Rejsebeskrivelse fra en ferie i Rom, Pesaro og Venedig. Lørdag 09.06.2007. Ferie i Rom Leonardo ekspressen fra lufthavnen kører ind på Termini kl. 12:10. Vi er i Rom igen og skal være her i fem dage, før turen går videre til Pesaro og Venedig på Adriaterhavskysten. Hotel Domus Nova Bethlem ligger indenfor gåafstand på Via Cavour. Vi får straks vores værelse og går ud for at finde et frokoststed. Forfulgt af præsident Bush Det vrimler med kampklædt politi fra alle grene af korpset ved Santa Maria Maggiore. De sortklædte carabinieri med skudsikre veste og maskinpistoler giver mig myrekryb. Hvad mon der foregår? Et elektronisk skilt ved et busstoppested giver forklaringen: præsident Bush er i Rom. Hvorfor forfølger han os? Sidste sommer kunne han heller ikke holde sig væk, da vi var i Budapest. Vi slår os ned foran en café med udsigt til den imposante kirke. De paramilitære carabinieri besøger caféen i hold og får kaffe eller is ved baren. De har intet at lave og får vel tiden til at gå med at sammenligne knipler. På sin vis føler man sig tryg - jeg gad nok se en lommetyv arbejde her - men på den anden side tør man jo dårligt slippe en vind af frygt for omgående at få næsen boret ned i fortovet af 10 granvoksne betjente. Det kulørte halsbind er dog et forsonende træk ved de fascistoide uniformer, og flere af betjentene gemmer en vandflaske i hjelmen, der hænger i bæltet. Retræte Bus efter bus udspyr sin last af kampklare betjente, og vi indleder uden pludselige bevægelser et tilbagetog ned mod Piazza d. Madonna dei Monti, hvor Bush og hans efterfølgere næppe vil komme i denne mellemistid. Der er rart i det gamle Monti-kvarter: malede gamle huse med skodder, brostensbelagte gader, værksteder og små forretninger. Det er varmt nu, og ved tretiden er vi hjemme til siesta godt møre efter en tidlig start på dagen. Portieren spørger, om jeg taler italiensk. Jeg svarer: "Un pocino" (en smule), og så fortæller han, at hotellets døre vil være låst i nogle timer, fordi en demonstration skal passere forbi. Han beklager meget, men det kan være en smule farligt. Jeg har lyst til at skælde ud på Bush, men svarer at det ikke gør os noget, for vi skal holde siesta. "Ah, siesta!", siger han misundeligt. Demonstration Vi klatter hurtigt i søvn. Ved femtiden vågner jeg ved larm i det fjerne og går ud på gangen, der har vinduer mod Via Cavour. Demonstrationen passerer lige under os. Det minder mest af alt om en blanding af karneval og folkefest. Der er de sædvanlige bannere og paroler, men også åbne lastbiler med musikanlæg og en hale af dansende demonstranter. En dansk dame ved vinduet spørger, om det var mig, der snakkede italiensk med portieren. Det bekræfter jeg og undlader at påpege, at det nu mest var portieren, der snakkede. Til dem havde han forklaret på engelsk, at der ville komme en "strejke". Demonstrationen er godt en time om at passere og får karnevalet i Aalborg ("Nordeuropas største") til at ligne en børnefødselsdag. Kampklædte carabinieri i geledder og en kortege af pansrede hollændervogne danner bagtrop. Aftensmad på Ristorante La Carbonara I sin bog "Spisesteder i Rom" har Helge Kamp anbefalet Ristorante La Carbonara. Den ligger i kvarteret, så vi stikker hovedet ind og bestiller bord til klokken halv ni. Jeg ved af erfaring, at "Bentzen" er et helt umuligt ord for italienere, så da tjeneren spørger, hvilket navn han må skrive, siger jeg: "Petersen". Han skriver "Petersson", og det er godt ramt. På Piazza d. Madonna dei Monti bestiller vi et glas vin på fortovscaféen La Piazzetta. Her er tæt romersk stemning. De lokale går deres passegiata (promenade), mødes, snakker og får sig en forfriskning. Turister er klart i undertal. Vi skåler og siger "Ned med forkølelsen!", for Helle er knap kommet sig over den snue, der slog hende i brædderne midt på ugen. På La Carbonara placeres vi ved et lille tomandsbord og får straks serveret frisk brød og vand. Vi bestiller (selvfølgelig) spaghetti carbonara som forret og noget tyndt skåret oksekød i balsamico-sauce som hovedret. Hertil grønne asparges, tomatsalat og husets røde. Spaghettien er fin og kødet pikant, om end saucen er lige vel eddike-skarp for vore ganer. De grønne asparges er kogt totalt slatne og er blødere end spaghettien - meget ringe. Vi bonnes for 52 €. Aftenen er lun og fløjlsblød, da vi spadserer hjem. Søndag den 10. juni 2007 Helle åbner vinduet til gården, og ind toner en koncert af fuglesang. Morgenmaden serveres i en nyindrettet salon med cremegule farver og kvalitetsmøbler. Der serveres fra kl. 7:30, og da