Tallinn

Fakta, praktiske rejsetips og turistinformation.

Estland er det nordligste af de baltiske lande, og hovedstaden Tallinn ligger ca. 80 km fra Helsinki i Finland. Ved udløbet af 2. verdenskrig blev Estland indlemmet i Sovjetunionen, men blev selvstændigt i 1991. Siden 2004 har landet været medlem af NATO og EU.

Index:
Lufthavnen
Transport
Færger
Vejret
TallinnCard
Hvor skal man bo?
Restauranter
Drikkepenge
Drikkevand
Seværdigheder
Banker og penge
Litteratur & links

Landets historie har været omtumlet med svenske, tyske, russiske og såmænd også danske herrer. Danmark var tidligt ude i 1219 og fik Dannebrog ved samme lejlighed.

Befolkning: Af Estlands 1,34 mio bor ca. 400.000 i hovedstaden Tallinn. Af Estlands befolkning er ca. 70% estere og 26% russere.

Areal: 45.227 km2 (Danmark 43.000).

Sprog: Estisk som ligner finsk. Mange taler russisk, men det er ikke populært. Man klarer sig fint på engelsk.

Landekode: 00 372 (hvis du skal ringe til Estland).

Møntfod: Euro


Vis stort kort
  

Lufthavnen

Tallinns lufthavn er forholdsvis lille, men pæn og moderne. Den ligger tæt på byen og en taxi ("takso") til den gamle by kostede i 2009 ca. 100 EEK eller omkring 50 danske kroner. Endnu billigere (20 EEK i 2009) er det at tage bus nr. 2. Transport til og fra lufthavnen beskrives på lufthavnens webside.

Transport

I Tallinn er der busser, trolleybusser og sporvogne. Det billigste er at købe billet i en kiosk - det er lidt dyrere at købe af chaufføren, når man stiger på. En udførlig beskrivelse af transportsystemet (også med priser og links til køreplaner) kan findes hos Wikipedia (engelsk).

Sammenlignet med Danmark er det meget billigt at køre i taxi ("takso"). I 2009 var startgebyret 45 EEK og kilometertaksten 7,9 EEK (i dagtimerne).

Investerer man i et Tallinn Card, gælder det som gyldig billet til busser og sporvogne.

I den gamle by kommer man bedst rundt til fods. Vær i den forbindelse opmærksom på, at der er mange brosten, som nogle steder er toppede. Så jeg anbefaler kraftigt fornuftigt fodtøj med tykke eller stive såler. Den gamle by er ikke velegnet terræn for høje hæle.

Færger

Der er adskillige færgeruter til Tallinn bl.a. fra Stockholm og Helsinki (Helsingfors), og de benyttes en del af svenske og finske weekendturister.

Vejret i Tallinn

Estland ligger på grænsen mellem tempereret kystklima og fastlandsklima. Det betyder, at vinteren er forholdsvis mild og sommeren kølig, hvis vinden er i vest fra Østersøen. Omvendt kan østenvind give isvintre og varmt sommervejr. Det fungerer altså meget lig vejret i Danmark - Estland er blot lidt nordligere og tættere på Sibirien.

Tallinn Card

Som i mange andre byer kan man købe et kort, der giver gratis adgang (eller rabat) til en række museer og seværdigheder og fungerer som billet til den offentlige transport. Det er jo ganske praktisk. I Tallinn kaldes kortet "Tallinn Card", og på turistinformationens webside kan man se, hvad man får for pengene. Man kan købe kort, som gælder i 6, 24, 48 eller 72 timer (6-timerskortet gælder ikke til alle tilbud).

Det er komfortabelt at have et Tallin Card, og det skal man ikke undervurdere. Så du skal ikke ærgre dig, hvis du ikke nåede rundt til det hele og sparede penge. Kortet kan købes mange steder og også online - se denne side for en liste med forhandlere.

Hvor skal man bo?

Der er vel ca. 7000 hotelværelser i Tallinn, og i højsæsonen kan der være knaphed, så det er fornuftigt at booke i forvejen - især hvis man er en større gruppe. Der er hoteller i alle prisklasser og standarder.

