Home > Rejser > Italien 2007 > Spadsereture og kunstmuseet Accademia

Sidste dag i Venedig

Morgenpiben tændes ved Canal Grande kl. 7:30. To vaporetti mødes i det bløde morgenlys, men der er ingen passagerer på denne tid. Jeg går en tur i sidegaderne, får en kop kaffe hos bageren og vi siger "arrividerci," da jeg går.

Efter morgenmaden går vi hen til ostehandleren, som ligger på vejen mod Rialto, men kl. 9 er han ved at feje og har knap åbnet endnu. Adspurgt siger han, at de åbner kl. 8 i morgen.

Accademia

På vejen til vaporetto-stoppet San Silvestro går arbejdsmænd i pendulfart med trillebører. Fra ét skib transporteres sand og cement og til et andet murbrokker og byggeaffald. Enhver transport er besværlig i denne by, og skønt det endnu er tidligt, sveder mændene bravt.

Vi tager etteren til Accademia og besøger kunstmuseet. Mængden af billeder er ganske overvældende. Vi passerer rimelig hurtigt de hundreder af variationer over temaet "Maria med barnet" og når de mere interessante billeder med motiver fra kunstnernes samtid.

Hvis man gad, kunne man stille sig ved en af de grupper, der har fortolkende og forklarende førerhund; men vi følger vore egne sanser og dvæler ved det, som fanger vores interesse.

På etteren tilbage er der mange turister med kufferter. Det er retningen mod banegården og Piazzale Roma, hvor busserne holder. Da vi står af, regner det let, skønt solen skinner. Vi søger ly under Bar do Portes baldakin i gyden fra vaporetto-stoppet til Campo s. Aponal.

Lokale sidder og snakker og hilser på andre, som kommer forbi. Når trafikken foregår til fods, mødes man ikke kun på parkeringspladsen eller i supermarkedet. Postbudet kommer forbi. Hvor der ingen brevsprække er, smider han brevet på trappestenen og sparker det ind gennem revnen under døren, der har slået sig med årene.

Efter et kort hvil på værelset er det tid til en frokost-panino på Bar ai Nomboli. Helle tager hjem til siesta, og jeg går en tur hen til Scuola Grande di San Rocco. Det er her, man kan gå rundt med spejle for at se loftsmalerierne uden at få hold i nakken.

Tilbage i vores eget kvarter finder jeg Circolo al Buona Forchetta i Calle Perdon 1295. Restauranten er anbefalet i "Chow Venice". Der er frokoståbent, og jeg går hen til den lille bar, eller disk om man vil. Lokalet er lille og hyggeligt dagligstueagtigt. En trivelig dame dukker op og er lutter smil. Og ja, vi kan få et bord til to i aften.

Jeg prøver at være mere specifik og sige 20:30, men hun slår det hen og siger, at der er åbent fra klokken syv, og at vi bare kan komme. Igen siger jeg, at navnet er svært, og at hun bare kan skrive "il danese". Igen vækker det smil.

Nede ved Canal Grande nyder jeg en pibe inden siestaen. En stor måge sidder på en pæl et øjeblik, overskuer skarpt situationen og letter så. Flot fugl.

Spadseretur til Dorsoduro

Ved firetiden spadserer jeg mod Dorsoduro. En boghandler nær universitetet har masser af engelske bøger. Det er mest klassikere, og Marco Polos rejser i engelsk oversættelse må vel være passende lekture.

Solen har brændt skydækket væk, og oversætterens introduktion til Marco Polos gamle historie ledsages af en forfriskning på Campo san Polo.

Middag på Circolo al Buona Forchetta

I morgen går det hjemad, og vi pakker det, der kan pakkes. Efter en aperitif på Bar ai Nomboli er vi på restaurant Circolo al Buona Forchetta ved ottetiden. Der er ingen i syne, så jeg stikker hovedet ud i køkkenet med et "Buona sera!".

