Beskyttelsespenge - mafia

Som turist på Sicilien mærker man normalt intet til Mafiaen, men i Giardini blev vi vidner til udbetaling af beskyttelsespenge på en restaurant.

Ja, jeg ved ikke, hvad det ellers skulle være. Her er, hvad der skete:

Det er vores første besøg på "Da Roberto - Le Désir Piquant". En koldfront med regn er trukket over Sicilien de sidste dage, og vi sidder som de eneste gæster indenfor. Andre har valgt at sidde ude i kulden.

Da Roberto - Le Désir Piquant

Opkræverens entré

Vi er i gang med forretten, da han træder ind. Han er ca. 1,70 høj, bærer mørkt jakkesæt og har en mappe under armen. Den uniformerede tjener veksler nogle ord med ham og henter så indehaveren, som velsagtens hedder Roberto.

Roberto er en høj mand i tresserne. Han er "i civil" og serverer ikke, men svæver over vandene og hygger om gæsterne.

Manden i jakkesæt begynder at tale i et høfligt og indtrængende tonefald, lægger sin mappe på et bord og hiver noget frem.

Det hele foregår skråt bag mig, så jeg ser kun lidt ud af øjenkrogen. Jeg forstår ikke, hvad de siger, men Roberto er vred. Hans tone er skarp, og han bruger ord som "polizia" og "carabinieri".

Betalingen

Jakkesættet fastholder sit underdanige, men indtrængende tonefald, og pludselig vender Roberto sig om mod skranken, bjæffer noget vredt til tjeneren, som rækker ham nogle pengesedler fra kasseapparatet.

Roberto giver pengene til jakkesættet, som derpå rykker en blanket af en blok. Roberto får blanketten, og jakkesættet forlader restauranten.

Reaktionen

Roberto stiller sig ved vores bord som for at samle sig, vender øjnene mod himlen og folder hænderne foran brystet som til bøn. Han forsøger ligesom at slå episoden hen som noget komisk, men kan ikke ryste vreden af sig.

Han siger hånligt et eller andet med "Instituto Volontario" og rækker mig blanketten med en gestus, som var den snavset.

Den ligner en dags dato, men der står intet beløb. I øverste venstre hjørne er der trykt "Instituto Volontario," som vel betyder "Frivilligt Institut". Forneden til højre er der en krusedulle.

Eftertanke

Robertos vrede viste, at det ikke var en organisation, han plejede at betale til, og det var med garanti heller ikke en indsamling til fordel for flygtningene på Lampedusa.

Man kan undre sig over, at han betalte, når det tydeligvis var ham så meget imod. Mit gæt er, at frygten vandt. Frygten kan sikkert hjemsøge enhver på Sicilien.

For selvom vi turister normalt ikke mærker noget til mafiaen, er den ikke et spøgelse. For nogle sicilianere er den en ubarmhjertig realitet, en snylter, som de hader og frygter, og Roberto ville nok ikke løbe nogen risiko.