Sidste feriedag i Rom

Tirsdag den 17. maj 2016

Planen er at købe buskort for en dag og tage til Trastevere, men da vi træder ud af gadedøren, regner det. Vi fortryder og går op igen.

Humøret er nu heller ikke til strabadser, og da det klarer op, spadserer vi i stedet en tur i kvarteret omkring Via Urbana.

Dobbeltparkering i Via Urbana, Rom Vindue med blomster i Roms Monti-kvarter Trappe i Monti, Rom
Klik for større foto

Rom fortryller os ikke på samme måde som for 15 år siden. Det er os, der er forandret, ikke Rom. Der er muligvis lidt flere tiggere, der er muligvis mere trafik (er det muligt?), der er muligvis mere beskidt, men jeg tror det ikke.

Vi holder stadig af Rom, men har nu mere hang til mindre og fredeligere steder, hvor livet nydes uden hast, og hvor havet er nærværende under aftenturen. Næste år går turen sandsynligvis til Sicilien igen.

Vi slår os ned på Caffè Fantini, får kaffe og derefter en pastafrokost. Dovenskaben længe leve. Pastafrokosten (eller en pizza hvis man hellere vil det) er faktisk et godt tilbud: 20 € for 2 x pasta og en flaske vin, som viser sig at være en behagelig Chianti.

Nu er maven siestaparat, så vi lister hjem og føjer den.

Senere går vi igen tur i kvarteret. Via Urbana, som for 10-15 år siden var en gade med små værksteder og kvinder, der sad udenfor og mønstrede de forbipasserende, er nu blevet mondæn og chik.

Der er små caféer med umagelige stole, smykkebutikker, tøj, dit og dat-design osv. Der er nok at se på. Husene er de samme, men det lokale, romerske særpræg er næsten væk, eller i hvert fald afløst af noget andet, som ikke har rødder i de sorte brosten.

I romertiden var dette Suburra, byens slumkvarter, hvor bærmen boede. Det er længe siden, og nu er det på vej til at blive mondænt eller i det mindste boheme-agtigt.

Tager man en af de parallelle gader derimod (ikke Via Cavour!), er det næsten som Via Urbana for 10 år siden, om end mere præget af beboelse. Der er små værksteder i stueplan, husene har gyldne farver, der er blomster til pynt og ingen eller kun få turister.

Pizzeria Den hvide Høne

Oven på pastafrokosten orker vi ikke kulinarisk eventyr, så som i søndags går vi på pizzeria Den hvide Høne.

Indehaveren genkender os, hvilket er imponerende i betragtning af, hvor mange gæster der var søndag aften. Han kommer farende med to tomat-bruschette som belønning for, at vi er vendt tilbage.

Senere, da jeg er ude at ryge, spørger han, om pizzaen var god. Jeg svarer sandfærdigt ja, og han begynder at fortælle, at det er fordi de bruger "brændende træ", og så peger han ned mod konkurrenten og skal garanteret til at sige noget med "i modsætning til dem dernede," men når det ikke, fordi han bliver afbrudt af en tjener.

Ved nabobordet sidder to amerikanere, og de knevrer med fire andre amerikanere ved bordet bagved. Ih, åh, almindeligheder og så mange drikkepenge, da de går, at selv tjeneren er pinligt berørt.

Et selskab på 10-11 mænd kommer ind. De kunne være fra Tjetjenien eller et krigerisk nabolag. En 4-5 stykker med sorte fuldskæg sætter sig ved ét bord, resten ved et andet.

Fuldskæggene er nogle hængemuler, som hverken spiser kød eller drikker alkohol. Fyrene ved det andet bord derimod forsager ikke livets glæder, og her er stemningen særdeles lystig. Sikken kontrast!

Vi får dessert og kaffe, og går så de lange fem meter hjem. I morgen går turen rigtigt hjem, og ferien er slut.