Firenze

Domkirken i Firenze

Firenze! Renaissancens vugge - hvad har man da ikke hørt og læst om denne by?

Vi læsses af i centrum lidt før 10 efter at have betalt busafgiften på € 230. Lokalguiden (sådan én skal vi ha') venter os på læsse-af-pladsen bag San Marco, og vi går i samlet flok til San Lorenzo kirken, hvor vi i Mediciernes kapel får en kunstindsprøjtning.

Her er marmorstatuer af Michelangelo og relikvieskrin med udsmykkede knogler. Da skulpturerne blev lavet, kan Michelangelo umuligt have set en nøgen kvindekrop, for de vakre stenpiger har flade maver som maskuline atleter, og brysterne er placeret med så stor afstand, at de næsten er gevækster i armhulerne.

I det pompøse kapel pågår restaureringsarbejde, og stilladserne er sorte rør med gyldne samlinger - aldrig har jeg set så flotte stilladser! TG aflirer dæmpet sin lektie, og vi "får fri" i 20 minutter, så vi kan opleve stedet på egen hånd.

Jeg skynder mig at opleve toilettet og en smøg på piazzaen udenfor, hvor der er levende mennesker med normal fremadrettet anatomi.

Vi passerer domkirken med den berømte kuppel, Palazzo Vecchio, Uffizierne og Ponte Vecchio, før vi slippes løs. Samtidig har vi passeret talløse turister og gadehandlere og vogtet på hat og briller, for TG har advaret os og fortalt, at Firenze er lommetyvenes Mekka, og at byen i den henseende er værre end Rom og Palermo.

Jeg tror ham gerne, for turistkoncentrationen i Firenze er enorm, og hvor turisterne færdes som kvæg, har lommetyven ideelle arbejdsvilkår.

På egen hånd

Helle og jeg søger straks ud i sidegaderne - vi vil væk fra vrimlen i centrum og finde en café, hvor priserne er blot nogenlunde rimelige, og det lykkes da også: vi får en stående espresso ved baren og to tag-med-panini for € 5,6.

N. fra Norge fortæller os senere, at på den centrums-café, de besøgte, kostede en Baily € 11. Det kan være dyrt at have ømme fødder.

Vi spiser vores sandwiches på Piazza Reppublica, hvor en klassisk guitarist underholder med fremragende spil. Vi har absolut ingen intentioner om at stå hverken én eller tre timer i kø for at se et museum, uanset hvor fremragende kunsten så måtte være, så tiden skal bare slås ihjel så behageligt og indtryksfuldt som muligt.

Piazza Pieri Maggiore i Firenze

Vi går derfor på lykke og fromme mod øst forbi domkirken. Gaden og husene er kedelige, og der er bestemt ikke megen atmosfære her, men så pludselig - plump - står vi på en hyggelig plads, Piazza Pieri Maggiore. Her er fortovscafé, og at de serverer sushi skal vel ikke lægges dem til last. Der er også en grøntsagsbod, og pladsen syder af lokalt liv.

Vi slår os ned under en markise udenfor caféen, der heldigvis serverer andet end sushi - espresso og vand for eksempel. Det er godt at sidde, og her summer af liv.

Lokale køber ind i grøntsagsboden eller slagterforretningen bagved, et par betjente taler fredeligt med en bilist der gestikulerer og folk kommer forbi med indkøbsposer. Et par italienske bøsser af svær kaliber får sig en forfriskning ved nabobordet.

Jeg skriver et postkort, og vi aflægger en visit på det ikke særligt rene toilet i renaissancens kælderregion. Der er grænser for, hvor meget kaffe og vand man kan drikke, så vi hæver taflet og går videre.

Den hyggelige atmosfære fortsætter et kort stykke med nyttige butikker, men så er det også slut; bybilledet skruer helt ned for charmen, og vi sjosker af sted, til vi finder en netcafé, hvor vi kan checke email og se lidt nyheder hjemmefra.

Vi finder et dyrt vandhul på Piazza San Marco, ikke så langt fra stedet hvor vi skal samles op, og sætter os i forventning om, at vi kan slå tiden ihjel her. Men ak, vi har kun siddet i 10 minutter, da de begynder at lukke kl. 15.

Duer og spurve i Firenze

Så vi fortrækker til pladsens midte, hvor der er en ø med bænke. Forpjuskede duer og spurve holder til her og lever af de krummer, der falder af.

Vi finder et offentligt toilet, og kigger ofte på klokken, fordi der ikke er meget andet at kigge på. Endelig bliver klokken halv fem, og Ido kommer med bussen.

Firenze er en stor by, og der er sikkert hyggelige oaser, hvor man ikke bliver flået, men vi fandt dem ikke. For os var byen monumental på alle måder: monumentalt kedelig, monumentalt dyr og med monumentalt mange turister.

For den der gider stå i kø i timevis for at se museer, er Firenze sikkert sagen og en guldgrube af oplevelser, men for os var den så spændende som farvandsudsigten i forrige uge, og vi havde foretrukket at gå på opdagelse i Montecatini Terme.

I aften står Bostons menu på pasta og kotelet a la Milanese. Helle har valgt fisk i stedet - det måtte vi krydse af på et skema ved morgenbordet. Havde der dog bare været en rubrik til "Nej tak!". Pastaen går an, men resten er skamløst ringe.

Helle får chips til sin fisk - 8 slatne styk. Desserten er noget tør kage med creme eller is fra fryseren - de fleste lader den gå ud igen. Vi fortryder bittert, at vi ikke fandt et spisested på egen hånd.

Nede på hjørnet får vi en kop kaffe og noget at trøste os med og morer os i selskab med de norske piger, der har et fantastisk humør.