Rejsedagbog fra en ferie i Pesaro. Torsdag 14.06.2007 Fra Rom til Pesaro Vi skal til Pesaro. Pesaro er en by på Italiens Adriaterhavskyst og et populært feriemål for italienske badegæster. Det var i øvrigt her komponisten Rossini blev født, og hvert år i august afholdes en Rossini festival. Toget kører fra Roms hovedbanegård Termini mod Ancona kl. 9:36. Det er et såkaldt Eurostar-tog og ganske behageligt. Sæderne er magelige med god benplads, og så er der aircondition. Turen er smuk gennem bjergene og det italienske landskab. Kl. 12:48 er vi i Falconara Marittima, hvor vi skal vente en halv time på forbindelsen til Pesaro, som i øvrigt fortsætter helt til Milano. Med udsigt til det blå Adriaterhav kryber de ventende sammen i den smule skygge, der er på perronen, indtil toget ankommer med lidt forsinkelse. Vi hopper af i Pesaro ved 14-tiden og snupper en taxi til Hotel Clipper, som er et af mange langs stranden. Værelset er klart. Det er ikke stort, men pænt og lyst og så er der altan med havudsigt. På stranden står kulørte parasoller ganske tæt. Altanen er i skygge om eftermiddagen, og lige nu lufter det herligt. Vi får pakket lidt ud og skiftet tøj. Den søde fru Gasparini som passer receptionen passer også baren på denne tid. Efter en kop espresso er det tid at se på byen - ikke badestranden. Centrum er pænt og ganske hyggeligt. Der er forholdsvis stille, men det kan skyldes, at siestaen knap er overstået. Det vrimler ikke ligefrem med restauranter, men nogle må der jo være. Vi nyder en forfriskning på Corso'en: 1 cola, 1 glas vin + vand med brus for 6 €. Prislejet er godkendt. Vi går en omvej hjem og finder et trattoria i en sidegade, Via Giovanni Bovio. Det skal prøves i aften. Spisekortet domineres af fisk, og stedet åbner 19:30. Trattoria da Sante - en fiskerestaurant Vi er der 20:20 og bydes hjerteligt velkomne. Da jeg spør' tjeneren, om han taler engelsk ("parla inglese?"), svarer han på flydende amerikansk. Det viser sig, at han har boet 4½ år i New York. Menukortet er både på italiensk og engelsk, og så kan han måske forklare, hvad det engelske "squills" betyder? - Jeg kender heller ikke det italienske ord. Han griner og forklarer, at det er en stavefejl; der skulle stå "squids" - det er en særlig slags blæksprutte. Vi bestiller spaghetti med krabbe, og grillspyd med kæmperejer og sprutte. Først kommer salaten ind. Vi har bedt om at dele én portion ("uno per due"). Skålen er stor nok til at huse en middelstor guldfisk med familie. Bestillingen af det varme er misforstået, for tjeneren bringer én portion spaghetti og én portion grillspyd. Vi havde forestillet os en spaghetti hver og en portion grillspyd hver. Men misforståelsen er naturlig (og heldig), for portionerne er enorme. Vi beder ham rådsnart dele både spaghetti og grillspyd, for der er rigeligt til os begge. Det smager fremragende. Spaghettisaucen med krabbe har intens smag og aroma, og så kan man sutte krabbekløer. Spyddene er lige til at dele. Rejerne er faste i kødet, og sprutten er fyldt med en krydret brødfars. Husets hvide karaffelvin løber let og landligt uden at forstyrre med avancerede smagsindtryk. Der er ikke mange gæster i aften. Ved det næste bord sidder et - vistnok tysk - ægtepar med et meget lille barn, og ellers er der kun nogle få lokale. Lokalet er ikke pynteligt, og lyset er småskarpt. På væggen henne i hjørnet hænger et fjernsyn, og gæster såvel som tjenere følger med i sporten. En flok, som tydeligvis er familie til i hvert fald én af tjenerne, kommer ind. En tjener tager faderstolt en unge på armen, og der dikkedikkes og vises frem. Familien sætter sig omkring et bord i forstuen, og snart flyder en jævn strøm af retter fra køkkenet. De lokale bestiller ikke fra kortet; de snakker med personalet om, hvad huset kan byde på i dag, og så sammensættes menuen i fællesskab. Vi levner noget salat til guldfisken og slutter af med citronkage til Helle og citronsorbet til mig samt to små stærke espressi med grappa til. Aftentur langs strandpromenaden Vi går en tur langs strandpromenaden. Her er lys og disco og cirkus og gøgl. En vrimmel af mennesker går aftentur. Er man til fredfyldte ture langs havet, hvor man kan høre brændingens beroligende brus, skal man finde en anden strand. Hjemme på hotellet skal hotelbaren lige prøves af. En uniformeret négresse servicerer de eneste gæster: os. Uden at ryste på hånden skænker hun en mega Vecchia Romagna til farmand, og da hun ser, at flasken næsten er tom, hælder hun resolut det sidste oveni. Godnat. Fredag den 15. juni 2007. Det varer en evighed, før vandet bliver varmt. Måske er jeg den første gæst i bad, og da vi bor på tredje sal, er der nogle meter rør op