Tallinns store attraktion er den gamle by, og det er da også her eller i nærheden, de fleste hoteller ligger. Når man har travet rundt, er det rart, at kunne smutte "hjem" og slappe af.

Der er også Bed and Breakfasts, vandrehjem (hostels) og campingpladser. Jeg ved ikke mere herom, end du selv kan finde ud af ved at søge på nettet!

Vi boede på hotel Bern i Aia 10, dejlig centralt lige uden for bymuren og få minutters gang til Viru-porten. Pænt og rent og gode madrasser. God morgenmad og meget høfligt og venligt ungt personale, som talte glimrende engelsk. Der var god plads på værelset til den/de ekstra stole, vi savnede, og der var ikke en ærlig knag at hænge noget på (kun på badeværelset). Ud fra en international betragtning synes jeg nok, at fire stjerner er i overkanten, men et ganske godt hotel med en god beliggenhed.

Restauranter og spisesteder

Traditionel estisk mad hører til i den lidt tungere ende, men der er masser af restauranter med internationalt tilsnit. Se min rejsebeskrivelse for beskrivelser af de restauranter, vi besøgte i Tallinn.

Sammenlignet med Danmark er det generelt rimelig billigt at spise ude i Tallinn - selv på de bedre steder i den gamle by. Det er maden, der er forholdsvis billig: enten billig i pris eller forstået på den måde, at man får mere kvalitet for pengene. På restaurant koster vin omtrent det samme som i Danmark.

Især i højsæsonen og weekends er det fornuftigt at bestille bord, hvis man har en idé om, hvor man vil hen. Vi havde f.eks. fået Olde Hansa anbefalet, og jeg reserverede bord via deres hjemmeside, hvilket fungerede upåklageligt.

Drikkepenge

På restauranter og i taxi bør man give drikkepenge - de er som regel ikke inkluderet i prisen. Som rettesnor kan man bruge 10 - 15%, men der er noget naturligt i at runde op til et fornuftigt beløb i nærheden, hvad enten det så er mere eller mindre end 10 - 15%. Hvorfor skal tjeneren også tjene mindre, fordi du drikker husets vin i stedet for en af de dyre (eller omvendt)? Giv, hvad du finder naturligt.

Jeg har læst, at man ikke forventer drikkepenge på hoteller, men vi lagde alligevel en skilling til stuepigen, da vi rejste.

Drikkevand

Vandhanevandet i Tallinn er OK, og jeg synes, det både lugter og smager bedre end vandhanevand i København.

Her og der læser man, at man ikke bør drikke vandhanevand i Estland. På Travelmarket fraråder man sågar at bruge det til tandbørstning.

Diplomatisk vil jeg sige, at disse advarsler må være baseret på forældede eller misforståede data. Vandhanevandet i Tallinn lever fuldt op til EU's krav, hvilket man kan forvisse sig om på denne side. Det er ikke så rent som det fremragende vand, jeg får i Aalborg, men at advare mod at befugte tandbørsten er noget pjat.

Seværdigheder

Tallinns største seværdighed er den gamle by i sig selv. Det er en oplevelse bare at spadsere rundt i den gamle hansestad med de smukke huse og bugtende brostensbelagte gader. Hele tiden får man øje på detaljer som f.eks. gadedøre i nye glade farver, bygningsdetaljer eller sjove skilte. På mange huse er der også et diskret skilt i klar plast, som på engelsk fortæller om husets historie.

Tallinns gamle by er kommet på UNESCOs lange verdensarv-liste.

Byen har selvfølgelig en række attraktioner og museer, som er værd at se. Det følgende er langt fra nogen udtømmende liste, men snarere en appetitvækker. Jeg anbefaler, at man søger mere detaljeret information på Tallinns glimrende side med turistinformation og eller på Tallinn this Week.

Museer

Estlands historiske museum er vel nærmest at betragte som nationalmuseum. Det ligger lige bag rådhuspladsen i Pikk 17 i en gammel bygning med en stor smuk sal. Samlingen er ikke så stor, men det er et besøg værd.

