Rejsedagbog fra Venedig. Torsdag 21.06.2007 Morgen i Venedig Morgenpiben tændes kl. 7:20 på vej ned til Canal Grande. I dag ligger der en anden kat og sover i blomsterkassen på muren. Katten er venlig og hilser pænt. Langs kanalen får husenes farver en varmere glød i det bløde morgenlys. En kop espresso hos bageren på hjørnet får blodet til at rulle raskere. De lokale hilser som vanligt på hinanden, siger "Ciao", "Ci vediamo" og "Arrividerci". Rialtomarkedet Efter morgenmaden går turen til Rialtos grøntsags- og fiskemarked. Her er en overdådighed af grøntsager, frugt, fisk og skaldyr af alle mulige slags. Der er mange slags fisk, og mange er importeret fra Nordatlanten (f.eks. pighvar) og nogle helt fra Stillehavet. Der er sardiner i forskellige størrelser, sværdfisk, krabber, og mange typer blæksprutter og muslinger. Der er sågar små levende snegle. Bjerge af rejer i forskellige størrelser ligger ligesom og sitrer, og en enkelt reje har spjættet sig ned til de levende taskekrabber. I zigzag mod Markuspladsen Fra Rialto er der kun ét stop til Ca' d'Oro, det gyldne hus. Herfra krydser vi langsomt mod Markuspladsen. Der er rimelig varmt, og Helles ene ankel er voldsomt opsvulmet af de myggestik, hun pådrog sig den første aften i Venedig. Hun humper let - det er ikke godt. Cirka halvvejs damper vi af med kaffe og vand, og får os så snoet frem til Markuspladsen, hvor det vrimler med så mange turister, at der knap er plads til duerne. Vi får siddeplads på en etter og tager hjem og starter AC'en. Pyh, den er varm i dag! Klokken 12:30 går jeg ud for at få en bid. Helle bliver på værelset med benet oppe og siger, at hun kan klare sig med kiks. Jeg falder ind på La Rivetta ved Ponte dei Meloni. Tjeneren siger, at der er endnu varmere indenfor, så jeg accepterer bordet under parasollerne og bestiller spaghetti carbonara og fadøl. I kanalen ved siden af ligger en flot gondol, og mange turister stopper op på broen for at fotografere. Gondolieren i blåstribet T-shirt og stråhat spør' af og til, om de vil sejle: "Gondola?", men der er ikke bid. Han keder sig tydeligvis og betragter den arbejdsmand, som roder i jorden overfor. Spaghettien er overkogt, der er ingen parmesan og så er den med kogt skinke og ikke bacon, som der stod på kortet. Øllet til 5,5 € for 0,4 liter kunne være koldere, og stedet får ikke rosende omtale herfra. Ca' Pesaro Efter en siesta tager jeg på museum. Målet er Ca' Pesaro, som har en samling af billedkunst og orientalsk kunst. Helle vil hellere skåne ankelen og læse på værelset. Med vaporetto hopper man af ved San Stae, og så er der ikke langt. Samlingen af billeder er ganske imponerende. Jeg falder især for et stort billede af Joaquin Sorolla, "Mending the Sail", som har et fantastisk spil af lys og skygge. Der er minsandten også en Carl Larsson, "Matina", fra 1904 og erhvervet af Venedig kommune i 1907. De fleste kender Carl Larsson fra talløse postkort og reproduktioner med børn og svensk bonderomantik. Da jeg ikke kan sige noget pænt og kultiveret om den moderne kunst, som ikke ligner noget, lader jeg vær'. På 3. sal findes samlingen af orientalsk (mest japansk) kunst. Samlingen blev grundlagt af en eller anden greve på jordomrejse i starten af 1800-tallet, og den kom vistnok på italienske hænder som en del af den østrigske krigsskadeerstatning efter 1. Verdenskrig. Her er våben nok til at bevæbne en mindre hær af samuraier, men også masser af "traditionel" orientalsk kunst, og det er ganske imponerende. Der er imidlertid også kvælende varmt heroppe under taget. Jeg kan sagtens - jeg kan gå igen, men de stakkels kustoder sidder lige så stille og smelter. Jeg spadserer tilbage mod San Polo gennem labyrinten af gyder og ignorerer ganske skiltene, som viser vej mod Rialto. Jeg følger det indre kompas, og det går meget godt, for pludselig træder jeg ud på Campo san Polo. Herfra er der ikke langt til Bar ai Nomboli og en vederkvægende cola. Kl. 17:40 betaler jeg og går hjem. Aften i San Polo og hos Da Sandro Vi går ud ved syvtiden og reserverer bord hos Da Sandro i Campiello Meloni, lige overfor bageren på hjørnet. Vi spiste der et par gange i 2004, og stedet anbefales i "Chow Venice". Damen spørger om navnet. Jeg svarer, at det er "difficile", og at hun kan skrive "il danese". Det fremkalder smil - min nye præsentationsteknik virker glimrende. Luften