Slentre i Sliema

Hotellets morgenmad er kedelig, og restauranten er slidt. Man skal se sig for, hvis man vil have en ren tallerken eller kop, og stolenes armlæn småklistrer. OK, man får, hvad man betaler for - og det var billigt - men alligevel er der langt fra beskrivelsen til virkeligheden.

Via Sir Adrian Dingli Street kommer man tværs over halvøen til The Strand, hvor færgerne ligger. Det er herfra, man kan tage på havne- eller ørundfart, og langs The Strand ligger en stribe caféer og restauranter.

På vejen bemærker vi den lokale byggestil med gule stenblokke og karnapper i malet træ. Nogle huse har man malet med plasticmaling, som skaller af stenene i store flager, og det ser skrækkeligt ud. Mange huse har små religiøse figurer på muren ved siden af gadedøren, der som regel har en dørhammer.

Fra Sir Adrian Dingli Street i Sliema Hus i Sir Adrian Dingli Street

Dørhammer From udsmykning From udsmykning
Klik for større billede

På The Strand nyder vi en espresso med udsigt over havnen til Valletta og spadserer så langs kystvejen tilbage mod vores side af halvøen. Langs Tower Road er næsten alle traditionelle huse erstattet af betonkasser med op til 8 etager.

Solen skinner, og der står en frisk brise ind fra Middelhavet - lækkert vejr. Vandet er meget klart, og nogle bader og tager solbad. Der er mange naturlige "badekar" langs klippekysten, og sine steder har de fået en uddybende menneskelig hånd.

Færgen mellem Sliema og Valletta Balluta Bay set fra Tower Road på Sliemas nordside
Klik for større billede

St. Julians

Vi fortsætter ud mod St. Julians, hvor vi falder ind på The Mariner's Pub. En let sandwich med dåsetun i tomat + en pint af den lokale lager, Cisk, gør det ud for frokost.

Noget madtempel er det sandt for dyden ikke, men fra balkonen er der en herlig udsigt over Balluta Bay, indtil en pludselig byge driver os indenfor. Regnen stilner dog hurtigt af, og vi går hjem til siesta. Vi er stadig trætte efter rejsen og går ud som lys.

Et par timer senere kommer vi op til overfladen. Nede på hjørnet går jeg ind på Vino Veritas og bestiller bord til i aften - så behøver vi ikke gå så langt, når vi skal hjem. Tjeneren beder om mit navn og begynder at skrive noget med "Pi…" i bogen. Jeg tager pennen fra ham og skriver BENTZEN med blokbogstaver. "Are you Polish?" spør' han så.

Helle studerer menukortet udenfor. Vi kan få spaghetti med kanin, Spaghetti con corniglio, og det er da nyt! Vi slentrer langs vandet ud mod St. Julians; målet er en café, hvor livet bevæger sig forbi, mens vi sidder mageligt og betragter fremdriften.

Trafikken er livlig, og med mellemrum passerer en af de gamle gul-orange Bedford-busser. Disse gamle busser er et karakteristisk syn på Malta. Som i går er der mange lokale, der promenerer, og der er mange børn med cykler eller legetøj.

Bus på Main Street i St. Julians Malta-bus Malta-bus
Klik for større billede

I St. Julians' bådehavn, hvor husene i en halvcirkel kravler op af klipperne, er der turistliv på restauranterne. Hos San Giuliano er der parasolskygge, og vi bestiller espresso og vand.

Tjeneren spør' venligt: "How are you?".
Jeg svarer "Fine, thanks" og spør', om de har travlt.
"Næh" svarer han og fortsætter: "i øjeblikket er det nærmest afslapning, men senere kommer vi til at løbe som gale!".

Et par animerede selskaber (englændere) bæller hvidvin, og lige ved siden af maler et par maltesere deres træbåde i klare blå farver. Et lille skilt advarer med "WET PAINT".

St. Julians' bådehavn En af de traditionelle fiskerbåde - en luzzu St. Julians' bådehavn
Klik for større billede

På hjemvejen gør vi en afstikker til gaderne bag strandpromenaden. Her er alt meget residentielt og roligt. Mange huse har navne: "Broadway", "Lincoln", "Edison", "Warrior", "Per Gynt". Biler står tæt parkeret overalt, men sjovt nok hedder ingen af husene "Volvo" eller "Opel".

Middag på Vino Veritas

Om Vino Veritas

Klokken halv syv går solen ned. Lysene tændes, og ude på pynten i Paceville vågner kasinoets neonskilt. På Vino Veritas er der allerede pænt fyldt op - godt vi bestilte bord.

Til forret får Helle friterede maltesiske oste med salat, og jeg får svampe + rejer med svag hvidløgssmag. Store portioner! Til hovedret har vi bestilt spaghetti med kanin, og portionerne er enorme. Der må være præmie til dem, der kan spise op! Vi kunne have delt én portion og stadig have levnet.

Det er et sted med stor omsætning, og personalet vil tydeligvis gerne have folk ud i en fart, så der kan blive plads til nye gæster. For eksempel gik der ikke 30 sekunder, fra vores forrets-tallerkener var fjernet, til hovedretten blev serveret.

Vinen, vi får til, hedder noget med "Red Label", og er efter tjenerens og etikettens udsagn lokal, men det fremgår også af etiketten, at druerne er høstet i Italien.

Importerede vine er generelt noget dyrere end de "maltesiske", så vi er måske ude i noget med told og skat, og så har de vel heller ikke plads til at dyrke den mængde vin, der konsumeres. Efter ca. halvdelen af hovedretten kan vi ikke tvinge en bid mere ned og slutter af med kaffe og avec. Regningen lyder på 18,40.

Vino Veritas

59, Sir Adrian Dingli Street, Sliema. Tlf. 21 324273.
Åben 12 - 14.30 og 18.30 - 24.00.

Pizza- og pastarestaurant hvor der kommer mange lokale. Maden er veltillavet og priserne særdeles rimelige. "Normale" portioner er meget store, men man kan få nogle retter i en "small udgave", som også er 30% billigere.

Da vi var der om aftenen, blev der spillet halvhøj popmusik, som kan irritere, og vi fornemmede, at man gerne så os spise færdig i en ruf, så der blev plads til nye gæster; men betjeningen var skam venlig nok.

Prisleje: billigt.

Vino Veritas på Facebook

En Malta-veteran

Vi er ikke helt sengemodne og sætter os i hotelbaren. En ældre herre spør' venligt, om det er vores første besøg på Malta. Han er høj og solbrændt med kridhvidt hår og skæg.

Han vil tydeligvis snakke og fortæller, at han er kommet på Malta gennem 49 år. Første gang var med Royal Navy lige efter krigen, og siden har han været her mange gange med konen og datteren.

En gang boede de her i 18 måneder, da han arbejdede for flåden. For få år siden døde konen, og John tog herned igen for at mane spøgelser i jorden. Det lykkedes, siger han, og nu er han her igen på egen hånd.

Vi sludrer, og en lille tæt øldrikker fra Manchester slutter sig til selskabet. Han og jeg følges ad udenfor for at ryge. På Malta må der ikke ryges på f.eks. barer og restauranter. Det synes vi er OK, når det nu ikke kan være anderledes, "men hvorfor skal vi rygere behandles som spedalske?", spørger fyren fra Manchester.

Det bliver midnat, før vi kommer i seng.