Siena

Delikatesseforretning i Siena

Landskabet på vejen mod Siena er meget smukt: blødt kuperet med grønne marker, og bugtende rækker af ranke cypresser markerer, at her går en vej. På bakketoppe ligger landsbyer, hvor huse står vagt om kirketårnet, skulder mod skulder.

Nær Siena er der vejarbejde og kø. Trafikken snegler sig af sted, og vi er først fremme ved 10:30 tiden. Her som i flere andre toscanske byer skal bussen slippe 230 € bare for at få lov til at læsse os af og på. En givtig forretning!

Siena fremstår næsten som i middelalderen, og er hjemsøgt af turister. Ved San Domenico kirken mødes vi af den obligatoriske lokalguide, som ikke er til gavn, men kun til pynt. Hun er da også ganske dekorativ.

Jeg og flere andre prioriterer et toiletbesøg højere end kirken. Før vi når domkirken, kommer vi forbi den hellige Katarinas kapel. TG holder et længere foredrag om hendes liv og levned.

Den danske forfatter Johannes Jørgensen, der konverterede til katolicismen og flyttede til Italien, har vist skrevet en helgenbiografi om samme emne - der er så meget, jeg aldrig får læst.

Domkirken er flot og prangende, og især marmorgulvene imponerer; marmor i forskellige farver er lagt i geometriske mønstre eller danner deciderede motiver.

En af byens kulinariske specialiteter er vildsvineprodukter, og delikatesseforretningernes vinduer bugner med skinker og pølser. Skinkerne skal have en rest af "børster", så man kan se, at det vitterlig er vildsvin og ikke bare en tamgris, man har hidset op.

Byens torv, Campoen, har form som en muslingeskal og er med rette berømt. Når man kommer ud på torvet fra de smalle gader siger det "Bang!" på nethinden.

Siena

Klik for større billede Fra Siena

Domkirken i Siena Vægmaleri i Sienas domkirke

Campoen i Siena Bryllupsselskab i Siena Gadeparti fra Siena

Klik for større billede Klik for større billede Domkirken Domkirken i Siena
Klik for større billede

 

Vi og fem nordmænd hopper på TG's forslag om fælles frokost. På markedspladsen ligger Ristorante La Finestra, og vi får brød med skinke og salami af vildsvin. Vin ad libitum og dernæst tre slags ost, tiramisu og kaffe.

TG siger, at det er meget nemmere, hvis han lægger ud, og vi så afregner med ham senere. Hvis man havde skumle hensigter, var det præcis sådan, man ville gøre - vi har jo kun hans ord for, at prisen er 25 €, hvilket jeg synes er lidt for dyrt til at være billigt.

Men jeg er måske urimelig og påvirket af for nylig at have læst Arne Falk Rønnes: "Se Neapel og spis sovs til". Bogen udkom i 1956 og er en parodi på selskabsrejser med druk og rundesang, og rejselederen scorer returkommission på stort set alt.

Derefter slentrer vi rundt og vender tilbage til parkeringspladsen, hvor Ido vil hente os 16:30. Vi vil finde en café og slappe af - det er ved at være for varmt til at gå rundt. Andre fra selskabet har fået samme idé, og inden længe er vi alle samlet, og så kan TG jo lige så godt ringe efter Ido.

Middag og tordenvejr

Lidt i syv sætter vi os udenfor hotellet med en aperitivo. Vejret er særdeles behageligt og lige efter vores smag.

Hotelhunden Asso, en glathåret gravhund, afpatruljerer territoriet med streng ejermine. Helle forsøger forgæves at indsmigre sig, men er chanceløs, for gæster rangerer langt nede i hierarkiet, og bliver kun lige akkurat tålt.

Mamma kommer ud og siger til ham, at han skal passe godt på, og straks er han årvågen og kigger nøje efter alle steder, om der skulle være nogen, som ikke hører til.

Middagen serveres 19:30, og i dag vælger vi suppe i stedet for pasta. Det er gulerodssuppe med brødcroutoner og et drys ost. Den smager ikke meget af gulerod, men farven er smuk gul og konsistensen fint cremet.

Hovedretten er fisk, men adspurgt foretrækker jeg "carne" (kød) og får et stort stykke mørt udbanket kalvekød. Desserten er en lækker luftig kage med æble, sukat og rosiner.

Efter middagen får vi kaffe udenfor. Det begynder at dryppe, og i horisonten er der tunge tordenskyer, som oplyses indefra af lynglimt. Skyerne driver vores vej, og det blæser op - et sikkert tegn. Helle og jeg rykker ind under halvtaget, selvom TG siger, at det bliver ikke til noget.

Der går da også en halv time, før de andre må søge ly. "Det er ovre om 30 sekunder", siger TG, men snart står himmel og jord i ét, og lyset blinker. Da vi går i seng, tordner og regner det i vildskab.