Bagno Vignoni

Pensionisterne kommer senere end os til morgenmaden i dag, men spiser med uhæmmet appetit. Som forudset står resten af dessertkagen på morgenbordet.

Dagens første mål er Bagno Vignoni, en lille by i nærheden hvor man allerede i romertiden tog bad i de svovlholdige varme kilder.

Den smalle landevej snor sig og giver mange vinkler på det smukke landskab. De grønne bakker er blødt rundede og isprængt korngule felter og sølvgrønne olivenlunde. Kornet bølger i vinden som i en reklamefilm.

Bagno Vignoni er en lillebitte by. Husene er gamle, og der er et stort firkantet bassin, hvor man badede i gamle dage, men det må man ikke nu, forkynder et skilt på flere sprog. Langs bassinkanten ser jeg noget gult, som kan være svovlaflejringer, og på bunden ligger en flaske Seven Up og nogle mønter.

Bagno Vignoni Bagno Vignoni Bagno Vignoni
Klik for større billede

De termiske bade som bruges i dag ligger ikke langt derfra, og de 5-6 personer som vil prøve skilles fra vi andre. Helle og jeg gad ikke "låne" håndklæde og badehætte på hotellet samt tage bad igen - vi er jo næsten lige stået op!

Ikke langt derfra ligger resterne af det gamle romerske badeanlæg. Her kunne man ligge og plaske og nyde den fantastiske udsigt over lavlandet.

Vandet løber i 2000 år gamle render. Jeg bøjer mig ned og mærker - jo, det er tæt på kropstemperatur. Vi får en espresso og et stykke brød på byens hotel. Vinden er frisk og kølig.

Montalcino og Sant' Antimo

Fra Bagno Vignoni kører vi til Montalcino, hjemstedet for Rolls Royce rødvinen Brunello.

Byen knejser på en bjergskråning højt over lavlandet, og lidt uden for byen ligger vinhuset Fattoria dei Barbi, hvor man har lavet Brunello i generationer. Barbi regnes ikke for det allerbedste hus, men det hører til i toppen, fortæller TG.

Vi modtages og vises professionelt rundt af en ung kvinde, som taler glimrende engelsk. Vinkælderen med de mange store og små fade er imponerende og romantisk, og så er der en herlig duft!

Brunello skal lagre flere år på fad, før den må frigives, og duften får mig til at spørge, hvor meget der fordamper hvert år som englenes andel. Men det kan hun ikke svare på.

Fattoria dei Barbi Fattoria dei Barbis kælder Hvid vin-due
Klik for større billede

Og så er der smagning. Vi smager en "almindelig" rødvin og så Brunelloen fra år 2000, som netop er blevet løsladt. Den fine vin er endnu ung, kantet og aggressiv.

Vi kan købe den for 21 €, hvilket er billigere end i forretningerne, men jeg har ikke tålmodighed til at vente 15-20 år på at smage, om den er pengene værd.

S. fra Norge erklærer frimodigt, at hun foretrækker den "almindelige" røde og giver sig til at tømme slatter med en bemærkning om, at hun har sovet 9 timer i nat. Frisk pige.

Smukt beliggende for bjergets fod ligger Sant' Antimo klosteret. TG stiller sig op udenfor og fortæller længe om stedets historie. Det er ok, at han leverer varen, men vinden er bidende kold, og klosterets klerikale historie rager mig en høstblomst, så jeg ser mig omkring i håbet om at finde lidt kristen læ og varme.

Sant' Antimo klostret Jagt forbudt!
Klik for større billede

Omsider bliver TG færdig med historietimen. Nu kunne man finde læ inde i kirken, men der er messe (bryllup), og jeg ville føle mig som en kigger, da jeg har ikke medlemskort. Så jeg finder i stedet bussen og min vindjakke. Bussen yder lidt læ, og her venter jeg, til det forfrosne restselskab dukker op fra globryllup.

Tilbage i Montalcino løslades vi i frokosttimerne. TG har igen arrangeret frokost for dem, der har lyst, men Helle og jeg vil bare have en panino eller noget andet let.

Montalcino

Byen klamrer sig smukt og højt til bjergsiden, men det betyder også, at den kolde vind har frit spil, og læ er ikke til at finde. Vi slentrer rundt en times tid, før vi falder ind på et enoteca, hvor der sidder en del andre turister.

Et enoteca er en vinbar, hvor man kan smage og købe vin fra det lokale distrikt. Italienerne har en snild metode, hvor luften i en flaske erstattes med en neutral luftart (CO2?), så de kan sælge glas stykvis, uden at resten af flaskens indhold iltes og går til. I Montalcino er der mange af disse vinforretninger.

Gade i Montalcino

Vi skal nu ikke bælle Brunello, men får en flaske vand og to panini med lækker skinke og ost; brødet er frisk med sprød skorpe, og osten er skåret i tykke humpler.

