Som vi plejer

Tirsdag den 19. maj 2015

Jeg står op 6:30, laver kaffe og sætter mig på tagterrassen. Det har regnet voldsomt i nat, men hvis sol og vand kan finde ud af den arbejdsdeling, er det fint med mig.

Udsigt fra terrassen i Giardini Naxos

Med denne luksus får man en fornemmelse af, hvordan det er at være rig og privilegeret. Rent abstrakt kan jeg indleve mig ind i aversionen mod topskat, formueskat, beskatning af kursgevinster og hvad der ellers kan underminere det søde liv på hotellets øverste etage.

Svalerne derimod knokler dagen lang. De har reder under et tagudhæng lige overfor, og de flyver non stop til og fra for at fodre ungerne. De tager sig end ikke tid til en svalebajer. Det må være hårdt.

En billigere lejlighed end denne dækker fint vores behov, men derfor behøver man ikke forsage luksus, når den byder sig til. Det er lidt som at smage champagne for første gang.

Efter morgenmaden slentrer vi ud på molen, som vi plejer. Dagdriverbanden er væk. De havde ellers et fint telt, hvor de sad dagen lang og spillede kort, men nogen har sikkert fået ondt i røven.

Etna og Naxos Havnen i Giardini Naxos Lystfiskere Giardini Naxos
Klik for større billede

Længst ude står en 3-4 stykker og fisker, som de plejer. I en spand med vand ligger fangsten: 4-5 småfisk. Herude er der en formidabel udsigt over bugten med Giardini Naxos, der ligger som en tynd, udstrakt tarm langs vandet.

Til venstre står mægtige Etna med toppen hyllet i skyer, som den plejer, og ude til højre ligger Taormina og Castel Molo i højderne.

Hunden luftes

Og som vi plejer, får vi en cappuccino på Angelina. De har nu også stillet borde op på den anden side af vejen, det er nyt. Livet passerer forbi, bl.a. en mand og en hund på scooter

3 englændere med stumme h'er sætter sig lige bag os for at være i skygge af parasollen. De to bestiller øl, den tredje vodka med is. Klokken er 10, en barsk start på dagen. Ikke længe efter kommer deres koner. Den ene snakker om en tur til 20 € - det må være en sejltur.

Vi går til supermarkedet og køber brød samt lidt at putte på det. Jeg mangler tændstikker, og dem kan man købe i et tabaccheria formeldelst 1,1 €.

På vejen tilbage kommer to kvinder imod os på det smalle fortov. De taler russisk, og den ene gør ikke mine til at vige en tomme før sidste øjeblik.

Hun er i stramtsiddende hvidt tøj, har brintoveriltehår og teint som hvedemel, svulmende røde læber og torpedobarm. Men hun bevæger sig, så det er ikke en tegneserie.

Hjemme har de rengørende ånder været på visit. Vi får frokost på terrassen og drejer os med solen, så den lille parasol kan yde bedst mulig skygge. Efter siestaen roterer vi med solen, indtil vi går tur ved femtiden.

Turistinformationen har en køreplan for rutebilerne til Catania. De kører fra Giardini hver hele time, så det er så nemt. Vi skal bare lige finde ud af, hvordan vi lettest kommer op til stoppestedet på hovedvejen.

På det lille torv foran kirken kan man få en aperitif. Lokale mænd sidder og skæmter som drenge i en skolegård, og kirkens klokkespil starter 3 minutter for sent. Det gjorde det også i 2006, da vi var her for første gang. Til gengæld er klokkerne velstemte.

Taverna Naxos

Ved ottetiden er vi på Taverna Naxos. Der er næsten fyldt op udenfor på gadeafsnittet, men om aftenen foretrækker vi alligevel at sidde inde.

Vi bestiller begge minestrone. Til hovedret vil Helle have scallopine med svampe, mens jeg vil have involtini (ruller) med kalvekød. Først kommer dog en lille hapser: Spinat med favabønner. Godt.

Minestronen på Taverna Naxos er forskellig fra gang til gang, men altid god. Årstidens og dagens grøntsager dikterer.

Et band i folkedragter kommer forbi, og lidt modvilligt må jeg indrømme, at de spiller godt. Vi giver en skærv ved kollekten. Tamilen, der vil sælge roser, bliver dog børstet af. De er sgu overalt.

Angelo og køkkenet har drøntravlt, og ind imellem skændes de eksplosivt. Havde man ikke oplevet det før, kunne man blive helt forskrækket og tro, at Etna var gået i udbrud.

Vi magter ikke dessert, så Maria kommer med lidt appelsin, som får et stænk Maraschino. Frisk og lækkert. Vi slutter af med kaffe plus en limoncello til Helle og grappa til mig.

I morgen har tavernen lukket, og minsandten om ikke Angelo spørger, om vi vil med på diskotek. Sikken energi - han nærmer sig 66 og har knoklet hele dagen. Vi takker dog nej, vi vil hellere tidligt op. Der er ingen grund til at sige, at diskoteker absolut ikke er os.

Hjemme bliver det dog til en stjernestund på terrassen, før vi går i seng.