Tordenvejr i Rom

Fragment af Konstantins gigantiske statue

Da vi går til morgenbordet er der tordenvejr, og regnen vælter ned. Der er travlhed i restauranten, og personalet kan knap følge med og holde brødforsyningen ved lige. Der er gæster ved næsten alle borde, og vi får plads i en smal tarm, som må være en gammel korridor.

Efter morgenmaden sætter vi os i baren for at afvente bedre vejr. Danskerkolonien fylder opholdsstuen. De fleste er i optimistiske shorts og sandaler

De er bristefærdige af utålmodighed og sender ustandselig stafetter ud for at checke vejret. Udenfor hotellet har en tamil god gang i sin forretning - han sælger paraplyer. Regnen stilner af, og vi går ud.

Første destination er Star Tours kontor i Via Milano; vi skal have refunderet taxi-regningen fra i mandags, hvor vi skiftede hotel. Regnen går og kommer, og da vi forlader Star Tours kontor, regner det kraftigt, så vi skrår over gaden til en bar, hvor vi får os en kop vente-kaffe. Min billige paraply er vingeskudt og kan trænge til udskiftning.

Museerne på Capitol

På Via Nazionale hopper vi på en 64'er ind mod centrum. Bussen er stuvende fuld og som et ildelugtende dampbad, men vi skal kun med et par stop og står placeret lige ved udgangen.

Vi hopper af på Pz Venezia og spadserer op til Capitol. Det er rigtigt museumsvejr, og målet er samlingerne på Capitol.

Skulptur på Capitol

Udstillingerne er behørigt imponerende med en masse skulpturer i imposante omgivelser. De seneste dages vandring sidder os dog i benene, og på dette museum er der alt for få stole, hvor man kan beundre kunsten siddende!

Vi spadserer ned på Bar Matina på Piazza Rondanini bag Pantheon og får kaffe. Vandglassene er bare skyllet og er ikke rene. På mit sidder der klistret saftevandsfilm og på Helles er der læbestift. Jeg beklager mig og får et nyt, eller også får det bare en ekstra tur under hanen. Helle tørrer sit af i en serviet.

Der er 5-6 små borde udenfor. To nordisk udseende gæster bestiller øl, men ellers er det mest lokale, som dropper ind for at få frokost. Indendørs er der rigtig travlt, og da vi ved 13:30 tiden spadserer ned mod Argentina-pladsen, passerer vi flere barer, der alle er propfulde af frokostgæster.

Vi hopper på en bristefærdig 40'er - vi kan lige stå på trinbrættet. At køre i bus i Rom er også en oplevelse. Jeg har tegnebogen i forlommen sammen med den frie hånd. Den står på kiks og ost på værelset, og så er der siesta.

Kvart over fire tager jeg afsted for at besøge skakklubben, Accademia Scacchistica Romana, men i samme øjeblik, jeg træder ud af hotellet, bryder det løs med en tordenbyge.

Med paraplyens hjælp når jeg frem til metrostationen. På vejen ser jeg flere glade gadesælgere - dagens varme tilbud er paraplyer.

Men den metro, jeg skal med, er af uransalige årsager ude af drift. Et afspærringsbånd og en uniform udelukker al tvivl. Uniformen forklarer nogle englændere, at de kan tage bus nr. 30, men jeg skal ikke ud at køre i dampbad, resignerer og går tilbage til hotellet. Skakklubben må vente til en anden dag.

Aften

Ved syvtiden går vi ned på Café Fantini. Den engelske indehaver, Kelvin, er der i dag, og vi hilser pænt på hinanden. Han kan slet ikke forstå, at der er gået to år siden sidst. Sidst var i 2003, hvor hans kone, Tamara, var gravid, og det har siden resulteret i en stor velskabt pige.

Kelvin lader munden løbe; fortæller at han havde været ude med nogle engelske rugbyfyre og kom hjem til aftensmad kl. 23:30. Mens konen servererede, udbrød hun pludselig, at "nu går vandet!".

Det var da ubelejligt - her midt i maden! En lang historie følger om 18 timers veer og ventetid, og vi ser billeder af vidunderet og lejligheden, hvor alt nips er flyttet op i børnesikker højde.

Pizza

Vi går ned om hjørnet til Angelo di Napoli, hvor vi spiste et par gange i 2003. Jeg har plæderet for pizza efter de seneste dages kraftige kost. Jeg har dog fået bedre pizzaer: skinken er dåse og lugter af Tulip, og efter 10 minutter skal der vinkelsliber til, hvis pizzakanten skal skæres over. Vi slutter af med en lækker frugtsalat Macedonia og spadserer hjem.

Hotelbaren

Hotellets bar er ubemandet. Jeg kan svagt høre et fjernsyn med fodboldlyde. Jeg ringer 3 gange på klokken, men bartenderen er som sunket i jorden. Efter det tredje ring hører jeg receptionen telefonere, at der er kunder, og så dukker fyren endelig op.

Da han har serveret vores kaffe med avec, forsvinder han igen, og flere potentielle kunder, som ikke ringer på klokken, må nøjes med minibaren på værelset. I kampens pause dukker han op et øjeblik, og jeg griber chancen til at betale.