne hernede er fantastisk lækre.

Museumslandsbyen Fikardou

Lidt over 10 går turen videre op i bjergene til museumslandsbyen Fikardou, hvor vi skal have lidt morgenmad. Husene her er gamle og de fleste ubeboede. Faktisk bor der kun en 5-6 stykker i landsbyen, men staten betaler for renovering og vedligehold af de bevaringsværdige huse, og det hele er et tidsbillede fra gamle dage.

Morgenmaden på stedets taverna er brød, ost, tomater, agurk, oliven m.m. Kaffen er desværre Nescafé. Jeg er ikke desperat og vil hellere undvære.

Klefticoovne bag tavernaen i Fikardou Museumslandsbyen Fikardou Fikardou
Klik for større foto

Et hus er indrettet som museum. På førstesalen var beboelses- og opholdsrummet, og i stuen var der arbejdsrum og stald. Landsbykirken er en lille græsk-katolsk sag, men trods sin lidenhed helt traditionelt opbygget og med flotte ikoner. Udenfor beundrer vi kirkegården, hvor der er en fantastisk udsigt. Vi bemærker, at de fleste bliver gamle her på Cypern!

Museum i Fikardou Gravsten i Fikardou Gravsten i Fikardou
Klik for større foto

Lazanias

Turen går videre til endnu en landsby med det madklingende navn "Lazanias". Der er smukt i bjergene på denne årstid. Det blomstrer overalt. I Lazanias løber en bæk i en slugt, og der er en sand koncert af kvækkende frøer.

Jeg står og patter på piben og nyder koncerten, mens bussen fyldes. Marios siger smilende, at jeg ikke skal tænke så meget. Ser jeg tænksom ud? - Det må være piben! Hele ugen ser jeg ingen andre piberygere, og nu jeg tænker over det, har piben nok også højere intellektuel signalværdi end Prince Ultra Light.

Det nærmer sig frokosttid, og vi kører længe ad grusveje og hårnålesving. Helle sidder ved vinduet i venstre side og har det ikke helt godt med at kigge direkte ned i afgrundens dyb. Undervejs er der et kort stop ved Machairas klosteret. Det er vist her ærkebiskob Makarios ligger begravet - eller også er det et andet sted, skidt med det. Velholdt ser det ud.

Lazanias Lazanias Machairas klosteret
Klik for større foto

Meze

Vi kommer gennem bjergene til restauranten, hvor vi skal spise frokost. Menuen er nationalretten, Meze, som er en overdådighed af små lune og kolde retter. Vi sidder rart bænket på en stor overdækket terrasse, og der er dækket op.

Tallerkenerne ligger med bunden i vejret, og til stor morskab går det galt for en ældre svensk dame, der får øst en stor portion salat op, før hun opdager, at tallerkenen skal vendes! Vinen står i kander, maden er lækker (uhm, deres kolde yoghurt naturel!) og snart går snakken livligt på en kaudervælsk blanding af dansk og svensk.

Helle fortæller mig hviskende, at en dansk dame uden for min hørevidde brokker sig over stort set alt. får man ikke rene tallerkener for hver ret, og får man ikke rent bestik. Og er brødet ikke er skåret helt igennem, og er der fedt på noget af kødet, og så og så og så ...

Jeg begriber det ikke. Vil man kun ha' frikadeller og brun sovs, bør man blive hjemme; men nogle synes at rejse for netop at kunne brokke sig over, at tingene ikke er som hjemme. Eller også er det bare for galt, at tingene ikke er så billige som i Tyrkiet sidste år.

Som sagt er klageånden heldigvis uden for min hørevidde, og jeg underholder mig i stedet med et sympatisk svensk par fra Uppsala. Før måltidet er omme har vi fået indtegnet en god bid af Skandinavien på servietten, og efter brændevinen kommer Cypern på i nederste højre hjørne.

Karaoke i Larnaca

Helle hilser på misserne ved turistkontoret

Alt får en ende, og ved 16-tiden er vi tilbage i Larnaca og får hilst på misserne ved turistbureauet. Efter den solide frokost magter vi ikke aftensmad, men får os i stedet nogle ouzoer på "The Meeting Pub".

Ved 22-tiden går vi tilbage til hotellet, hvor der er Karaoke-aften i baren. Det har vi aldrig oplevet før. Fyren der leder showet er en engelsk Kasper Christensen type og ganske underholdende i sin mageløst smagløse T-shirt: sort med orange flammer.

Flere giver prøver på deres fortolkning af den internationale sangskat. Nogle så falsk at det gør ondt, men desto mere må man beundre deres mod, og underholdende er det.

Russiske Olga synger så nogenlunde rent, men kunne med fordel klare sig uden mikrofon. Mike er croonie og kærtegner mikrofonen med begge hænder og strakte fingre. Bartenderens datter, en lillepige på ca. 10, synger hvinende og falsk og opmuntres mere end én gang til at gentage pinslen.

Norske Christina er helt oppe på dupperne, og en flok unge mennesker sekunderer hende energisk på omkvædet af en norsk slager. Nå, men vi skal også på tur i morgen, og klokken er ved at blive mange ...