Fattoria di Fugnano og San Gimignano

I dag skal vi skifte base fra Chianciano Terme til Montecatini Terme, som ligger mellem Firenze og Lucca nordpå. Vi siger pænt farvel til San Remos mamma, som tydeligvis er den der har hånd i hanke med tingene på dette venlige hotel.

Det går ad motorvejen mod San Gimignano. Ved en tankstation efter Siena er der ét toilet og en lang kø af japanere, som kom os i forkøbet.

Nogle af vi herrer med et let ærinde finder buskene bag bygningen, men her skal man træde varsomt, for andre med tungere ærinde har gjort buskadset til et minefelt. Hvor ulækkert!

På landevejen et stykke udenfor San Gimignano holder bussen ind. Vi skal besøge en vingård, Fattoria di Fugnano, og spadserer ca. 45 minutter ad en grusvej for at komme dertil.

Langs vejen er der vilde blomster og brombær, og på de stejle skråninger ligger vinmarker og olivenlunde. Hist hvor vejen slår en bugt, bryder bakketoppen med San Gimignanos tårne den stålgrå horisont.

Chianti landskab Vin-ruin San Gimignano i horisonten
Klik for større billede

Det begynder at dryppe lidt, men ikke slemt. Ikke langt fra gården er de ved at tilplante en ny vinmark. Det er et risikabelt foretagende. Ikke fordi det er farligt, men fordi de meget strenge regler for vindyrkning i denne region forbyder, at man kunstvander selv nyplantede vinstokke.

Så hvis der bliver tørke, kan vinbonden kun se til i afmagt og håbe. Hvis planterne slår rod og overlever den første tid, går der fem år, før de bærer brugbar frugt. Oliventræer er også flere år om at give udbytte, så det at plante vin og oliven er en langsigtet investering.

Lauras vingård, Fattoria di Fugnano

Lauras vingård

På gården modtages vi af Laura, en ung, smuk og livfuld kvinde som taler glimrende engelsk. Egentlig er hun storbybarn og opvokset i Palermo på Sicilien, men så arvede hun vingården og fører nu en meget anderledes tilværelse langt fra storbyen.

Hendes mand er en dygtig "vinmand", og de laver både rød- og hvidvin, og olivenolie bliver det også til. Gården ligger på den gamle pilgrimsrute, og Laura viser os det gamle kapel, som hendes bedstefar restaurerede, før han døde.

Frokost

Derefter er der vinsmagning og en let lækker frokost med små stykker tynd pizza, foccaciobrød, bruschettaer og ost. Hvidvinen er en liflig Vernaccia, og de har kun ganske få flasker tilbage af årgang 2003.

Den ene rødvin er en ordinær chianti, som er let og behagelig og ikke designet til langtidslagring. Den anden rødvin, "Donna Gina", er deres topvin, og den er rigtig god og vil blive endnu bedre og harmonisk med et par år mere på bagen.

Selvom den endnu er ung og lidt kantet, synes jeg den er klart bedre end den Brunello, vi smagte forleden. "Donna Gina" var Lauras bedstemor, og etiketten prydes med hendes ungdomsportræt.

Vi smager også deres grappa (druebrændevin), og den er god - forbløffende god, når jeg tænker på de kradsbørstigheder, vi hidtil har smagt.

Den fotoglade nordmand får uforvarende hældt en ordentlig gewesen op i sit vinglas, før han opdager, at det er brændevin og ikke hvidvin. Den normalt så stille fyr tør op og bliver ganske selskabelig.

Laura har levende fortalt om genvordighederne ved at være vinbonde i Toscana, hvor der er meget strenge regler for, hvad man må og især ikke må, og reglerne er ikke altid forståelige med fornuften. Det er en risikofyldt forretning, så besøg som vores samt lidt agro-turismo er sikkert en kærkommen biindtægt.

Vinbondens laboratorium Helle udenfor smagestuen
Klik for større billede

Turen tilbage til landevejen og bussen er kortere og går stejlt ned. S. fra Norge tog mod tilbuddet om en lift sammen med den vin, vi har købt.

San Gimignano

San Gimignanos byport

På en bakketop knejser San Gimignano beskyttet af en bymur, og intet synes ændret i århundreder.

I middelalderen var San Gimignano en driftig handelsby, men så kom pesten i 1500-tallet, og den sorte død stoppede ikke ved byporten. Handlen og livet gik i stå, og siden har byen stået vakuumindpakket med sine 13-14 prangende tårne.

Her er et mylder af turister, og butikkerne langs hovedgaden er u(d)nyttebutikker fra en ende af, bortset måske fra forretningen på Piazza della Cisterna, der sælger is og uden falsk beskedenhed kalder sig "verdensberømt". På torvet er også en café, hvor vi straks sætter os.

Caféen har kun et toilet, hvor man må stå i kø, men skammer sig ikke over at tage 2 € for en espresso og 4 for en dobbelt.

De norske piger, S. og N., kommer og sætter sig. N. havde skyndt på den ældre S., som havde svaret, at hun ville gå i "rus-tempo", og så kunne de jo lige så godt sætte sig!

Piazza i San Gimignano Kø udenfor isbutikken i San Gimignano Fra San Gimignano
Klik for større billede

Vi slentrer en tur og går en lille smule vild i sidegaderne, men det er umuligt at fare rigtig vild her, fordi du på et eller andet tidspunkt ramler ind i bymuren.

Parkeringspladsen ligger kun et par minutters gang udenfor byporten, og her venter TG på os med en fyldt indkøbsvogn. Han har købt ind til morgendagens picnic i COOP, der ligger lige ved siden af parkeringspladsen, som rettelig er en læsse-af-og-på-plads - busserne må kun holde kort tid.

TG havde bedt os være ved bussen præcis 20 minutter over, så vi kunne undgå kø med alle de andre rejseselskaber, som typisk aftaler klokken hel og halv.

Se det var snedigt, for vi ser andre busser vente, ganske som TG havde sagt, og kommer af sted helt uden forsinkelser. For at understrege den perfekte timing, begynder det at regne kraftigt, i samme øjeblik Ido sætter bussen i bevægelse.

Montecatini Terme

Vi ankommer til Montecatini Terme ved 17.30 tiden. Her skal vi overnatte tre gange på hotel Boston. Kl. 19 er der velkomstdrink i receptionen, og kl. 19.30 starter middagen.

Menuen er pasta som primo, flæskesteg med kartoffelmos og grønne bønner som secondo og karamelbudding til dessert. Maden bringer ingen i kulinarisk ekstase, og karamelbuddingen er det mig umuligt at tvinge ned - den første vamle skefuld svulmer ligesom op og bliver til modellervoks.

At vi ikke går helt i sort, skyldes sikkert den lækre rødvin, Vino Nobile di Montepulciano. Jeg havde egentlig bestilt en ordinær Rosso di Montepulciano, og den nobile er 4 € dyrere, men pyt - den er fremragende og dulmer alle negative vibrationer.

Efter middagen går vi en lille tur og sætter os på pladsen nær hotellet for at få en kaffe med avec på "Bar Colombo". Her er rart, men der er også myg, erfarer Helle næste morgen.