Hjemrejsen fra Sicilien

Lørdag den 23. maj 2015

Jeg vågnede kl. 03:30, da naboen gik i bad. Der er lydt, og hans brusekabine må være lige ved mit hovedgærde. Vandet plasker, og rør og nedløb gurgler og slubrer.

Et kvarter efter er bruseren stadig fuldt åben, og så går det op for mig, at det styrter ned udenfor - det er slet ikke naboen. Trommelyden er regnen, der rammer halvtaget over havens terrasse.

Det holder først op en time senere, og så starter Catanias tunge trafik. Ikke længe efter er der renovation, og der skramles med containere. Det bliver ikke til mere søvn den nat.

Jeg står op 06:15, groggy. Huskatten smutter ind, da jeg åbner døren til terrassen, Vi hilste på ham i går. Han er brun og stor og har silkeblød stritpels. Han er meget venlig.

Helle er dum nok til at lokke ham udenfor med lidt spegepølse. Den er hurtigt fortæret, og så starter mjavekoncerten. Katten pendler hjemmevant mellem terrassen og værelset. Den ene hynde på bænker udenfor er helt lodden, så der er ingen tvivl om, hvor han har tilbragt natten.

Vi går til morgenbordet 7:20, 10 minutter før tid. Damen, som kun taler italiensk, er ikke helt færdig med anretningen, men hun beder os sætte os.

Til lufthavnen

Da vi har spist, aftaler vi at hun skaffer en taxi til kl. 8. Det er pænt tidligt, men så undgår vi måske myldretiden. Taxien er der til tiden, og det er en ung mand, der vil frem i verden. I hvert fald når han sidder bag et rat. Vi er i lufthavnen på ca. 10 minutter, og ikke én hastighedsbegrænsning bliver overholdt.

Check in går rimeligt, vi står vist kun i kø et kvarters tid. Der er run på security, men der er flere åbne, så det går alligevel gelinde.

Helle går på jagt efter en limoncello og finder en, men af uransalige årsager, kan hendes boarding card til Rom ikke skaffe hende de gyldne dråber. Vi må prøve i Rom.

Rom og Amsterdam

I Rom er der lige tid til, at jeg kan få en smøg, mens Helle køber limoncello. Derefter en hurtig pastafrokost. Henne ved gate B7 er der en trappe op til en restaurant, hvor man spiser udmærket.

Boarding starter til tiden, men flyet kommer sent af sted. Da vi lander i Amsterdam, spurter vi fra enden af terminal C til medio terminal B og når frem til gaten, netop som boarding starter.

Kufferterne når det ikke, men de leveres til døren næste dag, og indholdet er intakt.

Normalt er det lidt vemodigt at komme hjem fra ferie, men denne gang hjælper det gevaldigt at komme hjem til et splinternyt køkken, som håndværkerne har sat op, mens vi var væk.