står helt stille. Der er varmt og lidt lummert. Alle borde udenfor Bar ai Nomboli er optaget, så vi fortsætter til Ciak ved Campo san Tomà. Hvidvinen er let perlende og ganske liflig. Det er formentlig en forglemmelse, men vi får ingen peanuts, chips eller hvad de normalt finder på for at spolere gæsternes appetit. Der er reserveret plads på bænken udenfor Da Sandro. Her er meget varmt, og det er som en varm luftstrøm fra en AC'er gør det endnu varmere. Jeg spørger tjeneren, om der er køligere indenfor, og et øjeblik efter er vi flyttet. Ja, det var meget bedre - lækkert! De fleste borde er flyttet ud på fortovet, men der er fire tilbage. Helle får spaghetti con ragú - god og rigelig. Jeg får en grøntsagssuppe, som også er god og rigelig. Meget sympatisk er husets rødvin afkølet. Helles hovedret er et stykke kylling, som kokken med fordel kunne have taget ud af ovnen i går. Min oksefilet er bestilt medium stegt, men da den store bøf ankommer, er alt undtaget den yderste millimeter rå tartar. På min opfordring kommer den på grillen igen. Da den vender tilbage, er den stadig langt fra "medium", men hvad ligner det også, at kunderne blander sig i den slags? Kokken ved vel nok, hvordan en bøf skal steges! Trods denne uoverensstemmelse er bøffen meget fin og meget velsmagende. Vi slutter af med is, kaffe og grappa. På den anden side af gaden står Osteria Vivaldis personale og ryger. Tre mand høj. Restauranten er mennesketom, men vi kan godt få et glas vin ved baren. Vi slentrer ned til Canal Grande. Der er nattemørkt og stille. Nogle få lys og skibslanterner spejler sig i det mørke vand. Fredag den 22. juni 2007 Morgenpiben tændes ved Canal Grande kl. 7:30. To vaporetti mødes i det bløde morgenlys, men der er ingen passagerer på denne tid. Jeg går en tur i sidegaderne, får en kop kaffe hos bageren og vi siger "arrividerci", da jeg går. Efter morgenmaden går vi hen til ostehandleren, som ligger på vejen mod Rialto, men kl. 9 er han ved at feje og har knap åbnet endnu. Adspurgt siger han, at de åbner kl. 8 i morgen. Accademia På vejen til vaporetto-stoppet San Silvestro går arbejdsmænd i pendulfart med trillebører. Fra ét skib transporteres sand og cement og til et andet murbrokker og byggeaffald. Enhver transport er besværlig i denne by, og skønt det endnu er tidligt, sveder mændene bravt. Vi tager etteren til Accademia og besøger kunstmuseet. Mængden af billeder er ganske overvældende. Vi passerer rimelig hurtigt de hundreder af variationer over temaet "Maria med barnet" og når de mere interessante billeder med motiver fra kunstnernes samtid. Hvis man gad, kunne man stille sig ved en af de grupper, der har fortolkende og forklarende førerhund. Men vi følger vore egne sanser og dvæler ved det, som fanger vores interesse. På etteren tilbage er der mange turister med kufferter. Det er retningen mod banegården og Piazzale Roma, hvor busserne holder. Da vi står af, regner det let, skønt solen skinner. Vi søger ly under Bar do Portes baldakin i gyden fra vaporetto-stoppet til Campo s. Aponal. Lokale sidder og snakker og hilser på andre, som kommer forbi. Når trafikken foregår til fods, mødes man ikke kun på parkeringspladsen eller i supermarkedet. Postbudet kommer forbi. Hvor der ingen brevsprække er, smider han brevet på trappestenen og sparker det ind gennem revnen under døren, der har slået sig med årene. Efter et kort hvil på værelset er det tid til en frokost-panino på Bar ai Nomboli. Helle tager hjem til siesta, og jeg går en tur hen til Scuola Grande di San Rocco. Det er her, man kan gå rundt med spejle for at se loftsmalerierne uden at få hold i nakken. Tilbage i vores eget kvarter finder jeg Circolo al Buona Forchetta i Calle Perdon 1295. Restauranten er anbefalet i "Chow Venice". Der er frokoståbent, og jeg går hen til den lille bar, eller disk om man vil. Lokalet er lille og hyggeligt dagligstueagtigt. En trivelig dame dukker op og er lutter smil. Og ja, vi kan få et bord til to i aften. Jeg prøver at være mere specifik og sige 20:30, men hun slår det hen og siger, at der er åbent fra klokken syv, og at vi bare kan komme. Igen siger jeg, at navnet er svært, og at hun bare kan skrive "il danese". Igen vækker det smil. Nede ved Canal Grande nyder jeg en pibe inden siestaen. En stor måge sidder på en pæl et øjeblik, overskuer skarpt situationen og letter