Vi får frit valg mellem alle mindre borde og vælger et i det inderste lokale, hvor temperaturen er behageligst. Fiskesuppe til forret, fegato alla veneziana til mig og scaloppinni a la fantasia til Helle. Husets røde bliver til en flaske Valpolicella Classico.

Maden er god. Suppen har både bid og ben. Hovedrettens portioner er ikke store, så billigt er det næppe. Kaffen smager forfærdeligt. Jeg spørger tjeneren, om de har sødet kaffen før serveringen. Det har de ikke, bedyrer han, men den kommer fra en maskine. Med andre ord: 2 x 3 € for afskyelig automat-espresso. Grappaen er i det mindste god.

Vi bonnes for 120 €, hvoraf de 18 plus 12 % var for vinen. Et andet par får rødvin på karaffel, så at udgive den dyre Valpolicella for husets røde ("Vino rosso della casa" mumlede hun faktisk, mens hun rodede blandt flaskerne) er et stift stykke. Vinen var god, og det er ikke prisen, jeg mukker over - jeg kan bare ikke lide at blive taget ved næsen.

Vi går ned til Canal Grande i aftenmørket. Fem gondoler sejler side om side og drejer synkront. En mand synger O sole mio akkompagneret af en harmonika, og blitz oplyser i blink den mørke aften. Der er romantik for skillingen.

Lørdag den 23. juni 2007.

Hjemrejse

I dag er det igen den flerfarvede kats tur til at sove i blomsterkassen. Den hilser kælent godmorgen. Vi skal hjem i dag, men jeg siger alligevel "Arrividerci" til bageren, da jeg har drukket min kaffe.

Vi går hen til ostehandleren og køber parmesan. Han giver smagsprøver og fortæller fagstolt, at osten er to år og otte måneder gammel. Den er rigtig god og har meget mere aroma end de plastindpakkede immigranter, man kan købe i danske supermarkeder. Sådan en modnet parmesan er også mere tør og hård.

I delikatesseforretningen lige overfor bageren køber vi pancetta, italiensk bacon. Damen skærer venligt et stykke af i den ønskede størrelse og vacuumpakker det for os.

Demonstration i Venedig

Det sidste pakkes, hotelregningen betales og vi hopper på en etter mod Piazzale Roma. Efter et par stop ligger vi stille pga. en demonstration. En demonstration i Venedig er selvfølgelig en lang række småbåde, som sejler op ad Canal Grande med bannere, flag, skilte og megafoner.

Hvad demoen går ud på, ved jeg ikke sikkert, men det er vist jægere, som protesterer mod en naturpark/reservat, hvor de ikke må plaffe løs på småfuglene. Så kan man jo fundere over, hvordan det hænger sammen med deres slogan, som er noget i retning af: "No al parco - si al ambiente" - "Nej til parken - ja til miljøet". Demonstrationen forsinker os i ca. 10 minutter, men det er ligegyldigt, for vi har masser af tid.

Til lufthavnen Marco Polo

Fra Piazzale Roma kører bus nr. 5 mod lufthavnen hvert kvarter, og vi skal kun vente 5 minutter. Der er god plads, så vores kufferter er ikke i vejen for nogen.

God plads er der til gengæld ikke i lufthavnen. Der er rigtig mange mennesker og kun få siddepladser. Først halvanden time før forventet afgang åbner SAS-skranken (nr. 16 og 17) for check in. Køen er meget lang foran Economy-skranken og ganske kort foran business, men begge steder går det umanerligt langsomt.

Det går så sløvt, at jeg tager tid på nogle af ekspeditionerne: op til 10 minutter kan det tage for et par med kun to kufferter. Retfærdigvis går det ind imellem hurtigere, men den langsommelige procedure er direkte årsag til, at flyet forsinkes en halv time. Med forsinkelse kan man nå alting, men hvorfor check in ikke starter tidligere (som hos de andre flyselskaber) kan undre.

Heldigvis går det gesvindt at komme gennem security, og vi når da også hjem til Aalborg uden problemer og med vores kufferter.