Tallinns bymuseum i Vene 17 giver et godt indtryk af byens lange historie. Tallins bymuseum har også 7 andre museer under sig, bl.a. zarens sommerhytte i Kadriorg parken og Kiek in de Kök, som er et gammelt kanontårn fra slutningen af 1400 tallet nu indrettet som museum (lukket frem til september 2009 pga. renovering).

Zarens sommerslot Kadriorg ligger i en smuk park 2-3 km fra den gamle by og er i dag kunstmuseum. Der er mange portrætter (zarens "familiealbum" - gab!), men de russiske realisters malerier kunne jeg mægtig godt lide, og så er slottet i sig selv flot og interessant.

Ikke langt fra sommerslottet ligger zarens sommerhytte (museum) og det store moderne kunstmuseum Kumu.

Der er flere museer - se turistinformationen.

Kirker

Man kan få sin lyst styret, hvis man ynder at se på kirker. Rent arkitektonisk synes jeg, at Alexander Nevsky katedralen fra år 1900 er den mest imponerende med sine himmelstræbende løgformede kupler. Alexander Nevsky var en russisk storfyrste. Han bankede svenskerne i et slag i 1240, og 660 år senere fik han altså opkaldt en katedral efter sig. Bedre sent end aldrig.

Ikke langt fra Nevsky katedralen ligger domkirken. Derudover er der bl.a. Niguliste kirken, som har en udstilling/museum med kirkesølv. Olevesti kirken er meget gammel (omtales første gang i skriftlige kilder i 1267) og i middelalderen var tårnets 159 m Europas højeste. Halvvejs oppe i tårnet er der en udsigtsplatform med en forrygende udsigt over byen. Platformen er dog lukket om vinteren.

Andet

Det gamle rådhus og rådhuspladsen, Raekoja Plats, støder man uvægerligt ind i, når man går rundt i den gamle by. Rådhusets nuværende facade stammer tilbage fra en renovering i 1404, så det er en gammel sag. På rådhuspladsen ligger også verdens ældste fungerende apotek. Det har fungeret siden (i hvert fald) 1422.

Fæstningen og slottet Toompea ligger på byens højeste punkt og huser i dag det estiske parlament.

Der er knap 2 km tilbage af den oprindelige bymur på 4 km. Flere af bymurens forsvarstårne er intakte og kan besøges.

Gaderne Vene og Müürivahe forbindes af strædet Katarina Käik. Her kan man se arbejdende kunsthåndværkere og gamle klostergravstene. På et stykke er der ligesom fordybninger i muren på den ene side, og jeg bemærkede, at det er et yndet sted at kissemisse for unge mennesker. Den udmærkede italienske restaurant, Controvento, ligger også i Katarina Käik.

Uden for den gamle by er der også botanisk have, zoologisk have, et frilandsmuseum og friluftsscenen, hvor esterne mødtes i tusindvis og sang patriotiske sange i tiden op til selvstændigheden i 1991.

Der er flere tur-busser, som kan føre dig rundt i byen. Nogle er af "stå af - stig på" slagsen. Køber du et Tallin Card, gælder det som billet.

Som sagt var dette bare en appetitvækker - se turistinformationen for flere seværdigheder, oplysninger og links.

Banker og penge

De fleste banker i Estland er svenske eller danske. En bank hedder "Pank". Man kan uden problemer hæve penge og betale med de gængse kreditkort.

Litteratur og links

Du kan læse om vores oplevelser i min rejsebeskrivelse fra Tallinn.

På Niels Clemmensens side, Rejsebacillen.dk, er der flotte billeder fra Tallinn og også beskrivende tekst. På at-rejse-er-at-leve er der links til flere rejsebeskrivelser fra Estland og Tallinn.

Tallinns officielle side med turistinformation kommer man ikke uden om, og Tallinn this Week kan ud over almindelig info også fortælle noget om planlagte arrangementer og begivenheder.

Man kan selvfølgelig også købe udmærkede guidebøger som f.eks. Politikens "Turen går til" og Lonely Planet.

God tur til Tallinn!


Til Top  -  Oversigt rejsebeskrivelser  -  Andre fakta-sider

Sidst opdateret den 4. august 2012