Castello Aragonese i Ischia Ponte

Morgensolen står lige på altanen, og der er allerede varmt kl. 7. Fuglene er begejstrede.

I dag vil vi se Castello Aragonese, den gamle borg i Ischia Ponte, og vi hopper på en af de små busser, som kører til Ponte.

Automaten, som skal stemple billetten, virker ikke. I den situation skal passageren selv skrive dato og klokkeslæt på billetten. Det står der på billettens bagside, men pludselig kan vi meget lidt italiensk, og jeg er sikker på, at italienerne ikke har noget at skrive med.


Castello Aragonese
Ischia Ponte set fra borgen
Måge og udsigt fra Castello Aragonese
Udsigt og fald
Nonnernes kirkegård
Blomster og udsigt

Castello Aragonese (eller Castello d'Aragona) er en middelalderborg, som ligger på en lille klippeø ud for Ischias østkyst. Den er forbundet til Ischia med en 220 m lang stenbro.

Øen har været befæstet, siden de første grækere kom i 474 f.Kr., og siden har fæstningen ført en omtumlet tilværelse, hvor man har bygget om og til i én uendelighed. Under det sidste vulkanudbrud på Ischia (vulkanen Trippodi) i 1301 søgte befolkningen tilflugt i borgen, som derefter udviklede sig til en hel lille by.

I slutningen af det 16. århundrede boede der ikke færre end 1892 familier, der var nonnekloster og hele 13 kirker. Omkring år 1750, hvor truslen fra pirater aftog, begyndte folk igen så småt at bosætte sig mere komfortabelt på Ischia.

I 1809 belejrede englænderne fæstningen, som på det tidspunkt var på franske hænder, og den engelske flåde bombarderede borgen, til den nærmest lå i grus.

I 1823 smed kong Ferdinand af Napoli de sidste beboere ud og omdannede fæstningen til et fængsel. Da Garibaldi kom til Napoli i 1860, blev fængslet droppet, og Ischia blev indlemmet i Italien.

Den 8. juni 1912 blev det forfaldne fæstningsværk bortauktioneret. Borgen har siden været på private hænder, og der er lavet et omfattende restaureringsarbejde. Som besøgende kan man også værdsætte, at der nu er en elevator!

Det er et fascinerende sted at besøge - en rigtig drengerøvsborg med svimlende fald og labyrintiske korridorer. Der er også meget smukt med fantastiske udsigter over havet og over Ischia. Der er masser af blomster og grønt.

Billetprisen er 10 euro (år 2009). Borgens hjemmeside er kun på italiensk. Der er også nogle få ferielejligheder, man kan leje (fra ca. 1500 til ca. 2000 euro/uge), og et hotel.


Det er smeltende varmt at gå op og ned i den bagende sol. Heldigvis er der en ristorante nær borgens top, hvor man kan nyde en skyggefuld forfriskning med panoramaudsigt. Priserne er tilpasset højden: en lille cola koster 3,80 euro, men så er der da også is og en skive citron i glasset.

Trods varmen spadserer vi ned i stedet for at tage elevatoren. På vejen ser vi en udstilling med opfindsomme torturredskaber, men det får vi det ikke køligere af. Hvis man anbragte os i et fryserum, ville vi dampe som suppegryder.

Frokost på Ristorante Ciccio

Frokost på Ristorante Ciccio
Klik for større billede

I stedet for at tage bussen hjem og selv lave frokost falder vi ind på Ristorante Ciccio, som er en af de sidste før broen til borgen. Helle er nem at lokke - man skal bare sige: "Pasta?"

Her sidder vi så udenfor i skygge og svaler af med væske og spaghetti carbonara og citronsorbet og espresso. Ved et nabobord sidder en italiensk herre med en enorm stak postkort, som frankeres med knytnæveslag. Han må have en stor familie.

Tjeneren spørger, hvor vi kommer fra, og bliver overrasket over svaret. Der kommer ikke mange danskere på Ischia, siger han og tilføjer smilende et: "Dusen dak!" - hvor han så ellers har lært det.

De små busser kører med 10 - 15 minutters mellemrum, så man skal ikke vente længe. Denne gang virker stempelautomaten, og snart er vi hjemme til siesta.

Affaldssortering

På Ischia har man et meget fint system med kildesortering af affald. Tre gange om ugen indsamles organisk affald (grøn pose), og på de øvrige ugedage undtaget søndag indsamles papir og pap (blå pose), plastic (gul pose) og så alt det andet hvor posen ikke har nogen speciel farve.

I elevatoren på Posidonia Residence er der et opslag, hvor man kan se, hvilken affaldstype der hentes hvornår, og så bedes gæsterne aflevere i receptionen og helst mellem kl. 21 og 23. Francesco tager imod posen og udleverer en ny i samme farve, hvis det altså er en af de kulørte.

Man må håbe, det fungerer efter hensigten, men ellers giver det i det mindste beskæftigelse.

Busbilletter og aperitif

Busbillet

Ud på aftenen går vi ned til tobakskiosken. I Politikens "Syditalien" står, at man kan købe 12-timersbilletter til busserne, og det er smart, hvis man vil rundt på øen. Ekspedienten forklarer, at der ikke er noget, der hedder 12-timersbilletter; man kan købe til 1½ time og 3, 7 eller 14 dage. En 3-dagesbillet til 8 euro er billigt, så vi køber to. I morgen vil vi med rutebil rundt på øen.

Oppe ad hovedgaden mod Ischia Ponte prøver vi et nyt aperitif-sted, Bar delle Rose. Tjeneren siger, at han har nogle små flasker hvidvin, som er meget bedre end glas-vin, og vi er ikke svære at overtale. Vinen er faktisk god. Vi regner med at blive tørret, men inkl. vand lyder regningen kun på 8,50. Arrividerci!

Pizza og italienske damer

På Ciro bestiller vi pizza. To italienske damer i 60-årsalderen får bord ved siden af, og da de på et tidspunkt smittes af Helles latter, bliver de nysgerrige og spørger, hvor vi kommer fra.

De taler kun italiensk, så det sætter naturlige grænser for samtalens intellektuelle niveau. Nå ja, den ene taler også siciliansk, siger hun med et grin, men det gør jo ikke kommunikationen nemmere.

Aftenen sluttes af hjemme på altanen. Jeg sætter mobilen til at ringe kl. 6. I morgen vil vi på tur.