Til Wawel på ømme fødder

Vi er senere oppe i dag. Ømme fødder og benmuskler vidner om, at vi spadserede alt for meget i går. Vi vidste egentlig godt, at formen ikke var til det, men lod os rive med.

Der er gråt og blæsende. Vi bestiger højen med kongeslottet Wawel og katedralen, hvor den tidligere pave engang var bisp. Bygningerne beundres udefra, men vi køber ikke billet til noget af det, man kan se inden døre. Fra bastionen er der en flot udsigt over byen og floden Wisla.

Kong Boleslaw befæstede højen omkring år 1000 og lod den første katedral opføre. Indtil 1600-tallet var det de polske kongers foretrukne residens. Arkitekter fra Firenze havde en finger med i spillet, da slottet fik sit nuværende renaissance-look fra 1501-1548.

Under 2. verdenskrig gjorde den tyske generalguvernør Hans Frank slottet til sit hovedkvarter.

Fra Wawel Det pureste guld Katedralen til venstre. Indgang til slottet gennem porten i det lyserøde
Klik for større billede

På toppen af denne klippeknold blæser en halv pelikan, og man kan knap stå stille og holde kameraet i ro. Flere steder renoveres bygninger, og det er et stort arbejde. En planche viser, at renoveringen har stået på i hundrede år. Da østrigerne regerede, lavede de knolden om til troppebastion og efterlod de gamle bygninger i en sørgelig forfatning.

Da vi passerer katedralen på vej ned, forbereder soldater i paradeuniformer og sabler sig på en kransenedlæggelse. Bag i deres firhjulstrukne ligger blankpolerede horn klar til trut.

Ul. Kanonicza

Fra slottet går ul. Kanonicza mod bymidten som en del af den gamle kongevej. Her er nogle fantastisk flotte gamle huse, og der er også et museum i nr. 19 og 21, hvor den senere pave Karol Wojtula boede fra 1951 til 1963.

Ul. Kanonicza Ul. Kanonicza i Krakow foto af Ul. Kanonicza
Klik for større billede

Ikke langt fra Wawel ligger en café, på hjørnet hvor ul. Kanonicza ophører. Det er godt at hvile fødderne. Kaffen er ikke noget at råbe hurra for, men den uopfordrede æblekage er god, siger Helle. Stedet er hyggeligt med metertykke mure, hvælvinger, terrakottafarvede vægge, stole i kurveflet og masser af grønne plasticplanter.

Det arkæologiske museum er lukket om lørdagen, erfarer vi. Nå, men så kan vi da besøge det lille supermarked i ul. Grodzka - jeg mangler tændstikker. Jeg kan ikke finde nogle tændstikker, så jeg viser en æske til den uniformerede vagt og siger spørgende: "matches?". En dame med franskbrød i favnen siger i forbifarten noget med "kassa", så vi går til kassen.

Da det bliver min tur, viser jeg igen æsken og en tændstik. Damen tryller en pakke frem fra skabet under kasseapparatet og lukker den op. Jeg stikker tre fingre i vejret og får tre æsker. Jeg kan ikke se, hvad de koster, og lægger to zloty på disken. Hun smiler, tager den ene og giver mig penge tilbage. Æskerne koster knap 20 øre stykket.

Da vi er kommet ud, begynder det at regne. Vi søger tilflugt på den hyggelige café Zakatek, vi fandt i går nær markedspladsen. Regnvejret styrker omsætningen, for snart myldrer det ind gennem porten med folk, der søger ly. Fra cafeen går vi hjem i regnvejr. Paraplyerne er på værelset, men regnen er kommet som en bekvem undskyldning for at holde tidlig siesta. Åh, de ømme spadseremuskler!

Rastløs i regnvejr

Klokken 3 regner det stadig. Fra vinduet kan jeg se dryp i en vandpyt, men det kan ikke være meget, for bilerne har ikke gang i vinduesviskerne. Jeg er færdig med Jens Henrik Jensens "Kællingen i Krakow" og bliver straks rastløs. Helle, det kære menneske, har selvfølgelig læst tegnene og foreslår en spadseretur.

St. Patrick's Day i Krakow   

Regnen er midlertidig ophørt. Der er rigtig gang i den på den irske pub. Det er St. Patrick's Day, og mange er klædt ud i grønt og malet i ansigterne. Vi går gennem markedshallen og ser på de mange boder. Der er også boder i midtergangen, og vrimlen er så tæt, at det kan være svært at komme frem. Uden for hallen venter kareterne på kørelystne turister. Hestene har fået tæpper på og kareterne kalecher. Benene fører os ind på værtshuset med den hvide ørn.

Her er pænt besøgt, og de unge servitricer har travlt. To betjente holder pause og får en softdrink ved baren. Den ene får sig også en smøg. En vamp med sorte negle og skulderlangt sort hår træder ind ad døren. Hun er småbuttet og iført kort flødefarvet læderjakke, sorte bukser og langskaftede støvler.

