Byvandring i Roms centrum

Trevifontænen

Sidste dag og min fødselsdag. Det er svært at begribe, at det er 50 år siden navlestrengen blev kappet efter 9 måneders tilløb.

Da jeg kommer ud fra badet, venter Helle mig med fødselsdagskort og letvægtsgaver hjemmefra.

Ved morgenbordet sjosker danskerkoloniens førerhund igen rundt i forvasket T-shirt, slaske-shorts og knyster i blå badetøfler. Flere af danskerne, som i tirsdags var så ivrige og forventningsfulde, ser nu plagede ud, og kropssproget råber om stive ben, ømme fødder og alt for få pauser på skyggefulde fortovscaféer.

Vi tager metroen til Tiburtina. Toget til Tivoli kører 9:30 fra spor 16. Jeg køber billet i sidste øjeblik, og vi løber til spor 16, men perronen er afspærret! Vi prøver spor 17 og 19, men uden held.

Næste tog kører først 11:34 og er i Tivoli en time senere, så vi dropper udflugten og tager tilbage til Termini. Her skifter vi til metro A og hopper af ved den spanske trappe.

Gadehandel på vej mod Trevifontænen

Alle de exklusive forretninger i Via Condotti - Dior, Cartier, Valentino, Spada og hvad de ellers hedder - har desværre lukket søndag, så vi må nøjes med at kigge; men et stykke nede af gaden flager de med Dannebrog i anledning af min fødselsdag.

Vi holder generel retning mod Pantheon, og i Via Uffici Del Vicario finder vi en skyggefuld fortovscafé, Giolitti, hvor vi slapper af med espressi og vand med brus.

Vi er nær turisternes pilgrimsrute og aflægger Trevifontænen en visit uden dog at smide med mønter. På dette strøg er der virkelig sort af turister, og hvor turisterne er, flokkes gadehandlerne med alt deres ragelse.

Vi hopper på en bus ved Pz Venezia og går ned til Café Fantini for at få en let frokost. Men også her er der søndagslukket, så vi finder i stedet en snackbar overfor Maggiore kirken. Fotohandlerens elektroniske skilt fortæller, at temperaturen svinger mellem 32 og 34 i skyggen.

Hjemme på værelset falder Helle i søvn, og jeg læser min bog færdig. Ude på gangen ringer telefonen tit og ofte - irriterende. Hotel Ariston smykker sig med 4 stjerner, og listeprisen for vores værelse er € 240.

Det er det simpelthen ikke værd; værelset er så lille, at man dårligt kan komme frem og tilbage, boksen virker ikke, døren til badeværelset binder mod klinkergulvet, toilettets lille skyl virker ikke, vandet løber umådelig langsomt ud af håndvasken og på væggene er der sorte fingermærker, som kunne fjernes med en fugtig klud.

På gangene er tæpperne og væggene slidte og beskidte. Personalet er talrigt og ineffektiviteten er perfektioneret.

Sidste aften i Monti-kvarteret

Vi grovpakker, og underligt nok synes tingene ikke at fylde så meget som på udturen. Kan det være fordi tøjet ikke er foldet så pænt? Ved 18-tiden spadserer vi ad nye veje til Via Boschetto.

Den planlagte restaurant, "La Vecchia Trattoria", har søndagslukket, så vi må finde på noget andet, men der er god tid. Vi går ned på springvandspladsen og bestiller et glas hvidvin plus vand.

En mørk sky sniger sig ind over tagene, og den buldrer misfornøjet. Tjeneren genner alle indenfor, så han kan redde duge og askebægre, før det bryder løs. Vi sniger os rundt om hjørnet, hvor der er en solidt udseende parasol, men kort efter melder den pas overfor syndfloden, og også vi må flygte ind i baren.

Fødselaren efter tordenbygen

Lyn og regn skraldpisker ned, og vejen forvandles til en skummende strøm. Godt man ikke er ved endestationen! Lokalet er varmt og lummert, og ved siden af os sidder en enlig asiatisk pige og deler sine oplevelser i den evige stad med en stak postkort.

To amerikanske ægtepar spiser og er meget tilfredse. Flaske nr. 2 lukkes op, og damernes snakketøj kommer i gang for alvor, mens mændene keder sig gudsjammerligt. Især den ene ser ud til at kunne falde i søvn hvert øjeblik, men klarer den sikkert på 30 års rutine.

Uvejret driver over i løbet af en halv time, og tjeneren får sig en smøg udenfor, før han tørrer borde og stole af med en klud, der må vrides mange gange. Himlen er blå igen, luften er renset og fuglene prøver stemmerne. Gæsterne pibler ud i det fri og kigger forundret op.

Ristorante Il Cove - en skuffelse

I Via del Boschetto nr. 91 finder vi ristorante Il Cove, hvor menukortet ser godt ud. De har plads, og vi sætter os. Ved siden af er et større selskab (texanere), og selskabets størrelse (12-16) gør dem højrøstede.

Jeg får melon og skinke til forret, og det er meget lækkert. Hovedretten, bøf af oksemørbrad, er også meget lækker, men salaten, vi har bestilt som tilbehør, er hvinende salt og absolut uspiselig.

Tjeneren påstår, at den dyre rødvin, en Dolcetta Asti, ikke fejler noget, og hvis det er rigtigt, har producenten ramt en skarp smag med bouqet af skimmelsvamp. En blandet fornøjelse, og en flaske går halvtom ud for første gang i 50 år! Et umådeligt ringe sted.

Billetkontrol

Ved stoppestedet lige før Termini stiger to kontrollører på bussen med et muntert "Ciao a tutti!". Der er gevinst allerede ved den første passager - en ung mand slår beklagende ud med armene og kommer med en længere og helt overflødig forklaring.

Bødeforlægget skrives forretningsmæssigt og helt uden løftede pegefingre. Vores 7-dageskort udløser høflige nik og tak.

Hjemrejse

Mandag den 20. juni 2005

Så er det slut - vi skal hjem. Helle har døjet med diarré hele natten og skal absolut ikke have morgenmad.

Som da vi ankom, er Ciampino lufthavnen kaos, og det bliver ikke bedre af, at computersystemet bryder sammen før check-in. Flyet forsinkes 45 min., som piloten ikke formår at indhente.

Heldigvis har vi bestilt pladsbilletter med luft til forsinkelser, og vi når toget til Aalborg med 15 minutters respit.