Tenerife

Fakta, praktiske rejsetips og turistinformation.

Index:

Hvor kan man bo?
Vejret
Transport
Restauranter
Drikkepenge
Drikkevand
Shopping
Golf
Forlystelsesparker
Kasinoer
Vulkanen Teide
Banker
Nyheder/aviser
Sygdom
Pas på!
Links

Tenerife er et populært feriemål for nordeuropæere og spaniere. Spanierne kommer mest om sommeren for at undslippe heden på fastlandet, mens nordeuropæerne nyder Tenerifes milde vinterklima.

Hvert år valfarter ca. 5 millioner turister til øen og ikke uden grund, for den har meget at byde på med sit milde klima, smukke natur, pragtfulde badestrande og charmerende byer.

På denne side finder du fakta om Tenerife og henvisninger til andre sider med nyttig information.

Mine rejsebeskrivelser fra Tenerife beskriver vores personlige oplevelser under en ferie i Puerto de la Cruz, december 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013.

Befolkning: 865.070 i 2007, men måske op mod 1,2 mio. i 2009
Areal: 2034 km2
Landekode: 00 34 (hvis du skal ringe til Tenerife/Spanien).
Møntfod: Euro.
Sprog: Spansk, men mange taler rimeligt engelsk.
Tidszone: GMT (Danmark er GMT +1)
Hovedstad: Santa Cruz de Tenerife (> 220.000 indbyggere)


Vis Tenerife på et større kort. Zoom for detaljer.
  

Hvor skal man bo?

De fleste turister søger til de solsikre badestede Playa de las Américas og Los Cristianos på øens sydlige del (se kortet ovenfor) eller Los Gigantes på vestkysten.

Disse turistbyer er vokset op siden 70-erne, og her kan man få sin lyst styret, hvis man vil grilles på stranden eller bade og dyrke vandsport.

Playa de las Américas er stedet, hvor der er "gang i den" med barer og diskoteker i hobetal. Det er også rejsemålet for de fleste britiske turister med hooligangener - dem der drikker sig fra sans og samling, slås og opfører sig aldeles hæmningsløst.

Selvfølgelig er der også normale mennesker blandt britiske turister, men et bestemt segment er med rette berygtet. Så er du advaret.

Palme på strandpromenaden i Puerto de la Cruz
Klik for større foto

På øens nordside ligger Puerto de la Cruz. Det var oprindeligt udskibningshavn for sukker, vin, bananer m.m. fra den frugtbare Oratova-dal. Her er mildt, frodigt og smukt, og Puerto de la Cruz tiltrak turister allerede i slutningen af 1800-tallet.

Byen udviklede sig, men det gamle centrum har bevaret sin afslappede charme og atmosfære, og den nye bydel, La Paz, er opført i kanarisk byggestil. Af attraktioner, man kan besøge, kan nævnes dyreparken Loro Parque (mere herom under dyreparker) og Botanisk Have (zoom ind på kortet øverst på siden).

Ved strandpromenaden findes de berømte havbassiner, Lagos de Martiánez (et avanceret friluftsbad), og den bedste badestrand, Playa Jardin, ligger lige vest for byen.

Om vinteren er der mange tyskere (især ældre) i Purto de la Cruz, mens der i sommerhalvåret er mange unge spaniere.

Se min rejsebeskrivelse for mere info om Puerto de la Cruz.

Hovedstaden Santa Cruz er ikke så udpræget et turistmål, men vil man shoppe er det STEDET, og det er også her, man finder de fleste museer.

La Laguna er næsten vokset sammen med Santa Cruz. Byen blev grundlagt i 1496 og var hovedstad frem til 1833, hvor Santa Cruz overtog rollen. La Laguna er på UNESCO's verdensarvsliste, først og fremmest pga. den gamle by som er meget velbevaret og besøgsværdig. Se min side om La Laguna for mere info og billeder.

La Orotava er også en gammel by med smukke huse i det historiske centrum. Byen ligger ca. 9 km fra Puerto de la Cruz i små 400 meters højde. Vi besøgte La Orotava på en smuttur i december 2010.

Til top

Vejret på Tenerife

Gennemsnitstemperatur vinter 20-22 grader, sommer 25-28. Der er typisk et par grader varmere på øens sydlige halvdel. Grundet det centrale bjergmassiv kan der være store lokale forskelle på vejret. Den nordlige del af øen er tropisk frodig, og her falder omkring 73 % af al nedbør, mens den sydlige del af øen har flere solskinstimer og er ørkenagtig. Man behøver bare at se på et sattelitfoto for at se forskellen på nord og syd.

Selvom De Kanariske Øer ligger ud for Marokko på samme breddegrader som Sahara, er klimaet behageligt takket være passaten og de kolde havstrømme.

Med det høje bjergmassiv (vulkanen Teide) på øens midte, kan man jo også bare søge opad, hvis man vil have det køligere. Her er næsten alle temperaturzoner, og det afspejler sig i fauna og især flora.

Om vinteren kan der være dage med gedigent møgvejr. Godt en uge efter vi rejste hjem i december 2009, var der turister, som ikke kunne forlade øerne i et par dage, fordi lufthavnene var lukket pga. storm.

Transport

Lufthavne
Der er to lufthavne. En i nord, Los Rodeos ved La Laguna, som tager sig af trafikken mellem øerne og Spanien, og en i syd, Reina Sofia, som tager chartertrafikken (62 km fra hovedstaden Santa Cruz)..

Færger
Fra Santa Cruz til det spanske fastland (Cadiz), Gran Canaria (Las Palmas), La Palma (Santa Cruz), Lanzarote (Arrecife), Fuerteventura (Puerto del Rosario og Morro del Jable).

