Lucca

Nordmændene er i højt humør ved morgenbordet. G. fortæller, at hun samler på gamle ting og ikke rigtig har plads til flere; enten må nyanskaffelser hænges uden på huset, eller noget andet må ud først. "Ja, ut først!", sekunderer hendes mand fyndigt, "eller vi må sætte op en schillevæg i stuen!"

Lucca gør et meget venligt indtryk. TG overlader os til lokalguiden Carlo, en ung fyr i mildt sagt casual og ikke særlig rent tøj. Men Carlo er OK og fortæller ganske interessant og engageret, mens han guider os gennem den gamle by.

Lucca er mere "levende" end nogle af de byer, vi hidtil har besøgt. Her roterer tilværelsen ikke kun om turismens akse. Der er langt flere lokale, langt flere nyttebutikker og så er der næsten ingen biler i den gamle by - kun fodgængere og cyklister.

Lygtepæl på Piazza Napoleone Piazza del Mercato i Lucca Udenfor Piazza del Mercato i Lucca
Klik for større billede

Turen slutter på Piazza del Mercato, pladsen der har facon som et amfiteater, og det er ikke så mærkeligt, for her lå det gamle romerske amfiteater, og man kan nogle steder stadig se det øverste af de gamle mure.

Her venter TG, som kaprer tre hjælpere til at slæbe varer til vores picnic på den gamle bymur. Vi andre slår os ned på en café; dels fordi vi trænger til at sidde lidt, dels for at få tisset. Jeg sidder i solen, der er stærk i dag.

Vi finder tårnet, Torre Guinigi, hvor der gror egetræer på toppen. Den fotoglade nordmand, Helle og jeg bestiger tårnet og belønnes med udsigten over by og omegn. Tegltagene er røde, og byen ligger i et smørhul omgivet af bjerge. Flot! Til min overraskelse venter de andre, da vi når jorden igen efter ca. 20 minutter.

Torre Guinigi i Lucca fra Torre Guinigi Udsigt over Lucca Udsigt over Lucca
Klik for større billede

Vi finder ned til den gamle bymur, hvor TG er i gang med at dække op til picnic. Helle og jeg gør en afstikker til en café i nærheden for at tisse og vender så tilbage.

Picnic i Lucca

På voldens saftige græs i skygge af træer har TG dækket op på et tæppe. Det ser flot og indbydende ud. Der er brød fra den lokale gode bager, tynde skinkeskiver, krydrede pølser, tomater, oliven, pesto, oste, rødvin fra Lauras vingård og meget mere. Og det ikke bare ser godt ud, det smager også godt.

Efter frokosten vil nogle til Pisa på egen hånd, mens vi andre enes om at droppe museet i Vinci og tage direkte hjem efter en fælles kop kaffe. Vi er hjemme ved 15-tiden og holder siesta til 17:30. Det gør godt at sove lidt.

Med kabelbane til Montecatini Alto

Jeg gør mig klar til at gå ud og se på byen, men Helle er ikke i form. Hun har fået nogle plagsomme myggestik på fødderne, hvilket er upraktisk, når man skal spadsere, og så er hun utilpas - måske en allergisk reaktion. Hun er mest stemt for at blive hjemme og slappe af, og jeg bevæger mig ud alene.

Mange lokale promenerer i parken nær de termiske bade, og der er en tung blomsterduft. Badene er set udefra opført i pompøs klassisk stil med søjler og fresker i loftsbuerne, men jeg kigger kun udefra og går ikke ind.

Jeg går lidt tilbage og følger sidevejen til "La Finicola", den lille kabelbane som fører op til Montecatini Alto, det gamle "øvre" Montecatini, der ligger som en ørnerede på en klippetop.

Der er afgang 18:30, og jeg er heldig at komme lidt før. Banen er fra 1898, og den lille knaldrøde kabelvogn ser ud til at have været med fra begyndelsen. Der er tre "kupéer", som lukkes (og åbnes!) udefra, og man sidder på tremmesæder.

Montecatini Alto Montecatini Alto
Klik for større billede

Fra Montecatini Alto
Gade i Montecatini Alto

Billetten betaler man på toppen - 5 € for en retur. Man kan godt spadsere ned eller køre ad den snørklede vej, men det er stejlt og halvlangt.

Jeg passerer det hældende torv, Piazza Giusti Giuseppe, med restauranterne og går på opdagelse. Der er blomster og trapper og krogede gyder og gamle solide stenhuse med grønne skodder for små vinduer.

Et enkelt gammelt hus forfalder, og bag en forsiret smedejernslåge med hængelås gror haven uforstyrret til. Lavlandet under mig er badet i gyldent aftenlys.

Efter mit strejftog vender jeg tilbage til torvet og får et bord udenfor ristorante "La Torre". Pizzeriaet overfor med de mange humørstemte tyskere trækker ikke. Jeg er ikke særlig sulten efter den gode picnic, men lidt skal der til, og jeg bestiller melon med skinke, gnocchi med svampe og et glas hvidvin + vand.

De to store stykker melon er bristefærdige af sød saft, og tallerkenen er helt dækket af tynde skiver lufttørret skinke. Portionen med gnocchi ser lille ud i den store dybe tallerken, men fylder alligevel så godt, at der ikke er plads til ostedessert. I stedet bliver det til en espresso og en Vecchia Romagna, som kan holde mig ved selskab, til den næste kabelvogn kører ned kl. 21.

En meget langhåret missekat med fladt fjæs og opstoppernæse kommer for at hilse, og da jeg pænt vil gi' hånd, er jeg lige ved at vælte, fordi alt inklusive stolene står skævt på det hældende torv. Min kamp for at genvinde balancen forskrækker missen, så vi får desværre ikke hilst ordentligt på hinanden.

Jeg har betalt og går ned mod kabelvognen kl. 20:50, hvilket skulle være i god tid. Men konduktøren signalerer, at det er lige op over, og jeg når lige at sætte mig ind, før turen går ned.

Turen fra stationen til hotel Boston er lige ud og går forbi hotel efter hotel. Nede på hjørnet, hvor myggene punkterede Helle i går, kommer Ido forbi, og vi får en sludder. Mit italienske er kluntet og begrænset, men Ido er hjælpsom, taler langsomt og bruger simple sætninger.

Jeg spørger, om han skal hjem til familien mandag, og han fortæller, at det skal han allerede søndag aften, når vi er blevet afleveret i Rom; mandag går turen til Prag i 7 dage med et italiensk selskab. Ido er sømand på Europas landeveje.

Det bliver småkoldt, og jeg går tilbage til hotellet. Helle ligger i sengen og synes ikke utilfreds med et ordentligt hvil, men myggestikkene bekymrer: de svulmer voldsomt op og gør ondt, og så sidder de pokkers skidt på fødderne. Antihistaminet har tilsyneladende ingen effekt.

Vi må se.