Riga - fakta og rejsetips

Letlands hovedstad, Riga, tiltrækker mange turister. Trækplasteret er især den gamle bydel med dens smukke huse og brostensbelagte gader, og det er en af Europas billigste hovedstæder at besøge.

Index:

Lufthavnen
Transport
Hvor skal man bo?
Vejret i Riga
Restauranter
Drikkepenge
Drikkevand
Seværdigheder
Banker & penge
Shopping
Kriminalitet
Litteratur & links

Der bor omkring 700.000 i Riga som helhed, og det er ca. en tredjedel af landets befolkning. Den gamle by udgør kun et beskedent område.

Under den sovjetiske okkupation var der en bevidst "russificering," som bl.a. indebar massiv tilflytning af etniske russere. Efter selvstændigheden i 1991 har dette været en kilde til mange gnidninger og konflikter.

Letland har været gennem en massiv økonomisk krise med store offentlige besparelser, stort reallønsfald og stor arbejdsløshed. Rigtig mange letter, og især unge mennesker, er derfor rejst til andre lande for at få arbejde og bedre levevilkår.

Letland er medlem af EU og skiftede 1. januar 2014 fra den lettiske valuta "lat" til euro.

Lufthavnen

Rigas lufthavn er den største i de baltiske lande, og den er ret moderne. Den ligger en 10-12 kilometer fra byen.

Transport til og fra lufthavnen beskrives på lufthavnens hjemmeside. Man kan bl.a. se minuttal og rutekort for busserne. Skal du ind til centrum, er det nemt at tage bus nr. 22, som kører 4-5 gange i timen. Billet kan købes hos chaufføren (hav småpenge), men det er billigere at købe den i ankomsthallens kiosk ("Welcome to Riga"). Når du kommer ud af afgangshallen, skal du højre om/over parkeringspladsen for at komme hen til stoppestedet.

Den anden vej på, altså til lufthavnen, holder bussen lige ud for afgangshallen. Turen til/fra centrum tager ca. 25 minutter.

Transport

Riga har et veludviklet system af busser og sporvogne, og så er det billigt. Der er forskellige rabatordninger.

Man kan købe billet hos chaufføren, men det er en anelse dyrere, end hvis man køber i fx en kiosk. Billetter købt i fx en kiosk har størrelse som et visitkort, men er tykkere. Når man stiger på, skal man holde billetten op foran en skanner.

Busbillet fra Riga
Busbillet

Det virker effektivt, og jeg så flere køre deres pung/tegnebog forbi skannerens øje. Der er lejlighedsvis billetkontrol. Se mere her.

I forhold til Danmark er det billigt at køre i taxi. Vi prøvede nu ikke, men i hotellets info-folder stod, at det kostede 10 lat at køre de 10-12 km til lufthavnen, og så skal man lige lægge drikkepenge oveni.

Vejret i Riga

Somrene kan være varme og lumre, og om vinteren er der koldere end i Danmark. Havets nærhed kan give gus/tåge. Letlands meteorologiske institut.

Hvor skal man bo?

Rigas topattraktion er den gamle by, og så er det selvfølgelig komfortabelt at bo der eller i nærheden, så man hurtigt kan smutte hjem, når man trænger til at få benene op.

Sammenlignet med Vesteuropa er hotellerne i Riga billige. Vi har betalt en del mere for et hummer på kvisten i Københavns Istedgade, end vi betalte for et (i sammenligning) luksuriøst superior værelse med balkon på Old Riga Palace i det centrale Riga.

Men vil man spare, er det utvivlsomt billigere at finde logi uden for det absolutte centrum og så benytte sig af de offentlige transportmidler eller taxi, som er langt billigere end i Danmark.

Den reelle afstand mellem to punkter er jo mere en funktion af tid end af geografi.

Restauranter og spisesteder

Lettisk mad kan være en tung affære (sul og kartoffelmos), men der er masser af spisesteder i Riga med internationalt tilsnit og klasse.

Vi spiste kun på restauranter i det gamle centrum, og jeg syntes, vi generelt fik god value for money, men der er næppe tvivl om, at priserne falder, hvis man bevæger sig uden for den absolutte turistmagnet.

denne side kan du læse om de restauranter, vi besøgte.

