Ostia Antica

Fra Ostia Antica

Gudskelov er der varmt vand her til morgen - måske de i dag overholder den proklamerede lukketid fra 10 - 16? Vi er ved morgenbordet kl. 7:30; målet i dag er Ostia Antica, den gamle havneby, og vi vil gerne tidligt derud.

Den første metro mod Laurentina er så stopfuld, at vi venter på den næste. Et godt tip er at udse sig en større flok turister - f.eks. en skoleklasse - og så stige på samme vogn som dem.

Sandsynligheden er stor for at de skal hurtigt af ved Colosseum eller lignende, og så er der pludselig god plads. Efter 15 minutter er vi ved Magliana, hvor vi skal skifte til regionaltog. Vi venter kun få minutter, og så går det videre i ca. 25 minutter, til vi er i Ostia Antica.

Vi var her for to år siden, men dengang så vi ikke så meget, fordi der var hedebølge, og vi opgav at gå rundt i den smeltende varme. Også denne gang søger vi skyggen under de bredkronede pinjetræer, og kun flyene forstyrrer freden.

Indflyvningsruten til Da Vinci lufthavnen er lige over os, og der kommer en ny jet susende med knap to minutters mellemrum. I dag er der nok "kun" 35° i solen, så vi får set en del mere end sidst af dette fascinerende område.

Byen var i sin tid en summende travl havneby med 100.000 indbyggere, men så ændrede Tiberen sit løb og Roms storhed blegnede. Ostia blev forladt, sandede til og lå hen i hundreder af år, før den blev udgravet.

Fra Ostia Antica Gulvmosaik i Ostia Antica Fra Ostia Antica
Klik for større billede

Området er stort, og selvom mange af de pæneste ting er fjernet og står på museer rundt omkring, er det stadig muligt at danne sig et indtryk af, hvordan det har set ud engang.

Bygningerne med de tykke røde teglstensmure har sikkert været dækket af marmor i forskellige farver og mønstre, der har været søjlegange og skyggefulde haver samt masser af skulpturer.

Der har også været kloakering - der er endnu kloakdæksler af marmor med et karakteristisk gennemhullet mønster i form af fire vanddråber.

Amfiteateret i Ostia Antica Søjlekapitæl i Ostia Antica Mamorbeklædte vægge i Ostia Antica Kværne i bagernes gade i Ostia Antica
Klik for større billede

12:34 hopper vi på toget igen og 13:15 er vi på Termini. På denne tid og denne vej er metroen ikke overfyldt, og der er plads til at en lille purk kan få sig en lur med mors lår og hånd som sovepude.

Vi går ad Via Cavour mod Café Fantini. Solen stikker, og den fjedrende asfalt sender varmebølger den modsatte vej. Posedamen i den vatterede frakke ligger igen og sover på risten. Tjenerens slips er fyldt med nåle og emblemer, og han giver den som charmetrold, hvilket lykkes ganske godt.

Vi får en panino og går hjem til siestaen. Det er skønt at komme hjem og starte aircondition-anlægget. Nu er det ikke kun det varme vand, der mangler - der er slet intet vand, så douchen må vente.

Klokken 16 præcis er der vand som bebudet, og 16:30 er der også varmt vand. I dag må det være sagen at spise udendørs et sted på Trastevere. Nogle få grå skyer får mig dog til at trodse vejrudsigten og tage en paraply i tasken.

Aften i Trastevere og på La Botticella

La Botticella

Vi går ned på La Botticella i Vicolo di Leopardo for at bestille bord. Udenfor restauranten er bordene dækket, og de første vanddråber begynder at falde. Jeg må næsten ud i køkkenet, før jeg får kontakt med en dame.

Vi udveksler høfligt "buona sera'er", og jeg spør', om de har et bord til to klokken 20 - og det skal nok helst være indenfor pga. regnen. "Regner det?", udbryder hun, og da jeg nikker, farer hun udenfor og rykker i bordene, så de kan blive bedre beskyttet af de utilstrækkelige pynteparasoller.

Tunge dråber falder nu ildevarslende, og vi sætter kursen mod vinbaren i Via della Lungaretta, der har solide parasoller. Her er personalet ved at sætte borde og stole frem, og efter fem minutter kan vi tage plads.

Det er på høje tid, for nu tordner det, og tunge dråber iværksætter et koordineret angreb. Men hvad gør det? Vi sidder jo i tørvejr med et glas Greco di Tufo, og som Helle siger, så kan regnen vel holde gademusikanterne på afstand!

Vi er på La Botticella kl. 20. Vejret er godt nu, så vi tager chancen med et bord udenfor. Menukortet er som en roman af Tolstoy, og vi bladrer frem og tilbage i vildrede.

Kokken kommer og serverer et par forretter for amerikanerne (mor + datter) ved nabobordet og vender sig så mod os. Hun fortæller på nogenlunde engelsk, hvilke specialiteter, hun kan byde på i dag, udover det som står på kortet.

Vi fatter ca. en brøkdel, men amerikanernes forret (muslinger til mor og laks til datteren) ser lækker ud, så da kokken vender tilbage, beder vi om en forret mage til og så lammekoteletter med salat og kartofler som tilbehør. Ingen bunddækkende pasta!

Forretten ankommer: 2 x laks og ingen muslinger. OK, den bestilling kunne misforstås, så vi nøjes med at minde om, at vi havde bestilt et glas hvidvin til forretten. Tallerkenerne er meget store, og nu kniber det med plads på det lille bord, så vandflasken forvises til brostenene bag min stol.

Én portion laks til deling havde været rigeligt. Laksen er rå, men let marineret og med nogle lækre citronmarinerede grøntsager. Det smager godt, men der er så meget, at laksen bliver lidt vammel i længden.

Lammekoteletterne er gennemstegte, men ikke helt tørre fordi de er marinerede. De ovnstegte kartofler er tørre og kedelige. Helle lader sig friste af det lækre dessertbord og får et kæmpestykke jordbærkage, mens jeg nøjes med espresso. Vi bonnes for € 103.

Stedet har ændret sig, siden vi var her i 2001 og 2003. Mamma Botticella er væk, og kokken er ny. Far har farvet håret sort, priserne er eksploderet og der er ikke længere nogen lokale, som falder ind for at få en tallerken pasta.

Stedet er blevet fashionabelt, og det er ikke til det bedre. Maden er ok, men alt for dyr. En skuffelse.

På Via della Lungaretta har tre gademusikanter tiltrukket et større publikum, og det er ikke så sært, for de synger og spiller fremragende. De fleste gademusikanter er et irritationsmoment, men disse er meget dygtige.

Vi venter 20 minutter på en sporvogn, og på Argentina-pladsen entrer vi den mest tætpakkede 64'er, vi endnu har kørt med. Når nogen skal af, må de, der står på trinbrættet, stige af og på igen for at give plads.

Der er en ny bartender i hotellets bar. I modsætning til den gamle kan han tale en smule engelsk, og han er minsandten også tilstedeværende og passer sit arbejde.