til min bruser. Morgenmaden starter officielt kl. 7:45, så vi bliver enige om at gå en morgentur inden. Men da vi kommer ned 7:30, har de første gæster allerede overfaldet buffeten, så vi udsætter spadsereturen. Gæsterne er næsten udelukkende italienere. Italienerne er vist det folk i Europa, som bruger flest penge på tøj (målt i procent af indkomst), men når de har ferie, gælder åbenbart et helt andet dress-kodeks end til daglig. Så er de normalt så velklædte mennesker i shorts, sandaler og T-shirts. Stemningen ved morgenbordet er afslappet, og der hilses på kryds og tværs. Vi iværksætter den udsatte spadseretur og går nordpå langs strandpromenaden. På højre hånd funkler det blå Adriaterhav, og på stranden står parasollerne tæt. Endnu er der kun få mennesker - det er for tidligt. På venstre hånd står badehoteller i geled. Vi fortsætter til havnen og går så tilbage. Til banegården i Pesaro Vi går til banegården for at købe billet til Venedig. Turen går først videre på tirsdag, men der er ingen grund til at vente med billetkøb. Der er vel et par kilometer fra hotellet til stationen. På vejen passerer vi byens centrale torv, Piazza del Popolo, og der synes at være flere restauranter i centrums vestlige side. Billet plus pladsbillet trækkes uden problemer i en automat. Billetten gælder en måned og skal derfor stemples på rejsedagen. Det undrer os ikke, at automaten accepterer kreditkort som betalingsmiddel, men at man ikke skal indtaste PIN-kode er mystisk. Det skulle vi heller ikke, da vi købte billet i Rom. Hvis jeg var kreditkort-tyv, ville jeg straks købe en stak togbilletter og holde udsalg. På strandpromenaden På vejen tilbage køber vi et ordenligt bykort i en boghandel. Det turistkort, vi fik på hotellet, er upræcist og fyldt med fejl. Vi passerer de indhegnede rester af en romersk villa. Der er nu ikke meget at se. Turistkontoret ligger på Piazza della Liberta tæt på stranden og lige ved den globe-skulptur, som er blevet byens vartegn. En brochure på hotellet har fortalt om guidede ture til et palads lidt udenfor byen, Villa Imperiale, og vi vil melde os til. Men turen er aflyst - vi er de første, som har vist interesse. Jeg får en busplan over forbindelserne til Urbino, middelalderbyen som ikke ligger langt herfra. Damen forklarer, at man ikke behøver tage med fra busstationen. De busser, som ikke er ekspresbusser, kan man stige på i Pesaros centrum, som ligger nærmere stranden og hotellet. Frokosten indtages på et cafeteria på strandpromenaden. Et skilt siger, at der er 34° C i solen. Det føles varmere. Tid til siesta. Aften i Pesaro Vi går ud lidt over 7 og ned til den fornemme restaurant Lo Scudiero nær Piazza del Popolo. Menukortet er slået op på døren, men det er ikke let at gennemskue, bortset fra at priserne er høje. Skal vi spise her, skal vi guides 100 % af tjeneren, og det har vi ikke lyst til. Nede omkring Piazza Lazzarini har vi set flere restauranter. Vi vælger én, men får først en aperitif under parasollerne på Piazza Lazzarini. En stor og meget træt tjener serverer. Ristorante Felici e contenti Alle borde udenfor Ristorante Felici e contenti er optaget eller reserverede, da vi vender tilbage. En meget høflig ung tjener, som taler glimrende engelsk, anviser os plads indenfor, hvor temperaturen er behageligere end de 31° i det fri. Menukortet er kun på italiensk, men vi skal endelig sige til, hvis vi skal have hjælp. Det er nu ikke nødvendigt. Lokalet er pænt og rustikt med gamle bjælker i loftet. Som forret deler vi en platte med forskelligt godt og koldt fra havet. Chardonnay'en får en isspand ved siden af bordet. Den er rigtig god. På platten er der sprutte, krabbe (vistnok), store rejer i kryddermayonnaise og et par små skarpe sardin- eller ansjosfileter som er marinerede i vinedikke. Hovedretten er grillede godbidder fra Adriaterhavet: en tunge (eller fladfisk af en art), sprutte og store rejer på spid. Rejerne skal ha' pillet rustningen af, og det er noget gratværk, fordi de er vendt i en ganske tynd dej før stegningen. Jeg savner en skylleskål og en tallerken til den voksende køkkenmødding. Efter endt afrustning går vi ud og vasker hænder. Vi kan ikke klare dessert, men får kaffe i stedet. Hertil amaretto/grappa. Til slut en iskold limoncello på huset. Regningen lyder på 62,5 €, og heraf udgør vinen 11 og de skarpe til kaffen 6. Et glimrende sted. Hjemme på hotellet er der musik og dans. Det elektriske orgel spiller slagere, og det ældre klientel valser begejstret. En af de unge tjenere forsøger sig med "O sole mio" og høster ufortjent bifald. Vi går, da han lægger an til et ekstranummer. Forrige side | Home | Rejsebeskrivelser | Fakta | Gæstebog | Næste side