så. Flot fugl. Spadseretur til Dorsoduro Ved firetiden spadserer jeg mod Dorsoduro. En boghandler nær universitetet har masser af engelske bøger. Det er mest klassikere, og Marco Polos rejser i engelsk oversættelse må vel være passende lekture. Solen har brændt skydækket væk, og oversætterens introduktion til Marco Polos gamle historie ledsages af en forfriskning på Campo san Polo. Middag på Circolo al Buona Forchetta I morgen går det hjemad, og vi pakker det, der kan pakkes. Efter en aperitif på Bar ai Nomboli er vi på restaurant Circolo al Buona Forchetta ved ottetiden. Der er ingen i syne, så jeg stikker hovedet ud i køkkenet med et "Buona sera!". Vi får frit valg mellem alle mindre borde og vælger et i det inderste lokale, hvor temperaturen er behageligst. Fiskesuppe til forret, fegato alla veneziana til mig og scaloppinni a la fantasia til Helle. Husets røde bliver til en flaske Valpolicella Classico. Maden er god. Suppen har både bid og ben. Hovedrettens portioner er ikke store, så billigt er det næppe. Kaffen smager forfærdeligt. Jeg spørger tjeneren, om de har sødet kaffen før serveringen. Det har de ikke, bedyrer han, men den kommer fra en maskine. Med andre ord: 2 x 3 € for afskyelig automat-espresso. Grappaen er i det mindste god. Vi bonnes for 120 €, hvoraf de 18 plus 12 % var for vinen. Et andet par får rødvin på karaffel, så at udgive den dyre Valpolicella for husets røde ("Vino rosso della casa" mumlede hun faktisk, mens hun rodede blandt flaskerne) er et stift stykke. Vinen var god, og det er ikke prisen, jeg mukker over - jeg kan bare ikke lide at blive taget ved næsen. Vi går ned til Canal Grande i aftenmørket. Fem gondoler sejler side om side og drejer synkront. En mand synger O sole mio akkompagneret af en harmonika, og blitz oplyser i blink den mørke aften. Der er romantik for skillingen. Lørdag den 23. juni 2007. Hjemrejse I dag er det igen den flerfarvede kats tur til at sove i blomsterkassen. Den hilser kælent godmorgen. Vi skal hjem i dag, men jeg siger alligevel "Arrividerci" til bageren, da jeg har drukket min kaffe. Vi går hen til ostehandleren og køber parmesan. Han giver smagsprøver og fortæller fagstolt, at osten er to år og otte måneder gammel. Den er rigtig god og har meget mere aroma end de plastindpakkede immigranter, man kan købe i danske supermarkeder. Sådan en modnet parmesan er også mere tør og hård. I delikatesseforretningen lige overfor bageren køber vi pancetta, italiensk bacon. Damen skærer venligt et stykke af i den ønskede størrelse og vacuumpakker det for os. Demonstration i Venedig Det sidste pakkes, hotelregningen betales og vi hopper på en etter mod Piazzale Roma. Efter et par stop ligger vi stille pga. en demonstration. En demonstration i Venedig er selvfølgelig en lang række småbåde, som sejler op ad Canal Grande med bannere, flag, skilte og megafoner. Hvad demoen går ud på, ved jeg ikke sikkert, men det er vist jægere, som protesterer mod en naturpark/reservat, hvor de ikke må plaffe løs på småfuglene. Så kan man jo fundere over, hvordan det hænger sammen med deres slogan, som er noget i retning af: "No al parco - si al ambiente" - "Nej til parken - ja til miljøet". Demonstrationen forsinker os i ca. 10 minutter, men det er ligegyldigt, for vi har masser af tid. Til lufthavnen Marco Polo Fra Piazzale Roma kører bus nr. 5 mod lufthavnen hvert kvarter, og vi skal kun vente 5 minutter. Der er god plads, så vores kufferter er ikke i vejen for nogen. God plads er der til gengæld ikke i lufthavnen. Der er rigtig mange mennesker og kun få siddepladser. Først halvanden time før forventet afgang åbner SAS-skranken (nr. 16 og 17) for check in. Køen er meget lang foran Economy-skranken og ganske kort foran business, men begge steder går det umanerligt langsomt. Det går så sløvt, at jeg tager tid på nogle af ekspeditionerne: op til 10 minutter kan det tage for et par med kun to kufferter. Retfærdigvis går det ind imellem hurtigere, men den langsommelige procedure er direkte årsag til, at flyet forsinkes en halv time. Med forsinkelse kan man nå alting, men hvorfor check in ikke starter tidligere (som hos de andre flyselskaber) kan undre. Heldigvis går det gesvindt at komme gennem security, og vi når da også hjem til Aalborg uden problemer og med vores kufferter. Forrige side | Home | Rejsebeskrivelser | Fakta | Gæstebog