Catania, lidt trist

Fredag den 22. maj 2015

Jeg tager morgenkaffen ud på tagterrassen. Solen er kommet et stykke op, og en bred stribe af havet er som et blændende spejl. Dette er en udsigt, man aldrig kan blive træt af.

Til Catania

Vi får morgenmad, det sidste pakkes og der ryddes op i køkkenet. Vi er i god tid ved busstoppestedet, hvor en ung pige i et kioskskur sælger billetter.

Hun har fået en ny tabletlignende computer, som er forsænket i bordpladen, og det tager en farlig tid for hende at vælge afgangs- og destinationsstation. En enkeltbillet til Catanias station koster kun 4,60 €.

Bussen er der til tiden 10 minutter forsinket, og vi kan hoppe af en lille time senere. Jeg har bevidst valgt et hotel (Bed & Breakfast) i nærheden af stationen, så vi ikke får hedeslag af at slæbe kufferterne og rygsækkene.

På Google Maps har vi udset os den nemmeste vej, og det går i olie, bortset fra at fortovene er i en elendig forfatning med hullet og ujævn asfalt.

Hotellets have i Catania
Den lille have

B&B'en ligger på Piazza Guiseppe Falcone 3, og efter lidt søgen opdager vi dørtelefonen. Efter et par ring åbner porten, og vi bydes velkommen af en dame, der taler rivende italiensk. Heldigvis er der også en stor pige, som taler flydende engelsk.

Hun beklager, at vores værelse ikke er helt klar endnu, men der havde været svigt på vandforsyningen, så rengøringen var forsinket. Men vi kan stille kufferterne og vente i haven - det tager ikke så lang tid.

Pigen spørger,om vi vil have kaffe, og ser glad ud, da jeg siger ja tak, og at det skal være espresso og ikke caffè americano. Kaffen serveres med et stykke kage og et smil til.

Efter ca. 10 minutter er værelset klar. Det er nydeligt. Der er wifi, og en dør leder ud til den lille have, der er som en oase i Catanias stenørken.

Vi får os installeret, og da jeg spørger damen, der kun kan italiensk, om der er et osteria i nærheden, finder hun et kort, viser hvor vi er og indtegner området med domkirken, markedspladsen osv., hvor hun siger, at der er mange steder hvor man kan få frisk fisk.

Pastafrokost

Vi dapper derudaf og kommer til en nydelig plads med en statelig bygning for enden. Der er også parasoller og borde hist og her. Det er nu mest barer og mini-pizzeriaer, men lidt længere henne, forbi den statelige bygning som er teatret, finder vi et OK sted med udendørs servering og skygge.

Blå træer i Catania Piazza i Catania
Piazzaer i Catania

Vi får pasta. Helle får penette all'arrabiata, og jeg får pennette med skinke og flødesauce. Portionerne er store, og det smager godt. En citronsorbet frisker.

De fleste borde er i fornuftig skygge, men et par med lys hud vælger med omhu et bord i solen. De må være ankommet for nylig.

Vi går hjem igen. Lysten til at udforske Catania i middagsheden er til at overse, og vi så domkirken (udefra) med mere for nogle år siden. Det kunne have været sjovt at se det sprudlende marked igen, men det er sikkert også sjovest om morgenen eller om formiddagen.

Eftermiddag og aften

Efter siestaen sætter vi os en stund i haven, og så plæderer jeg for kaffe. Lige overfor ligger et lille paninoteca, som har borde udenfor, men vi fortsætter ned ad vejen for at se, om vi kan finde noget hyggeligere. Det er også okay at få rørt sig lidt.

Men vejen er temmelig trøstesløs, og vi ender næsten nede ved havnen uden at have fundet noget, der appellerer det mindste. Catania er en heksekedel af dyttende og bulede biler, og set med vores øjne er den meget lidt charmerende.

Fattigdommen stikker også i øjnene her og der. En gammel dame tiggede lige uden for hotellet, og vi ser drenge med sæbevand på sodavandsflasker og en vinduesskraber i den anden hånd. De farer på en bils vindspejl, når den holder stille for rødt eller lignende, og så kan det være, der falder noget af.