Drikkepenge

På restauranter og i taxier forventes drikkepenge. Regn med 10 % eller rund op. På restauranterne, vi besøgte, kom regningen i en æske. Så lagde jeg pengene samt regningen i æsken.

Æsken kom så retur med byttepengene og regningen, og så efterlod jeg drikkepengene i æsken. En slags anonymiseret og diskret transaktion, hvor ingen taber ansigt.

Da vi tjekkede ud af hotellet, lagde vi også nogle lat til stuepigen. Jeg ved ærlig talt ikke, om det er kutyme i Letland, men det er det så mange steder, så hvorfor ikke lægge nogle af de mønter, man alligevel ikke kan veksle hjemme?

Drikkevand

Man kan læse mange steder, at man ikke bør drikke vandhanevand i Riga (eller Letland). Sådan har det sikkert også været engang, men i dag kan vandhanevand de fleste steder i Europa drikkes uden risiko.

Der er generelt alt for meget hysteri omkring vandhanevand i Europa. Et er, hvordan det var engang, noget andet er, hvordan vand renses i dag og evt. tilsættes klor.

Skal man tro kontrolorganerne (fx Rigas Udens) lever Rigas vandhanevand fuldt op til hygiejnekravene.

Jeg børstede frygtløst tænder i vandhanevand og led ingen mén. Lugten af klor var heller ikke så kraftig, som jeg har oplevet andre steder, men super godt smager det ikke, og det er en god grund til at drikke flaskevand.

Seværdigheder og museer

Den største seværdighed i Riga er byen selv med de smukke gamle huse, men der er også masser af museer og kirker, hvis man har appetit på den slags. På denne side har jeg skrevet om de museer, vi besøgte, og på virtualriga.com er der masser af info.

Rigas markedshaller er absolut et besøg værd. Markedet hører til de største i Europa. På denne side kan du læse om vores besøg og se nogle af mine billeder derfra.

Kirker

Også i Riga kan man få sin lyst styret, hvis man er til kirker. I en af dem kan man vist komme op i tårnet og få en fed udsigt over byen. Det prøvede vi nu ikke, og jeg ved heller ikke, om det er muligt uden for højsæsonen.

Banker og penge

Både Danske Bank og Nordea er repræsenteret i Riga, men derudover er der rigeligt med hæveautomater, hvor man kan hæve penge i den lokale valuta, lat. Langt, langt de fleste forretninger og restauranter i Rigas centrum tager de almindeligste kreditkort som fx VISA.

Shopping

I det centrale Riga er der masser af forretninger, og man kan købe alle de normale ting, man finder i storbyer. Ravbutikker er der masser af, så vil du glæde dig selv eller en anden med et smykke, er Riga en gylden mulighed.

En souvenir kunne også være en flaske Riga Balzam, men hva' med lige at smage den først? Memorabilia fra sovjettiden er selvfølgelig også en mulighed.

Kriminalitet

Det er hverken værre eller bedre i Riga end i de fleste andre europæiske hovedstæder, og som alle andre steder skal man opføre sig fornuftigt og tage sine forholdsregler såsom aldrig at bære på flere penge, end man kan undvære.

Det er som regel de nemme ofre, det går ud over, og vil man prøve disse grænser af, kan man fx tumle rundt i nattelivet og drikke sig fra sans og samling. Man kan også klæde sig som millionær og besøge de mere skumle forstæder.

Vi følte os ganske trygge, og om aftenen bemærkede vi, at politiet var meget synligt i gadebilledet. De kørte simpelthen rundt og patruljerede, og der gik ikke lang tid mellem hver bil.

Litteratur og links

Du kan læse om vores oplevelser i Riga her, og på min blog skrev jeg om besøget, mens vi var i byen.

Flere rejsebeskrivelser fra Riga og Letland kan man finde på at-rejse-er-at-leve.dk, og så er der Henning Nielsens rejsebeskrivelse fra et besøg i 2008.

Rigas officielle turistportal virtualriga.com er ikke til at komme udenom. Allround-info kan man finde hos Wikipedia.


Til Top * Home * Rejsebeskrivelser * Andre faktasider * Gæstebog

Opdateret 31. december 2013