På Telendos har man god tid

På Telendos har man god tid, og man når det hele. Hver dag når vi fx en morgentur, et formiddagsbesøg hos Ritas, frokost, siesta, afslapning, en aftentur, aperitif på Odysseia, aftensmad på en af tavernerne og stjerneromantik på terrassen.

Men så er vi også trætte og går til ro.

Hollænderen

Telendos

På Telendos kan man have sine særheder i fred. Tag nu fx hollænderen nede på Ritas. Han sidder dagen lang i krogen længst væk fra promenaden og læser, drikker kaffe og spiser.

Det har han gjort en måned om året i 11 år, siger Yannis på et tidspunkt, hvor hollænderen måske er på toilettet.

En dag møder vi hollænderen på promenaden, så han rører sig alligevel en gang imellem. Vi er overraskede, men hilser, for det gør man her.

Om at hilse

På sådan en promenadetur kan man nå at hilse mange gange: Kali mera, kali spera, goddag, godaften. Der er simpelthen for få mennesker til, at man kan bevare anonymiteten.

Og har man været her før, bliver man genkendt på førstedagens promenadetur. Familierestaurantens matriark med det nyeste barnebarn på armen siger "kali mera" med et stort smil, og den tætte, firskårne søn stikker på næven.

Håndfladen er som fyrrebark og kunne flå en ål uden at bruge tang. Han spør', hvordan det går, og vi udveksler behageligheder.

De gamle koner sidder i mørke kjoler uden for huset og nørkler med deres håndarbejde. De hilser også, og transistorradioen i vinduet sørger for en dosis af Guds ord. Vi kan sikkert godt trænge, og hvad gør det så, at vi ikke forstår græsk.

Solbrune børn fisker med snøre fra molen, og vi vinker til fyren, der serverer vores aperitif på Odysseia. Jeg ved ikke, hvad han hedder, men han sætter altid glassene meget forsigtigt, som var de eller bordet af krystal.

De serverer også lette måltider, som konen tilbereder, mens man venter. Deres lille datter har kun en hånd og er noget af det yndigste, man kan forestille sig

Retsina-aperitif Guldvand i havstokken
Klik for større billede

Når solen går ned, gløder Kalymnos' golde klipper og spejler sig i strædet, så det fyldes med guldvand. Det varer ikke så længe, men det er magisk.

Taverna Zorbas

Brød på Zorbas

Når vi studerer tavlen uden for Taverna Zorbas, kommer Mikes ud og hilser, hvis han ser os. Der spiser vi ofte, selvom stolenes fletsæder er umagelige. Mikes er høj og serverer med lange skridt, hans lattermilde kone laver maden.

Der er ikke så meget at vælge imellem på Zorbas, og vi vælger altid noget af det, som står på tavlen. Selv den langtidsstegte ged i tomatsauce er frisklavet og skal ikke vejen omkring mikroovnen. Ritas har mange flere retter på kortet.

Mikes er fra Leros, men det er nok ikke derfor, han har det med at blive lidt filosofisk. En aften spørger han, hvad der får os til at vende tilbage til Grækenland: Er det vejret, befolkningen eller maden?

Jeg går helt i stå. Hvorfor "eller" i stedet for "og"?