vi træder ind 7:32, har 35 danskere allerede gang i tyggemusklerne. To danske patere med gejstligt kravetøj er rejseledere. De skal nok på kirke-crawl. Det kan svare sig at købe ugekort til busser og metro, selvom vi kun skal være her i 4 dage. En billetautomat på Termini afprøves; det er nemt at købe togbillet til Pesaro, og automaten kan stort set alt undtaget dansk. Omkring Pantheon og Piazza Navona i det gamle Rom De nye buskort bringer os til Argentina-pladsen. Der synes ikke længere at være så mange katte blandt ruinerne i det antikke hul midt på pladsen, men de gemmer sig måske i skyggerne? En gademusikant lader op til dagens arbejde, og en mand sover på en marmorbænk. Vi går rundt i kvarteret omkring Pantheon og Piazza Navona. Det er ligesom blevet et ritual, når vi kommer til Rom, at vi skal hilse på Berninis elefant på Piazza Minerva samt tilbringe en stund under Pantheons mægtige kuppel, hvor lyset står i en stråle ned gennem centerhullet. Turistflokke myldrer på Piazza Navona. Alle har en guide, som enten keder sit publikum med lærde fakta om Berninis springvand eller agerer førerhund med en højt hævet genstand. De stemningsfulde sidegader med okkerfarvede huse, værksteder og vasketøj står næppe på listen over seværdigheder. I Monti Hjemme i vores eget kvarter går vi ned på Piazza d. Madonna dei Monti for at få frokost, en udmærket spaghetti carbonara, men selvom der er parasolskygge, er der ret varmt. Siestaen drager. På vejen stopper vi op og betragter en katolsk procession. En lettere spastisk tigger vender sig mod os i et ryk, og fra hans fremstrakte plastickop står en gylden regn af småmønter ned over de sorte brosten. Jeg overvejer kort at hjælpe ham med at samle op, men går i stedet videre - min hjælpsomhed kunne misforstås og udløse paranoia. Længere henne ad Via Urbana lyder der salmesang fra den evangeliske kirke. Kirkekoret synger ikke så lidt bedre end processionsdeltagerne, men forstummer desværre for at lade præsten komme til orde. Efter en siestastund vender jeg tilbage til Via Urbana og besøger internetcaféen. Jeg skal ikke vise ID og bliver ikke registreret, som loven kræver. Jeg får heller ingen kvittering, da jeg går. De vil nok skåne skattevæsenet for besværet, og så er det billigt - vistnok 2 euro i timen. Skal vi finde ekstra læsestof, skal det nok være her i Rom. Der er varmt på øverste etage i Terminis store boghandel, hvor de engelske bøger står, så da Helle har fundet en Hornblower-roman, som nok kan slå nogle timer ihjel, dikterer jeg afgang. Vi vil igen spise på en af de restauranter, Helge Kamp anbefaler i sin "Spisesteder i Rom". Stedet hedder Osteria Tempio di Macenate og ligger i Largo Leopardi, en lille sidevej til Via Merulana. Det er dog endnu for tidligt, så vi finder en fortovscafé i kvarteret bag Santa Maria Maggiore, hvorfra der ikke er for langt at gå. Der er meget trafik på dette strøg, men der er skygge, og så lufter det. Fire nussede amerikanere drikker øl ved nabobordet, og fem italienere slår sig ned og pludrer livligt. Vi spadserer en tur i den grønne parkstump, Piazza Vittorio Emanuele. Der er mange mennesker i parken, og rundt om er der boder med blomster og tøj. Dette er bestemt ikke et velhaverkvarter. Osteria Tempio di Macenate Restauranten åbner kl. 19, og da vi kommer 10 minutter i otte, er der næsten fyldt op udenfor. Inden længe er der også fyldt indenfor, og folk stiller sig ventende i kø på fortovet. Det må være et populært sted. Vi får en kande af husets røde plus vand og brød. Helle får parmaskinke til forret, og jeg får grøntsagssuppe. Der er masser af fyld og helt bogstaveligt top på. Det er et helt måltid i sig selv. Suppen er god, men lidt fersk og jeg formaster mig til at bede om salt. Hjemme er vi vant til, at der altid står salt og peber på bordet, men det er ikke nogen selvfølge hernede. Helles hovedret er scaloppine (kalvefilet) i citronsauce, og min er abbacchio al forno (lam i ovn) med kartofler. Vi deler en mixed salat og mine kartofler. Det er rigtig godt. Lammet er smørmørt med fin aroma af rosmarin og en anelse hvidløg. Dessert må vi simpelthen have! Blandet is til Helle og citronsorbet til mig. Sorbet'en serveres i en udhulet citron, hvor den frosne skal er det sidste, som tør op. Til slut kaffe og Vecchia Romagna. Det sidste er lidt længe under vejs, indtil seniortjeneren med overblik bjæffer vredt af ungtjeneren, som har glemt bestillingen. Et rigtig godt sted, og for tre retter plus kaffe med avec bonnes vi for 70 €. Home | Rejsebeskrivelser | Fakta | Gæstebog | Næste side