Fredag den 25. maj 2012

Sidste dag i Giardini Naxos

Det er sidste dag, før vi tager til Rom. Mens jeg drikker morgenkaffe på balkonen, tjekker jeg forskellige praktiske ting såsom billetprisen for bussen til lufthavnen og minuttallene for Leonardoekspressen mellem lufthavnen og Roms banegård.

Vejret er rigtig flot, om end det lufter lidt mere end i går. Et nyt stort krydstogtskib ligger i bugten, og de første busser kører allerede passagerer til Taormina og det græske teater.

Skibet har sikkert flere tusinde passagerer, så det var godt det samme, at vi droppede udflugten til Taormina - byen vil myldre med amerikanere. I stedet sætter vi os uden for Da Angelina, får cappuccino og vand og glor på de ventende passagerer.

Da amerikanerne blev tørret

Der er åbenbart kikset noget med en bus, for flere passagerer kommer over og slår sig ned på Da Angelina. De er amerikanere. En dame spørger os, om tjeneren kommer ud og tager mod bestilling.

Hun går bare ud fra, at vi taler engelsk. Selvom vi hverken bruger stok eller bærer Stetson, regner hun sikkert med, at vi også er passsagerer, i og med vi ikke ligner indfødte.

Jeg svarer kryptisk: "Sooner or later."

Knap har jeg sagt "later," før tjeneren står ved bordet som en veltrænet narkohund. Han taler glimrende engelsk og har sikkert erfaring med amerikanske krydstogtgæster, for han optræder med en blanding af servilitet og munterhed. Over for os er han bare venlig og afslappet.

Bordet får tre cappuccini og to espressi, og da de vil betale, siger tjeneren: "quattordici," hvilket betyder fjorten, og straks efter som var det en gentagelse: "fifteen euro".

Vi plejer at betale 4-5 euro for espresso/cappuccino/vand, og til den pris skulle de max betale 12,50 euro, så han snører dem, men de betaler uden at blinke. Som farvel anbefaler han dem at vende tilbage og smage restaurantens pizza med sværdfisk.

Kort efter beder jeg om "il conto" (regningen). "Only five" siger tjeneren med antydningen af et grin.

Verden vil bedrages. Gad vide, hvad en sicilianer betaler for cappuccino hos Da Angelina?

La Sirenetta i Giardini Naxos Palazzo Paladino i Naxos Mænd på havnen i Naxos
Klik for større foto

Vand på gulvet

Mens vi laver frokost, opdager vi, at det sejler med vand fra skabet under køkkenvasken. Der er mørkt i skabet, så jeg kan ikke se, hvor vandet kommer fra. Jeg banker på hos Lorrie, og hun bevæbner sig med en lommelygte.

Efter lidt fejlfinding står det klart, at vandet løber baglæns fra vandhanens "snude". Filteret er blokket af kalk, og det forklarer også, hvorfor flowet har været så jammerligt. Lorrie bytter den afskruelige hane ud med en tilsvarende fra hendes egen lejlighed, og så er problemet løst (for os).

Jeg roser spøgende Lorries evner som handyman, og hun svarer, at hvis hun som tidligere flyingeniør i det amerikanske militær ikke kunne klare en smule vandhane, ville det se sort ud.

Jeg opgiver siestaen og træner i stedet dovenskab på balkonen. Vi grovpakker og går så igen ud til Da Angelina. Vejret er skønt. Vi nyder udsigten og betragter krydstogtgæsterne, der vender tilbage. Redningsbådene hugger i søen, når de sejler tilbage til skibet.

Snart siger skibet farvel med et ordentlig trut i hornet, og det er også signalet til os; vi går hjem.

Sidste aften på Taverna Naxos

Vi spiser for sidste gang (denne gang) på Taverna Naxos. Helle får skinke og melon til forret og jeg tre bruschette med tomat og løg.

Hovedretten er rigatoni della casa (med aubergine) til Helle, mens jeg lader mig friste af spaghetti carbonara. Angelo går rundt og lader gæsterne beundre en stor jordbærkage i et fad, men vi vil have is og gerne med frugt, siger jeg til Mamma. Den salomoniske løsning er is med jordbærkage.

Hjem i seng. Jeg stiller mobilen til at ringe kl. 6. I morgen skal vi til Rom.