Til Nicosia via bjerglandsbyer i Troodos

Vi skal på udflugt i dag. Bussen fyldes pænt op, og chaufføren hilser venligt hver eneste med et "kalimera", som betyder god morgen. Da det bliver min tur, er jeg lige ved at svare: "calamari", som betyder blæksprutter, men behersker mig.

Første stop er i bjerglandsbyen Platres, hvor vi får en forfriskning og en klisterkage med honning. Som den eneste får jeg cypriotisk kaffe og ikke Nescafe. Fra Platres går turen videre til byen Troodos, hvor der er 15 minutters holdt ved en souvenirbod.

Det går kun ud på, at vi skal købe noget af deres skrammel, og den eneste formildende omstændighed er smagsprøver på Commandaria og Zavania, den cypriotiske hedvin og brændevin. Jeg sætter mig ind i bussen og skumler.

Fra bjerglandsbyen Platres på Cypern Turistkunst i Troodos Fra den gamle bydel i Kakopetris på Cypern
Fra den gamle bydel i Kakopetria Fra Kakopetrias gamle bydel Blomsterbil i Kakopetria på Cypern
Klik for større billede

Næste stop er den maleriske bjerglandsby Kakopetria. Her holder vi i 45 minutter, hvilket er tilstrækkeligt til en slentretur gennem den gamle bydel. Videre til hovedstaden Nicosia hvor vi har tre timer på egen hånd.

Vi siger nej tak til at spise tre retter mad på restauranten, hvor guiden arrangerer fællesspisning. I stedet finder vi selv et sted, hvor vi får et let måltid: toast med bacon, ost og salat. Jeg bestiller appelsinjuice til, og den er friskpresset - åhhh!

Shopping i Nicosia

Kirke i Nicosia

Der er overskyet, og temperaturen er spadserevenlig. Vi windows-shopper i gågaderne, og lidt rigtig shopping bliver det også til: jeg køber en bæltepung i læder til afløsning for kameratasken, der er ved at gå op i sømmene, og Helle falder for en halskæde med blå perler.

Kæden skal lige prøves, men det er ikke så nemt, for den er bundet med en genstridig knude. Sælgeren får med besvær knuden op, og det viser sig at længden passer. Han er ligeglad med, at halskæden i virkeligheden er en rosenkrans: "No problem: you want to buy, I sell".

Bæltepungen er selvfølgelig noget skrammel, og lynlåsen går i stykker efter et par dage - man får, hvad man betaler for, og den var billig.

Vi får en kop cyp-kaffe, besøger en net-café og slentrer gennem trøstesløs slum i den gamle bydel, til tiden nærmer sig for hjemturen. Fra Nicosia går turen kl. 16.15 direkte tilbage til Paphos. Guiden arrangerer en quiz, hvor der spørges om nogle af de ting, han har underholdt os med på turen.

Hvad hedder den specielle cypriotiske gedeost? Hvad hedder det højeste bjerg? I hvilket år invaderede Tyrkiet det nordlige Cypern? Og så videre. Jo, og så var der det sidste spørgsmål: "Hvor gammel er jeg?".

Helle skriver "25½" og ærgrer sig bagefter over, at hun ikke skrev: "for ung". Det rigtige svar var 23. Gæt hvem der vandt quiz'en og en flaske rødvin? Turen kostede 26 £ per næse, og det vil jeg kalde en temmelig dyr rutebil tur-retur til Nicosia.

Tilbage på hotellet tager den flinke guide, Søren, og jeg en snak med receptionen. Helle og jeg vil svært gerne have et værelse med en større seng eller to senge. De lover at undersøge sagen og ringer senere, at det kan arrangeres i morgen.

Vi sætter os på altanen. Et tordenvejr bryder løs, men det driver hurtigt over, og så kan vi drive ned mod madstederne. Vejstrækningen på et par 100 meters længde, som før var toppede skærvedynger, er nu tromlet og klar til asfalt. Helle er ikke sulten endnu, så vi falder ind på en bar og får en ouzo - det plejer at skærpe appetitten.

Pattegris og grineflip på Othello

Pattegris på Othellos Tavern i Paphos

Efter ouzoen går vi på Othello, hvor vi var i går. Der er ikke appetit til meze, den cypriotiske specialitet hvor man får en endeløs række af forskellige småretter, så vi lader os friste af pattegris, men bestiller alligevel forret: halloumi & skinke til Helle, grøntsagssuppe til Eric.

Suppen er ret anonym, for nu at sige det pænt, men pattegrisen er fremragende, rigelig og med gyldensprød svær. I dag får vi kartofler kogt i vand og ikke olie, og de smager fantastisk godt. Hjemme i Danmark lovprises nye danske kartofler med rette, men tro mig: de cypriotiske er endnu bedre.

Det engelske par ved siden af os er nogle isnende hængemuler og brokrøve, og jeg tror ikke de smiler en eneste gang. Tjeneren må også have mærket kuldestrålingen, for da snedronningen i vrissen tavshed tager imod sine flamberede crêpes suzettes, kan han ikke nære sig for at sige: "And thank you!", hvilket får mig til at fnise.

Ved siden af disse gletschere, føler Helle og jeg ekstra varme i hinandens selskab, og vi får et decideret grineflip over den fjantede fantasi med at svare "calamari" (blæksprutter), når chaufføren siger "kalimera" (god morgen), et anfald som forstærkes af stenansigterne ved siden af.

Vi kan ikke klare dessert, nøjes med kaffe og bonnes for 29 £.