På min højre side sidder to amerikanske par, som fotograferer hinanden og smager på den lokale drue. Til venstre har jeg fire ældre engelske damer og en meget høj amerikaner med en meget lille veninde af asiatisk herkomst.

De engelske damer kunne have roller i en filmatiseret Agatha Christie roman, men der er ikke meget Hercule Poirot over den høflige unge amerikaner, som er plus to meter.

Amerikaneren fortæller the-tanterne, at han er fra Los Angeles, og én af tanterne svarer, at de er fra Sussex, og tilføjer så med et fnis: "West Sussex" (eller Norwich eller...) for at pointere, at det skam er vigtigt med verdenshjørnet.

Mens man står i kø for at besøge det enlige toilet, er der god tid til at studere hylderne, hvor flasker står opmarcheret. Brunello er en dyr vin - en flaske af ældre årgang koster snildt 40-50 €. Det er samlerobjekter.

Vi skal mødes ved det gamle fort, og indenfor fortets mure er der en smule læ, så vi sætter os på en bænk og suger varme. Fortet har majestætisk overblik, og kanoner har kunnet gøre livet surt for fjendtligtsindede gæster.

Pienza og pecorino

Fra torvet i Pienza

Pienza er en yndig dukkeby. Så yndig at den ofte bruges som kulisse for filmoptagelser - bl.a. blev scener fra den danske serie "Bryggeren" optaget her.

Fra byens brystværn på sydsiden er der frit fald og igen en enestående udsigt. Vinden er løjet af, eller også er der bare blevet varmere. Vi får os en kop espresso med panorama og får knoglerne tøet op.

Pienza

Pienza er også pecorinoens by. Pecorino er en fåreost, som minder om parmesan, men den er mere salt, hårdere og har en kraftigere smag.

I Pienza har de alle mulige slags. Der er pecorino med krydderier, pecorino rullet i lavasten, rød pecorino, sort pecorino, ung, mellemlagret, gammel og sikkert også med mider - der er ingen ende på varianterne.

Vi går ind i en af de mange osteforretninger, hvor en venlig dame siger: "Buona sera". Det kan synes lidt mærkeligt at sige "god aften" om eftermiddagen, men vi er efterhånden nået til den overbevisning, at man skifter fra "buon giorgno" (goddag) til "buona sera", når siestaen er overstået. Under siestaen siger man i sagens natur ingenting.

Postkasse i Pienza

Jeg spør' damen, om hun taler engelsk. Kun lidt, indrømmer hun, og bliver synligt lettet, da jeg svarer, at jeg også kun taler en smule italiensk, og at det derfor nok skal gå.

Vi vil gerne have et stykke pecorino, som ikke skal være giovane (ung) eller vecchio (gammel). "Medium!" konkluderer den søde dame skarpsindigt, og så får vi smagsprøver.

Vi smager en med rød skorpe - jo, den er god. Vi smager en med sort skorpe - jo, den er også god og faktisk præcis, som den skal være! Desværre kan vi ikke tage en hel - jeg er bange for overvægt i flyet - så vi får en kvart, som damen vakuumpakker, så den kan holde sig uden at blive luftsyg.

Vi slentrer tilbage til enotecaet lige indenfor bymuren. Her sidder TG og venter på sine lam med et glas prosecco. Vi får også prosecco og sludrer lidt om denne bedårende by.

Fra Pienza går turen hjem til Chianciano Terme, hvor der er tid til en siesta inden middagen. På vejen passerer vi mammas kontor, og her sidder Asso, hotelhunden. "My little friend" siger Mamma, "he is counting you - one, two three!", og det ser virkelig sådan ud.

Sidste aften på San Remo

Vi får spaghetti med tomatsauce, og derefter tynde skiver gris med krydret fars i midten, skysauce, ovnstegte kartofler og en gratineret grøntsag, som kunne være bladselleri. Til dessert Vin Santo med hjemmebagte mandel-biscotti.

Vin Santo

Selvom navnet antyder, at det er "vin for helgener," kan vi syndere heldigvis også smage.

Vin Santo er en ravgylden dessertvin fra Toscana. Før presning og gæring lufttørres druerne i flere måneder, hvorved sukkerindholdet koncentreres, og man får en sød alkoholstærk vin. Det er meget almindeligt at servere den med tørre mandel-småkager (biscotti), som man så lige dypper i glasset, før man tager en bid.

Efter middagen hygger vi os udenfor. Den enlige norske kvinde brokker sig til TG over, at vi ikke får kort over de byer, vi besøger.

Jeg synes også, det ville være rart med bykort, men damen har meget svært ved at forstå eller acceptere, da TG forklarer og begrunder, hvorfor det er forbundet med store vanskeligheder at skaffe disse kort.

Hun taler hurtigt og er svær at forstå med sin dialekt - i modsætning til de andre nordmænd der prøver at tale langsomt og tydeligt. Helle går op, og jeg følger med, så snart jeg har betalt regningen. I morgen skal vi flytte.