Færge fra Los Cristianos: til La Gomera (San Sebastián), Hierro (Puerto de la Estaca) og La Palma (Santa Cruz).

Busser
Der er et velfungerende netværk af busser. For TITSA's ruter og køreplaner se selskabets hjemmeside.

Taxi
Taxier er rimeligt billige. Starttaksten er lidt over 3 euro (i 2009). En tur på ca. 25 km fra Puerto de la Cruz til La Laguna kostede os ca. 30 euro. En bytur inden for Puerto de la Cruz koster typisk omkring 4 euro.

Billeje
Jeg kører ikke selv bil og skal ikke kloge mig på dette emne, men jeg bemærkede da, at der var masser af udlejningskontorer, så det er sikkert meget almindeligt.

Til top

Restauranter

Med ca. 5 mio. turister om året, er der selvfølgelig masser af restauranter. Søg på Tripadvisor for anmeldelser og inspiration. Se min side om de restauranter vi gæstede i Puerto de la Cruz.

Drikkepenge

Drikkepenge på 5 - 10 % er normalt i barer og på restauranter. Jeg ved ikke, hvor normalt det er i taxier. Når jeg gav chaufføren drikkepenge, virkede han overrasket og taknemmelig.

Drikkevand

Den vulkanske undergrund er porøs og absorberer meget af nedbøren. Det meste vand kommer derfor fra brønde eller "vandgallerier" - tusinder af horisontale tunneller boret ind i vulkanen.

Vandhanevandet er ikke sundhedsfarligt og kan bruges til madlavning, men det smager og lugter af klor. Køb derfor drikkevand på flaske.

Shopping

Elektronik (kameraer, telefoner m.m.) er billigt, men før du forlader butikken, skal du sikre dig, at skidtet virker, og at det er den ønskede vare, der kommer i æsken. Du skal selvfølgelig også sikre dig, at der er international garanti.

Kosmetik, parfume, tøj, sko og lædervarer kan også være gode køb. Tobak er under halv (dansk) pris.

Man prutter normalt ikke om prisen. Gadehandel er forbudt, så bliver du snydt, har du ingen rettigheder.

De Kanariske Øer er frihandelsområde (toldfrit) med kun 7% moms. Ved indførsel af varer til EU gælder regler, som kom man fra et land uden for EU, så husk lige det, før du fylder kufferten med sprut og smøger.

Til top

Golf

Der er hele 8-9 baner på øen. Se disse sider:

eller lav en simpel søgning på golf + tenerife.

Forlystelses- og dyreparker

Spækhugger i Loro Parque
Klik for større foto

Dem er der flere af. Bedst kendt er dyreparken, Loro Parque, i Puerto de la Cruz, som udover en masse papegøjer har delfiner, spækhuggere, søløver, aber, gorillaer, tigre og meget mere. Her kan man få en hel dag til at gå. I 2009 kostede en voksenbillet 31,5 euro. Læs om vores besøg i Loro Parque i 2009 og 2011.

Siam Park er et stort vandland, som ligger lidt nord for Playa de las Américas.

Til top

Kasinoer

Prisniveauet er overkommeligt på Tenerife, så hvis det ikke går hurtigt nok med at bruge pengene, er der tre kasinoer på øen, der kan hjælpe: Casino de Taoro i Puerto de la Cruz, Casino Santa Cruz på Hotel Mencey i Santa Cruz og Playa de las Américas Casino på Gran Tenerife Hotel.

Vulkanen Teide

Pico de Teide på øens midte er verdens tredjehøjeste vulkan og blot én af flere vulkaner på øen. Mange skriver, at vulkanerne på Tenerife er udslukte, men det er næppe korrekt. Sidste udbrud var i 1909 (en af Teides nabovulkaner), og selvom 100 år er lang tid for os mennesker, er det kun en middagslur i vulkanernes lange liv.

Pico de Teide er faktisk en af verdens 15 risikomærkede vulkaner, på grund af faren den lokale befolkning kan blive udsat for. Når man er i Puerto de la Cruz behøver man bare at kigge opad for at blive mindet om kæmpens nærvær.

Historisk oversigt over udbrud (engelsk side).
Se Vulkaneksperten for mere info.

Banker

Bankernes åbningstider: 9-14. Der er mange kontantautomater, hvor man kan benytte de almindeligste kreditkort.

Til top

Nyheder/aviser

Nyheder fra De Kanariske Øer og Tenerife (engelsk).

Sygdom

Sygesikringsbeviset dækker på De Kanariske Øer ved ophold på under 30 dage. Skal du være der i længere tid, er evt. lægebehandling for egen regning eller forsikring.

Pas på!

Kriminalitet
Pas på lomme- og tasketyve i lufthavne og overalt, hvor der er trængsel.

Timeshare
Sælgere skaber gerne kontakt med gratis skrabelodder, som altid giver gevinst. Plattenslageriet tager fart, når man skal hente gevinsten. Ignorér dem!

Hvis du vil købe fast ejendom, eller noget der ligner, så gå til en ejendomsmægler.

Links

Min rejsebeskrivelse fra Tenerife 2009.

10 små historier fra vores tur til Tenerife i 2010

Historier fra Tenerife 2011

Historier og glimt fra Tenerife 2012

Fortællinger og glimt Tenerife 2013

Officiel turistinformation (på engelsk) om De Kanariske Øer.

Tenerife Forum. Online community med forskellige fora (engelsk).

Masser af information om Tenerife og om at trække sig tilbage og bo på øen: tenerife-holiday-home-insider.com (engelsk).

Alt om Tenerife. Dansk portal med alfabetisk opslag og masser af info.


Til Top | Home | Rejsebeskrivelser | Gæstebog | Andre fakta-sider

Sidst opdateret den 25. januar 2014