Ischia rundt med rutebil

Der er to rutebiler, som kører Ischia rundt. Den ene kører venstre om (langs nordkysten mod vest) og hedder "CS" for circum sinistra. Den anden kører højre om (circum destra). De kører hyppigt og mindst hver halve time. Hele turen rundt varer ca. 1½ time.

Papegøjeblomst
Klik for større billede

Det er alle tiders måde at komme rundt på, og vi hopper på Circum Destra lidt over 8. Inden længe kører vi gennem landsbyer oppe i bjergene.

Skyerne hænger lavt, og man kan ikke se langt i den grå dis, men der er utrolig frodigt og grønt. Palmer, bananer, vin, blomster, figenkaktus, pinjer - alt synes at vokse overdådigt her, og det er ikke tilfældigt, at Ischia kaldes l'isola verde, den grønne ø.

Bussen kravler højere op til Buonopane, Fontana og hvad bjergbyerne ellers hedder. Man fornemmer en afgrund til venstre ned mod sydkysten, men tågen skjuler den sikkert fantastiske udsigt, indtil Sant'Angelo med sit forbjerg pludselig kan anes dybt nede.

Sant'Angelo

Bussen kravler ned ad bjerget og holder ind uden for den lille flække Sant'Angelo. Vi hopper af og går nedad, til vi når byen. Den ligger malerisk for bjergets fod og klatrer opad i terrasser. Det ser idyllisk ud, men er en gedigen turistfælde.

Havnen og forbjerget i Sant'Angelo Fiskenet i Sant'Angelo Ischias sydkyst nær Sant'Angelo
Klik for større billede

På en bar får vi 2 kaffe og 2 cornetti og lænses for 8 euro. Mellem byen og forbjerget er der en lille havn med små fiskerbåde og lystsejlere, og så er der en strimmel strand. Der er kønt, men oprindelig charme er afløst af souvenir- og tøjforretninger. Kiosken har indtil flere forskellige tyske aviser.

Mod Forio

Vi går tilbage tilbage til busholdepladsen og stiger på en rutebil nr. 1, som kører til Forio på vestkysten.

Forio er vel den by på Ischia, som tiltrækker flest turister, men fra den rute bussen kører, virker byen ikke særligt tiltrækkende. Der er en masse grimme turistskilte, og husene er ikke særligt kønne.

Der er ligesom ikke noget, der fænger og siger: "Se mig!", og før vi har taget os sammen til at træffe en beslutning, er bussen ude af byen og på vej mod Lacco Ameno.

Lacco Ameno og tyske turister

Lacco Ameno ligger på nordkysten i den vestlige ende. Det er en ældre by med termiske bade, og den ser hyggelig ud.

Klippe i havet ud for Lacco Ameno
Klik for større billede

Vi hopper af ved havnen og spadserer langs havnefronten ind mod centrum. Der er de sædvanlige souvenirbutikker, men den lille by virker afslappet og lidt søvnig. Nogle soler sig på en lille strimmel strand.

Helle agerer bæredygtig turist og køber et armbånd med små glashjerter, hvorefter vi slår os ned på en fortovscafé med havudsigt. Stolene er gode, og en cola læsker godt i varmen.

Ikke bare her, men overalt synes tyske turister at dominere. For eksempel gik jeg ind til baren og bestilte vores colaer på flydende italiensk, hvorpå gimpen sagde: "Ich bringe". Jeg blev altså en smule fornærmet.

Der skiltes også på tysk. På stedets herretoilet er der et skilt, som beder dig slukke lyset. På italiensk står der "Spegnere la luce", og nedenunder står et lakonisk "Abschalten".

Jeg ved ikke, hvorfor netop Ischia er så populær blandt tyskere. Andre steder i Italien har vi ikke oplevet, at der var specielt mange tyske turister. Måske er det stavemåden, der virker hjemlig - altså "sch".

Tilbage til Ischia Porto

Vi hopper på den første rutebil, som kører til Ischia Porto. På vejen passerer vi gennem en anden by, Casamicciola Terme, som også er kendt for sine termiske bade.