Hun lader blikket feje hen over lokalet, glider så hen til den rygende betjent og stikker en smøg i trutmunden. Uniformen reagerer som forventet og tænder cigaretten. Vampen stritter med klør fem, siger et eller andet på amerikansk og glider så ud ad døren igen.

Servitricerne måber og bryder så sammen i fnis. Det er et turistet sted, men hyggeligt. Musikken er meget dæmpet, og lokalet summer af lavmælt samtale.

Da vi kommer ud, regner det igen. Jeg slår paraplyen op, men det blæser for kraftigt, og snart er paraplyen vingeskudt og kan ikke foldes sammen. Den ryger i en papirkurv. De fleste butikker incl. boghandleren har lukket nu, så vi går hjem. Snart efter regner det kraftigt.

Korsikas nationalvåben

Restaurant Paese

Ved halv syvtiden regner det stadig kraftigt, så vi løber rundt om hjørnet og ind på Paese, den korsikanske restaurant. Har de mon et bord til to? Damen svarer med at spørge, om vi har reserveret, og da jeg svarer nej, studerer hun de to linier i ordrebogen og fører os op på første sal, skønt der er masser af plads nedenunder.

Her er ganske hyggeligt med tændte stearinlys, små blomsterdekorationer på bordene, et kunstigt loft af strå og tingeltangel på væggene. Rar atmosfære.

Spise- og vinkortet er omfattende, og vi får et glas hvidvin til studierne. Vi vil begge have fiskesuppe til forret - det er suppevejr. Som hovedret bestiller Helle filet mignon i roquefort-sauce og jeg lammeben med hvidløg og krydderurter.

Alt tilbehør - selv brød - skal bestilles særskilt, og vi deler en portion ovnbagte kartofler og en mixed salat. Vinen skal selvfølgelig være korsikansk, så det bliver en karaffel af husets røde korsikanske. Som på den første aften serveres vores (ikke kolde) mineralvand med brus hældt på en kande - underlig idé at uddrive kulsyren på den måde.

Fiskesuppen er aldeles fremragende med en fyldig smag af fisk, grøntsager og krydderurter. Der er masser af faste fiskestykker og muslinger i, og det er en stor portion. Super!

Hovedretten er også god. Mit møre lammeben er udskåret i flade mundrette bidder, som svømmer i en velsmagende kraftig sauce. Helles bøf er stegt præcis, som hun bad om, og den har fin stegeskorpe fra grillen. Det er dog lidt irriterende, at der ikke er ta-tøj til kartoflerne og salaten. Salaten er hvidkål med kommen, revet gulerod og knoldselleri i dressing à la den polske salat, vi fik den første aften. Det er noget af et stilbrud - vi havde forestillet os noget med tomater og oliven, som sætter smagsløgene i Middelhavsstemning.

Rødvinen er en usnobbet landvin, som glider let ned, men sammenlignet med den fremragende vin, vi fik i går til næsten samme pris, er den alt for dyr: 1 PLN pr. centiliter.

I min rygepause ser jeg i porten, at vinkortet er meget omfangsrigt og har mange rigtigt dyre vine. For eksempel er der en årsunge af en Brunello fra 1998, som koster 420 PLN. Der er endnu dyrere franske vine, og vil du have boblevin, kan en Dom Perignon erhverves for 800 PLN. Den hælder de næppe på en kande.

Mens vi spiser, kommer der flere gæster, og de er vist alle polakker. Vi kan ikke spise dessert, men nøjes med kaffe af en skuffende kvalitet. Regningen lyder på 235 PLN. Maden er god, men det er dyrt efter lokale forhold, og man får mere for pengene på Aqua e vino.

3 glas af 5 mulige 3 glas af 5 mulige 3 glas af 5 mulige 3 glas af 5 mulige 3 glas af 5 mulige
Paese

ul. Poselska 24, Krakow
Tlf. (012) 421 62 73
www.paese.com.pl

Korsikansk restaurant. Maden var glimrende og fiskesuppen fantastisk.

Det irriterede os dog lidt, at ALT - selv brød - skulle bestilles til mindste detalje. Og så manglede der ta-tøj til tilbehøret, hvilket især var bøvlet med salaten. Samme 'Mixed Salad' var kål med kommen samt gulerødder og knoldselleri i tung flødedressing - et eklatant stilbrud på en Middelhavsrestaurant. Det lunkne afbrusede mineralvand i kande og den (til kvaliteten) dyre vin trak også nedad. Værst var dog showet, da vi ankom til den næsten mennesketomme restaurant, og servitricen gjorde et arrogant nummer ud af, at vi ikke havde reserveret bord. Da følte vi os ikke just som velkomne gæster.

Prisleje: dyr efter polske forhold.

Der er ophold i regnen, og vi smutter rundt om hjørnet og går tidligt til ro.