Tilbage til Rom

Søndag den 15. maj 2016

Da jeg i sin tid undersøgte Polignano a Mare som muligt feriemål, indgik det i overvejelserne, at der var fine togforbindelser fra lufthavnen til Bari og videre.

Jeg havde dog ikke bemærket, at der er færre tog søndag, så vi tog det over tværs og bestilte biltransport for at undgå for meget ventetid.

Gabriele henter os 9:35 og spørger på sin generte måde, om alt har været okay. Jeg gider ikke snakke barmusik, og siger bare "ja". Kunne vi finde på at komme tilbage? Jeg svarer: "Måske, der er så mange spændende steder …" og lader den svæve.

Vi vender i hvert fald ikke tilbage til Via Roma 81, sålænge der er bar overfor.

Franco træder på speederen 9:40, og vi er i lufthavnen i god tid. Godt det samme, for der er lang kø ved check in. Foran os står et rejseselskab, der mosler med indpakkede golfkøller. Køen bag os vokser og vokser.

Flyet lander rettidigt 13:15. Vi skal vente på bagagen og når lige akkurat ikke toget til Rom, men må vente til næste Leonardo Express, der kører 14:23.

Appartamento Gabi ligger i Via Antonio Rosmini, tæt på hovedbanegården Termini. Guilia venter os. Lejligheden er fin: Stue, to soveværelser, spisekøkken og bad.

Der er rigtig god plads, og per nat koster lejligheden mindre end de fleste hoteldobbeltværelser, hvor man skal kante sig rundt om sengen.

Opgangen og lejligheden er som Fort Knox. Der skal firecifret talkode til for at åbne gadedøren, og inden for er der endnu en tremmedør, som låser efter en tid, hvis nogen glemmer at smække hoveddøren.

Trappens marmortrin er slidte, og der er en ganske svag lugt af gas. Nyt er huset ikke, og elevatoren er en antikvitet.

Døren til lejligheden er af solidt træ, men på indersiden er der en stålplade og en boltlås, eller hvad sådan en hedder.

Guilia siger, at supermarkedet oppe ved kirken har lukket søndag (forkert, finder vi senere ud af), så vi går ned i kælderen under Termini, hvor der er et helt forretningskvarter. Det tager tid at finde supermarkedet, men det lykkes.

Vi begrænser os til brød, æg, juice og hvidvin, for priserne er mildt sagt høje.

Styrtregn i Rom

Knap er vi kommet hjem, før det begynder at regne. Regnen tager til, og det virkelig øser ned.

Jeg er nede på gaden for at ryge. Her står jeg i læ under en markise og siger to gange nej tak til at købe en paraply.

Et ægtepar vender hjem fra en tur i Ikea. Konen tager en jakke over hovedet, Ikea sælger nok kun paraplyer som samlesæt.

Pizzeria Den hvide Høne

Vi vælger at spise på pizzeria Den hvide Høne, det ligger nemlig lige til højre for vores gadedør, og det var en af deres markiser, der tidligere gav ly til piberygeren.

Vi kommer ca. 19:30, hvor der er nogle få gæster, men snart vælter det ind, og inden længe restauranten næsten fuld.

Et større selskab amerikanere spiser alle med gaflen i højre hånd, men er bemærkelsesværdigt afdæmpede - måske fordi der ikke er alkohol på bordet.

Pizzaen er god, husets røde er okay, desserten (Macedonia og tiramisu) er okay, kaffen og grappaen er okay.

Da vi kommer ud, er det holdt op med at regne. Det er okay.