Museer i Krakow og Wieliczka saltminen

Det arkæologiske museum står på programmet i dag, men det åbner først kl. 10, og besøget i Wieliczka saltminen er først i eftermiddag.

Så vi går en tur i centrum og ser på huse, mennesker og forretningsvinduer. Der er søndagsstille, og kirkernes morgenmesser tiltrækker ikke så mange.

Det arkæologiske museum ligger i ul. Poselska, og det koster kun 5 PLN at komme ind - en fjerdedel af normaltaksten i f.eks. Italien. Der er gratis garderobe med venlig vogter, som også beder om mit kamera.

I stueetagen er der en lille egyptisk udstilling, og der er også nogle kineserier, men vi er kommet for at se noget af lokalområdets historie og finder den polske afdeling med venlig hjælp af en kustode.

Udstillingen er fin, og der er udstillet fund fra tiden, før Danmark sidst blev forvandlet til en isterning. En montre med store knogler og en stødtand viser, at mammutter engang var på spisekortet.

Handels- og indflydelsesruter er fint markeret på plancher og kort, og stribevis af fladskærme viser animationer, hvor man f.eks. kan se, hvordan der blev gravet flint, eller hvordan man byggede huse.

Venlige kustoder viser vej, men kun få taler engelsk. Damen i billetkiosken udenfor vinker venligt farvel, da jeg nikker og smiler til afsked.

Skilt i ul. Poselska Skilte i ul. Poselska
Klik for større billede

Fra museet går vi til café Zakatek. Vi vil lige slappe af, inden turen går videre til kunst- eller apotekermuseet. Mens vi sidder med kaffen, begynder det at regne, og som i går sætter det fart i omsætningen. Regnen stilner dog hurtigt af, og stillet overfor valget mellem kunstmuseet eller apotekermuseet vælger Helle det sidste.

Det farmaceutiske museum

Jeg havde hovmodigt forestillet mig, at dette apotekermuseum på ul. Florianskas modestrøg ville være et par lokaler med krukker, mortere og et par giftskabe til turist-gys, men jeg tog grumme fejl.

Billet til apotekermuseet

Museet er et hus i flere etager med masser af møbler, billeder, genstande og redskaber fra apoteker gennem flere århundreder. Det er flot, velorganiseret og interessant.

Ved indgangen til hvert rum er der informationskort på flere sprog. Havde man været mere opmærksom i latin- og kemitimerne, havde man sikkert forstået mere af teksterne på de mange krukker og glas. Jeg trøster mig med, at jeg heldigvis ikke skal tørre støv af. Men imponerede, det er vi.

Brødsælger i ul. Florianska Kloakdæksel
Klik for større billede

Vi går tilbage på café Zakatek og får en frokost-sandwich, før vi går hjem. Den irske pub er stuvende fuld. I dag er man sikkert fælles om at pleje tømmermændene efter St. Patrick's Day. Hjemme på værelset er der et par timer til at slappe af, før turen går til saltminen.

Wieliczka saltminen

Man kan sikkert se saltminen på en billigere måde end vores. Man kan sikkert selv finde en bus derud, og man kan sikkert selv finde ud af, hvornår der guides på et sprog, man forstår. Men vi betaler gerne 120 PLN hver for den dovne komfort, som ligger i at blive hentet og bragt i en minibus og være medlem af en lille gruppe med engelsktalende guide.

Minibussen henter os kl. 16, og efter endnu 4 hotel-stop i kvarteret kører vi mod saltminen. Vores tur starter kl. 16:45, og forinden er der tid til at tisse af og købe en foto-billet til 10 PLN.

Vi starter med at gå 300 og nogle trin ned ad en trappe. Til sidst er man nogle og tres meter nede og lettere rundtosset. Herfra går det gennem minegange fra sal til sal, og vi kommer længere og længere ned. Mange steder har de fromme minearbejdere knoklet i deres fritid med at bygge kapeller og kirker og udhugge fromme statuer.

Glødende trappe Lysekrone i saltminen Minegang
Klik for større billede

Saltet i denne mine er klippesalt, som er hårdere end marmor. Saltet lå i lommer, og når saltet var brudt, lå lommerne tilbage som store sale. Hele minen er som en kæmpestor schweizerost med tunneller (minegange) fra hul til hul.

Turisterne kommer kun ca. 150 meter ned og ser kun ca. 1 % af minens samlede omfang. De dybeste gange ligger mere end 300 meter under jordens overflade. Saltklippens indhold af bl.a. jod bevirker, at bakterier vantrives, og især folk med luftvejssygdomme kan med fordel opholde sig i minen. Saltet præserverer også de bærende trækonstruktioner, og det er betryggende, når man hører, at nogle af dem er 150 år gamle.

Skulpturer i saltsten Det største kapel i minen Relief med den sidste nadver
Klik for større billede

Der brydes ikke længere salt i minen, men der udvindes stadig noget fra de store mængder vand, man pumper væk. Det er en flot og interessant tur, som slutter efter et par timer, hvorefter vi transporteres til jordens overflade i elevator.

Lysekrone

Aftensmad på Aqua e vino

Vi er hjemme ved syvtiden, og efter et kort hvil skifter vi mine-dresset ud med noget mere nobelt og går ned på Aqua e vino. Det smådrypper, men der er ikke langt.

Vi har ikke reserveret bord, men der er god plads. Det er fordelen ved at komme udenfor højsæsonen. Personalet genkender os fra i forgårs og hilser venligt. Jeg bestiller straks to prosecco til studierne.

Pigen reciterer, hvad de har i dag, som ikke er på menukortet. En af disse retter er ravioli med tatar sauce og - ikke får - men et dyr fra skoven, som ifølge pigens arme og mimekunst har horn. Vi gætter på vildt får eller ged af en slags.

Vi bestiller carpaccio af blæksprutte som forret. Helle vil prøve ravioli med den ukendte dyreart, og jeg bestiller Fegato alla Venezia con polenta. Hertil en Montepulciano d'Abruzzo 2005 "Pasqua" og vand med brus.

Carpaccioen er fremragende, og dyret i Helles ravioli viser sig at være rådyr. Min venetianske lever er velsmagende, men jeg mukker over, at den serveres med kartofler og ikke polenta som beskrevet på menukortet. Det glider da fint ned, men jeg undlader ikke at sige til den søde servitrice, at det kunne hun godt have sagt. Jeg ved godt, at kokken er skurken, men det er jo ikke ham, jeg kommunikerer med.

Der er kommet to italienske gæster. De skal ikke have menukortet, men sammensætter måltidet i dialog med værten Roberto. De skal have forskellige bruschette og så fisk. De vil have øl, og Roberto forhøres indgående om kvaliteten af den lokale Zywiec. Som var det en forhandling, når man til enighed, og gæsterne lægger ikke skjul på deres tilfredshed, alt som måltidet skrider frem.

Vi bestiller tiramisu og citronsorbet til dessert. Helles tiramisu er en ordentlig portion, og hun er nærmest i ekstase. Punktum sættes med en cremet espresso og en grappa på huset. Regningen lyder på 264 PLN. Utrolig billigt med danske øjne.

Vi vralter hjemad, og på vejen falder vi ind på den irske pub og får en Zywiec. Stemningen er lidt mat. Der er ikke så mange gæster, og der lugter af urengjort herretoilet. Nogle få irlændere er dog i højt humør. Hjem i seng!