Ankomst til Polignano a Mare

Leonardoekspressen kører til Roms lufthavn 6:50, og vi går glip af hotellets morgenmad, der først serveres op ad formiddagen kl. 7:30.

En høflig, ung mand tilbyder hjælp med check in-automaten, og da vores boardingpass skrives ud, beklager han, at vi ikke har fået samme sæde ("seat").

Jeg udtrykker min lettelse over samme, men han forstår vist ikke.

Udsigt Polignano a Mares gamle by
Klik for større foto

I Baris ankomsthal venter vores chauffør, Franco. Da vi valgte Polignano a Mare, indgik det i overvejelserne, at der er fine togforbindelser fra lufthavnen til Bari og videre til Polignano a Mare.

Først senere blev jeg opmærksom på, at der kører færre tog om søndagen, så for at undgå for megen ventetid, har vi bestilt transfer.

Det koster ganske vist 60 €, men hvad skidt - skulle vi spare, kunne vi tage på cykelferie i baghaven.

Vi kan konversere lidt med Franco på en blanding af engelsk og italiensk, og turen til Polignano a Mare tager en halv time i overhalingsbanen.

Undervejs udpeger Franco Baris stadion, et monstrum af et bygningsværk. Helle hvisker til mig, at Bari spiller i den bedste fodbolddivision. Hun ved, at jeg er åndeligt formørket, når det drejer sig om sport.

Vi drejer fra til Polignano a Mare, hvor gaderne er så smalle, at man knap kan komme frem, hvor der er parkerede biler.

Nogle gader er gravet op, heriblandt Via Roma, så Gabriele venter os i et kryds. Han tager den forkerte kuffert (Helles), som kan køre sidelæns, hvor der er for lidt plads til at brede sig.

Lejligheden

Gabriele bener som en gazelle op ad marmortrappen til 1. sal. For mig går det knap så gazellet, men jeg har også 7-8 kg på ryggen og kunne med lidt god vilje være hans bedstefar.

Lejligheden er fin og i to plan. Nederst soveværelse, badeværelse, stue og altan og på øverste plan et velindrettet køkken og en dejlig, halvt overdækket tagterrasse.

Morgen på tagterrassen
Klik for større foto

Her står 4 plastikspande i forskellige kulører til affaldssortering. Gul til plastik, hvid til papir/pap, blå til glas og grå til alt andet.

Der er vin, vand og juice, og Gabriele demonstrerer de forskellige ting. Jeg betaler, så er det ude af verden, og Gabriele smutter.

En nøjere gennemgang af ovn og skabe afslører, at rengøringsstandarden kunne være bedre. Fx er der et tykt lag støv på nogle af bøjlerne, men pyt.

Der mangler ikke noget, tværtimod er der en overflod af tæpper, og hvad ved jeg. Der er så meget, at der knap er plads til gæsternes bagage. I klædeskabet er der fx 12 hylder, men kun 2½ er fri. Kommoden er stopfuld af sengetøj o.l.

Faktisk mangler der kun en ordentlig kniv, men det gør der som regel, og vi har derfor altid en lille, skarp kniv med.

Jeg får WiFi'en til at virke på begge de medbragte computere, og så slapper vi af på terrassen. Overfor ligger en bar, der spiller popmusik, og det er irriterende. Helle maner til zen, men forgæves, og lejligheden mangler i øvrigt også en bazooka.

Den gamle by

Vi bor lige uden for den gamle by og går på opdagelse.

Den gamle by i Polignano a Mare er ikke stor, men man kan godt fare vild alligevel, for der er ikke mange lige gader, og uden fikspunkter mister man nemt orienteringen.

Badestranden i Polignano a Mare Fra Polignano a Mares gamle by Trappe i Polignano a Mare
Klik for større billede

Byen ligger pænt højt over havet, og flere steder er der udsigtspunkter, hvor man kan se, hvordan husene klynger sig til klippekanten, og hvordan havet gnaver grotter i kalkstenen.

Vi finder en lille café på et piazza og bestiller en forfriskning, men bliver ikke hængende, for vinden er kold i skyggen. Det er ikke nemt at finde rundt, men det kommer vel med øvelsen.

Det er søndag, der er mange mennesker i gaderne, men kun ganske få udenlandske turister.

Søndagspromenade
Klik for større foto

Da vi efter en tur hjemom kommer tilbage, er de mange blevet til rigtig mange, der går søndagstur både i og uden for den gamle by. Vi har før oplevet, at italienerne går promenade, passegiata, men ikke så vildt som her - der er tusinder på gaden.

De fleste er pænt klædt på, og mange møder bekendte, stopper op og får en sludder, så børnene mister tålmodigheden og drøner rundt som lopper. Det er et skue.

Lige uden for den gamle by er der spærret af for kørende trafik, og her er der også mange spadserende. Det virker, som om hele byen er på gaden, og issælgerne har kronede dage.

La Locanda Porta Picc

Vi finder en ristorante, La Locanda Porta Picc, og får bord. Restauranten ligger i Via Anemone lige rundt om hjørnet, måske 25 meter fra hjemmet.

Antipasta med havets friske frugter
Klik for større foto

Tjenerens engelske kan tælles på én hånd, men ved fælles hjælp får vi bestilt en forret med diverse godt fra havet, grillede pølser til Helle samt grillet lam til mig. Hertil grillede grøntsager og ovnbagte kartofler.

Den røde ledsager er en Elegia, Primitivo di Manduria Riserva. Det er en muskuløs vin med høj alkoholprocent, koncentreret frugt og stor næse. Der er noget portvin over den.

Maden er rigtig god, og vi slipper med 58 euro. Det er noget dyrere, end vi er vant til hos Mariano i Siracusa, men stederne kan dårligt sammenlignes, og vinen kan slet ikke.

Dette og senere måltider i Polignano a Mare bekræfter vores teori om, at hvor der fortrinsvis kommer italienske turister, er maden i top.

Italienerne er kompromisløse, hvad mad angår, og hvis man ikke serverer kvalitet, kan man godt pakke sammen.

Baren overfor har lukket for i dag, og der er fred på tagterrassen.