Terme di Diocleziano og Campo Fiori

Terme di Diocleziano

Vi sover længe i dag, men er alligevel ved morgenbordet 8:10. En afgørende faktor i den forbindelse er, at der ikke er varmt vand!

Jeg forbander hotellet, men det viser sig dog, at hotellet er uden skyld - synderen er Roms vandforsyning, der har lukket før det annoncerede tidspunkt.

Første mål i dag er Terme di Diocleziano, de gamle bade lige overfor Termini. Jeg havde forestillet mig noget med antikke svømmebassiner, men det er der ikke tale om: der er en gård designet af Michelangelo, gamle fotos, statuer og buster, så vi går hurtigt igen.

En stuvende fuld 64'er bringer os i nærheden af Campo Fiori. Her er fristende lækre grøntsager i en kvalitet, vi aldrig ser i Danmark, og fisk og kød fås til rimelige priser.

Museet i Trastevere

Trasteveres byport

På Argentina-pladsen snupper vi en airconditioneret sporvogn og kører til Trastevere. Piazza della Scala byder på kaffe og skyggefuld vand, før vi fortsætter til Villa Farnesina, der ligger tæt på botanisk have. Men øv - i dag er der ekstraordinært lukket!

Så i stedet besøger vi museet i Trastevere. Hele stueetagen er tapetseret med store fotostater af unge moderne mennesker, og historisk stof synes der ikke at være meget af.

Men på førstesalen er der en udstilling med akvareller af Ettore Roesler Franz (1845 - 1907), som skildrer Rom i 1880'erne. Han havde sat sig for at male det Rom, som bystyret ville sanere. Billederne er fulde af liv og virkeligt gode samtidsbilleder af det Rom, som nu er forsvundet.

På vejen hjem stikker vi hovedet indenfor i den berømte kirke, Santa Maria in Maggiore, men ser bare endnu en kirke med søjler og udskåret loft og har ikke trang til at udforske nærmere - slet ikke da Helle opdager, at hun ikke har fået skruet låget ordentligt på vandflasken. Tasken får en tur med hårtørreren hjemme på værelset.

I skakklubben

Kl. 15:45 er jeg klar til at tage i skakklubben, men jeg kunne have sparet mig ulejligheden, hvis jeg havde lindet på skodderne og kigget ud af vinduet: det øsregner, og snart bliver det til decideret uvejr med torden og lynild.

Ved femtiden er regnen stilnet af. Jeg er rastløs og tager af sted igen. Metroen til Tiburtina er tætpakket og dampende, men heldigvis skal der mange af sammen med mig.

Det kan ellers kræve planlægning at mase sig frem, og når man er kommet hen til udgangen, skal man stadig passere klumpen foran døren. Godt at man kan se på skemaet, hvilken side perronen er på!

Tiburtina er ikke nogen helt lille station, og da jeg kommer ud, er jeg i vildrede, om jeg skal til venstre eller højre. Jeg vælger venstre og går ca. ½ km, før jeg erkender, at det var den forkerte vej - dårlig kortlæsning! Tilbage igen, og nu går det nemt.

Via Luigi Pulci nr. 14 er et femetagers hus med lejligheder, og døren er låst. På den øverste knap ved dørtelefonen står der "Accademia Scacchistica Romana" - jeg er på sporet.

Jeg trykker på knappen, og låsen åbner straks med en summen. Jeg tager elevatoren til øverste etage, men her er ingen skakklub - kun lejligheder. Det er der heller ikke på næste etage, og næste og næste igen.

En dame er ved at forlade sin lejlighed, og jeg spør' hende, hvor skakklubben holder til. Hun er nok ikke vant til så formfuldendt italiensk, for der går et øjeblik før 10-øren falder, og hun forklarer mig, at det er i kælderen. Jeg takker, fortsætter min nedstigning og 2-3 etager under gadeniveau finder jeg endelig en dør med skakklubbens navn.

Døren er åben, og jeg går ind. Ved et bord indenfor sidder en mumie, og til højre ved et langbord sidder seks mand og spiller lynskak. Ingen ser op.

Jeg hilser høfligt med et "Buona sera", og minsandten om ikke mumien hilser tilbage. Jeg fortæller, at jeg er dansker og på ferie i Rom, og mumien spør' "hvor længe?", men reagerer ikke på svaret.

Man maser sig ikke bare på, så jeg stiller mig diskret bag de spillende og ser på, indtil én spør' mig, om jeg vil spille. Han taler en smule engelsk og spørger, om jeg er "maestro"? Jeg svarer, at det ved jeg ikke, men at det er jeg jo nok - jeg kender ikke de italienske titler.

Vi spiller med 10 minutter til hver, og jeg vinder let, hvorefter han viger pladsen for en yngre mand. Betænkningstiden sættes ned til 5 minutter. Denne modstander spiller en tak bedre, men jeg vinder alligevel tre partier ret let.

"È forte?", lyder det nede fra den anden ende. "È maestro!", svarer min første modstander, der har fulgt med. Frem glider en slank velklædt herre med slips, Clark Gable overskæg og slikket hår. Den unge takker for partierne og viger pladsen for det svære skyts.

Jeg er kommet op mod en snedig fældespiller, som har den irriterende uvane at fløjte og tromme i bordet med neglene. Jeg vinder første parti ret let - han giver ikke op, selvom stillingen er håbløs.

I det andet parti overser jeg en officer, og opgiver straks. Derefter vinder jeg 3-4 partier i træk ved at spille tørt og teknisk - hans slutspilsteknik er ikke ret god. Jeg siger tak for partierne og finder hjem igen. Denne vej er der god plads i metroen.

Aften i Monti

Vi tager bussen til Via del Boschetto, hvor vi får bord på La Vecchia Taverna. Helle får tomatkogt fiskerisotto og jeg en fyldig grøntsagssuppe. Mums! For at gøre Helle misundelig, fortæller jeg, at der er masser af sommerkål i.

Til hovedret får Helle scallopini, som er smørmøre, men vendt i lidt for meget mel, og vinsaucen er ikke skarp nok til at balancere dette. Jeg får en stor bøf. Jeg så kokken svirpe den over brændeknuderne i den store stenovn. Den er smørmør, perfekt stegt og velsmagende.

Vi deler en skål salat og en karaffel med husets røde, som er en behagelig landvin uden dikkedarer. Til dessert får vi is: tartufo nero.

Kaffe med avec får vi i baren hjemme på hotellet. Der er ingen fodbold i aften, og serveringen nærmer sig det kvikke.