Lørdag den 26. maj 2012

Fra Catania til Rom

Vi skal til Rom, hvor vi skal overnatte, før vi flyver hjem søndag formiddag.

Bussen til Catanias lufthavn kører fra Giardini Naxos 9:05, og kvart over otte banker jeg på hos Lorrie - om hun vil tjekke lejligheden nu? Lorrie har intet at udsætte, og jeg får mit depositum på 100 euro tilbage.

Vi sludrer lidt med Lorrie og fortæller hende, at vi har været glade for opholdet, og så går turen til busstoppestedet.

Det er liiidt hårdt at slæbe kufferterne ned og op ad trapperne ved fodgængertunnellen, men det går. Ved stoppestedet er der en bænk i halvskygge, hvor vi sætter os, efter jeg har købt billetter i den lille billetkiosk. Hvor går billetdamen hen, når hun skal tisse?

Under turen til Catania har man Etna på højre hånd, så man kan føle sig lille og ydmyg. Trafikken i Catania er ikke nær så slem som sidste år, og vi kører næsten glat igennem.

Check in og security går også meget hurtigt, der er ingen charterturister. Vi får en panino og deler en cola i afgangshallens bar; 12,60 euro og så er det betalt. Tilbage er bare at vente til boarding starter 11:55.

I Rom

Det tager ikke lang tid at få bagagen i Rom, og vi når Leonardoekspressen med 10 minutters overskud. Tidligere stoppede ekspressen langt fanden i vold ude af sporet fra banegårdens "centrum", men nu kører den minsandten helt ind ad spor 24. Man sparer mindst 5 minutters perrontrav.

Det volder ingen problener at finde hotel Contilia. Værelset er småt, men noget bedre end det, vi havde sidste år. Vi finder ned til Caffé Fantinni, det åbne spørgsmål er, om Kelvin og Tamara har fået solgt.

Gennem årene har vi besøgt Caffé Fantini mange gange og ladet os underholde af Kelvins røverhistorier. Kelvin er en englænder, som er gift med romerske Tamara og har to piger. De sidste gange vi besøgte stedet, fablede han om at sælge, flytte til Norcia i Umbrien og leve af bjergluft.

De har solgt. Personalet er lutter kinesere. Det var så dét romerske kapitel. Jeg håber, at Tamara og Kelvin realiserer drømmen om bjergluft i Umbrien.

Den høflige kineser serverer en cola for Helle og en dobbelt espresso for mig, og så spadserer vi ad Via Urbana ned på Piazza Madonna dei Monti og får et bord på Café Faraone. To glas hvidvin, tak!

Det trækker op med grå skyer og vindstød, og ind imellem falder lidt regn, som dog ikke rigtig bliver til noget. Ved siden af os sidder fire unge amerikanere, to af hvert køn, og de er anstrengende at høre på.

Selvom vi sidder tæt, snakker de alt andet end lavmælt og mest om TV-serier af værste skuffe samt musik, vi ikke kender til. De sidder i en osteklokke og sanser intet af det, der vibrerer omkring dem: Pladsen og dens charme, fontænen, gademusikanterne, livet. Hvorfor mon de er her?

Vi tager overtøjet på og trisser hjem på hotelværelset. Det er for tidligt at gå ud at spise, og vi er lidt trætte. Det er heller ikke vejr til at indsnuse kvarterets atmosfære; man risikerer at få vand i lungerne.

God mad på Tempio di Mecenate

Der er ikke så langt hen til den gode restaurant, Tempio di Mecenate i Largo Leopardi. Her har vi spist flere gange og er aldrig blevet skuffet. Det bliver vi heller ikke i aften.

Skinken og melonen er prima kvalitet, og det grillede lam er supermørt og velsmagende. Den røde Barbera d'Alba basker muskuløst til smagsløgene efter en uge med mestendels lokal siciliansk vin.

Slut

I morgen går turen hjem. Ferien er slut for denne gang, men lur mig, om det var vores sidste rejse til Sicilien.