Vi vender om og går tilbage til paninotecaet, hvor der stadig er et ledigt bord udenfor. 2 kaffe og en flaske vand koster os kun 2,4 €. Det er til at komme over.

Vi skrår over gaden, låser den ydre port op, låser den indre port op og skal til at låse fordøren op, men den er åben.

Vi sætter os i den lille have, og da jeg spotter en dame, som kunne være indehaveren, spørger jeg, om vi kan betale nu - så er vi fri for at tænke på det i morgen tidlig.

Det er ikke noget problem, og så er det til en side. Francesca tilbyder os kaffe, men jeg siger nej tak, vi har jo lige fået. Nu vil vi bare sidde og nyde det i haven, til det bliver tid til en aperitif og noget mere solidt bagefter.

Lige ved siden af ligger en ristorante. Den var lukket i middags, men nu er der åbent. Det kan næsten ikke være bedre, men først vil vi have vores aperitivo og spadserer igen ned på den nydelige plads foran teateret.

Flere af de steder, vi frasorterede til frokost, passer nu formålet glimrende, og vi slår os ned, hvor et dukkebarn tørrer borde af på skrømt. Vi bestiller vinen, som serveres med to forskellige slags chips i hver sin fletkurv.

På en stor trappe overfor sidder en flok sorte mænd. De ryger, og nogle drikker. Der er en del afrikanere her i byen. En hvid hjemløs med stort viltert hår og skæg slår sig ned blandt dem. Han har en vogn og et helt kobbel hunde.

På et tidspunkt sætter han sig ned på en bænk, spiller luftguitar og skråler. Han er et magert gespenst som næppe har set hverken seng eller sæbe i meget lang tid. Han er enten fuld eller tosset eller begge dele. Trist.

Tilbage på restauranten ved siden af hotellet er der næsten ingen gæster. Det er ellers et stort sted med adskillige ansatte. Det er lidt blæsende, så vi vælger et bord indenfor, selvom det indebærer, at jeg må ud, når jeg vil ryge.

Vi bestiller bruschette, involtini di spada (sværdfiskeruller), salat, hvidvin og vand. Der er lidt brus i den let sødlige hvidvin, og havde jeg ikke vidst andet, ville jeg have troet, at det var prosecco.

Mens vi er i gang med vores bruschette, er der en, der tænder for fjernsynet. Italiensk fjernsyn er nok det tåbeligste og mest uudholdelige, jeg har set. Det er så overdrevet i kunstig begejstring, at det uudholdeligt at høre på.

Så vi spør', om det er OK, hvis vi flytter udenfor, og tjeneren yder venlig assistance under operationen. Her er lidt koldt, men det er en lise at slippe for at høre på fjernsynet.

Pø om pø begynder gæsterne at komme. Dette er et sted for de lokale, og de lokale kommer tidligst ved 21:30-tiden, medmindre de har mindre børn.

Der er dækket til et større selskab udenfor, og flere af gæsterne, som ankommer, har indpakket kage med. Der er nok fødselsdagsfest.

De beslutter sig for, at de ikke vil sidde ved det store bord udenfor, det er nok for koldt, og så starter en større operation med at skaffe plads og stille borde sammen indenfor.

Vores sværdfiskeruller ankommer, 3 solide stk. til hver. De er meget delikate. Der er så mørkt, at det er svært at se ingredienserne, men yderst er et lag sprødstegt brødkrumme, dernæst sværdfisk og så bl.a. skinke, en anden fisk, nogle få pinjekerner og rosiner. Der er ikke mange af de sidste, men nok til at give søde overraskelser.

Der er rigtig travlt nu, og det tager sin tid at få tjenerkontakt og bestille kaffe med Vecchia Romagna, som Helle har set med sit skarpe blik. Jeg tror ikke, vi har smagt Vecchia Romagna siden 2007 eller deromkring.

Regningen er rundet ned fra 43,50 til 43, og ud for hvidvinen står der "frizz" for frizzante. Prosecco-associationen var altså god nok.

Der er kun få skridt hjem, men det var jo også meningen. Vandet i Catania smager meget lidt godt, selv tandpastaen kan ikke overdøve.