Colosseum

Vi er ved morgenmaden ved ottetiden. Vejrudsigten er slået op i elevatoren og lover regn. Hotellets morgenbord er rimeligt. Dog har vi svært ved at klare baconen, der snarere er kogt end stegt, og "juicen" er sukkersødt saftevand - føj!

Et selskab nyankomne danskere har dannet koloni i den ene ende af lokalet og pludrer entusiastisk om de forestående oplevelser.

Vi tager metroen til Colosseo og er ved Colosseum et par minutter i åbningstid kl. 9, så vi helt slipper for at stå i kø. Det smådrypper, men ikke noget der generer os i at blive imponeret.

Der spilles noget futuristisk "musik", der lyder som dissonante horn, og det er velsagtens en kunstners forsøg på at sætte de besøgende i stemning. Hurtigt stiger antallet af turister og selskaber, og da vi har set nok, finder vi exit-skiltet.

Colosseum Colosseum Colosseum
Klik for større billede

Basilica San Clemente

Billet til San Clemente

Vi går ned ad Via di S. Giovanni in Laterano for at finde kirken San Clemente. Paraplyerne bliver slået ud en gang imellem, men regnen skæmter bare og er for doven til rigtig at genere os.

Basilikaen er en oplevelse. På overfladen (terræn) er det en 1100-talskirke, i kælderen er der en kirke fra 300-tallet og derunder et endnu ældre tempel viet til en persisk kult (Mithra), der med årene led nederlag til kristendommen.

Her allerdybest nede ligger de gamle romerske vandrør, og minsandten om ikke der stadig løber vand i dem. Netop som vi går, vælter det ind med turister, så det var fint timet.

Vi går ned på Piazza San Clemente og hopper på en bus, der resolut kører den forkerte vej, hvilket vi opdager, da vi er på Via Appia Nuova.

Det gør nu ikke noget; vi hopper af og går 200 meter til den nærmeste metrostation, og vupti er vi på Termini. I et lille supermarked køber vi kiks, scamorza-ost, kirsebær og pærer som gør det ud for en let frokost.

Museum og aftensmad

Efter siestaen besøger vi Roms nationale museum i Palazzo Massimo ved Pz Nationale. Her er en fantastisk samling antikke buster og skulpturer, som for manges vedkommende er romerske kopier af gamle græske skulpturer.

På øverste etage er en lige så imponerende samling af mosaikker og fresker, og i kælderen er der smykker og tingel-tangel såsom små parfumeflakoner og pilleæsker af rav. Der er også en møntudstilling, men den springer vi dog over.

Senere tager vi bussen ad Via Nazionale og hopper af efter Via Serpentia. I parallelgaden, Via del Boschetto, finder vi restauranten med gårdhave. Jeg går ind og bestiller bord til 20:30, og vi går ned på pladsen, hvor vi sad i går, og lader os assimilere hjulpet af et glas hvidvin.

Ristorante Al Boschetto

Tilbage på restauranten er der fyldt godt op i gårdhaven. Der er faktisk god plads indenfor, men alle vil åbenbart sidde ude. Der er to tjenere, som begge er godt i stand - ja, den ene er monstrøst overvægtig.

Vi vil begge have noget let til forret, og vælger begge grøntsagssuppe. Men suppen er finito, siger tjeneren, og så bliver det til Buccatini all'Amatriciani til Helle og pasta med svampe til mig.

Helles hovedret er kalvekød med en delikat vin/eddikesauce, mens jeg får en solid skive osso buco. Vi deler en tomatsalat og en portion ovn-kartofler. Det smager glimrende bortset fra kartoflerne, der er tørre, slatne og kedelige.

Ved siden af os sidder et par lokale, og den ene spørger, om vi er amerikanere. Han har lyst til at sludre, og da vi røber vores nationalitet, fortæller han, at han for 10 år siden arbejdede en tid i København. Det er svært at forstå hans rivende italienske, så samtalen begrænses helt naturligt, da han ikke taler andet end sit modersmål.

Lidt længere henne sidder fire unge amerikanske piger med en glimrende appetit - i hvert fald kan de i modsætning til os klare dessert. En af pigerne har fået biscotti og Vin Santo og bider forsigtigt i den hårde mandelkage.

Helle hvisker til mig, at jeg skal fortælle hende, at man skal dyppe og opbløde kagen i vinen. Det gør jeg så, og bliver straks antaget for at være englænder.

"Oh, Danish!", kvidrer pigerne i kor, da jeg korrigerer dem. Den enes mor er dansk, og hun skal til København i næste måned.

Vi hopper på en bus til Termini, og da vi skal over gaden ved Cinquecento-pladsen, står en meget lille kattekilling ved fodgængerfeltet og kalder, og den er meget opsat på at komme over gaden.

Helle får med hjertet i halsen forpurret dens forehavende, og forhåbentlig er dens mor i nærheden - chancen for at komme levende over gaden, er ikke stor.