Den ser køn ud med grønne områder og ældre huse. Ingen af husene er dog ældre end 126 år, for den 28. juli 1883 blev byen lagt totalt i ruiner af et kraftigt jordskælv, som havde sit epicenter lige under byen.

I Ischia Porto køber vi brød i et minimarked lige bag rutebilstationen, og så er det hjem til frokost og siesta. Mens vi forbereder frokosten, ringer det på døren. Om de må skifte håndklæderne? Ja, værs'go'.

Hos frisøren i Ischia

Den følgende historie har jeg tidligere bragt på min blog, men her er den altså i sin naturlige sammenhæng.

Jeg trænger til at blive klippet. Håret er blevet halvlangt og uregerligt, og det er for varmt i dette klima, så ved firetiden går jeg ned til herrefrisøren i Via Roma.

Der sidder 6 mænd og venter, og jeg gør mine til også at sætte mig i venteposition. "Prego", siger den ene frisør. Det kan ikke være mig, han taler til, men så lyder der et mere insisterende "Prego!" og med en armbevægelse anviser han mig plads i frisørstolen.

Jeg er lidt forvirret, for hvor jeg kommer fra, venter man normalt, til det bliver ens tur, men der var jo ikke noget at tage fejl af, så jeg tager plads og mumler noget om, at der er 5 - 6 uger siden sidst. Frisøren spørger ikke ind til, hvordan jeg vil klippes, men går bare i gang. Han er slet ikke i tvivl om, hvordan jeg skal klippes.

I baggrunden kører et fjernsyn, og det går op for mig, at de andre mænd slet ikke venter på at blive klippet - de ser cykelløb med Lan-Se Armstrrrong og Ivan Basso. Måske har konerne smidt dem ud.

Jeg har taget brillerne af og kan derfor ikke følge frisørens arbejde visuelt, men jeg kan mærke, at han gør meget ud af at lave en skilning i venstre side. Den plejer ellers først at komme, når håret bliver så langt, at det nødvendigvis må redes til siden.

Til slut tager han fat med en rund børste og en hårtørrer. Han trækker og former og puster fylde, og jeg fornemmer på hans koncentration, at dette er det kreative højdepunkt.

Da jeg igen får brillerne på, ser jeg, at jeg ikke længere har en manke formet af modvind, nej jeg har fået en skulptur. Skilningen er skarp og kunne være trukket med en sabel. Jeg betaler 12 euro og forlader salonen og cykelløbet.

På vej mod supermarkedet føler jeg mig lidt nøgen og ikke helt mig selv, men da ingen vender sig om for at kigge en ekstra gang, bliver jeg mere rolig.

Aftentur og aperitif

Aperitif

Vi går aftentur til den anden side af rutebilstationen, hvor jeg bemærkede et spisested, da vi ankom med rutebilen. De har en stor flot "rullepølse" udstillet, men da man ikke kan se noget menukort, er det nok snarere en snackbar.

Solen står lavt og hælder sit gyldne lys ud over havnen og husene. Der står mange og venter på en bus.

Aperitivoen indtages igen på Bar delle Rose, og tjeneren er tydeligt tilfreds med at se os igen. Her sidder vi i første parket ud til fortovet og følger folkelivet.

Familier med flere generationer går deres passegiata, aftentur, og på den anden side af gaden sidder 4 gamle mænd på en bænk og løser verdenssituationen, når deres blikke ikke lige følger en køn pige.

Ved bordet bag mig sidder en håndfuld fremmedarbejdere. De får kaffe og taler et uforståeligt sprog. Albansk? Da solen er gået ned, ruller tjeneren markisen op.

Monsterbøf på Ristorante Ciro

Bistecca - bøf
Klik for større billede

Vi spiser igen på Ristorante Ciro. Vi har kun været tilfredse og har ikke set noget bedre alternativ her i byen.

Vi får bruschette og en monsterbøf, som er en gigantisk T-bonesteak delt i to. Den er perfekt grillet, mør og velsmagende. Der er jordbær til dessert. 46 euro slipper vi med.

Restauranten er velbesøgt i aften, og vi synes at være de eneste udlændinge. Hjem på altanen og så i seng.