Valletta, Maltas hovedstad

I dag er der ingen bacon og æg til morgenmaden; det er åbenbart kun en søndagsfornøjelse, medmindre man vil betale ekstra. Ved 10-tiden går vi hen til stoppestedet på Tower Road for at tage bussen til Valletta. Den ene fyldte bus efter den anden kører forbi uden at tage passagerer op, og hvis endelig de stopper, kører de ikke til Valletta.

Endelig er vi heldige - vistnok en 170'er. I forruden står et skilt med "Thank God", og ad omveje aser den gamle Bedford sig larmende til Valletta.

Thank God, står der på skiltet i bussen

Vi er kommet lidt for sent, for det myldrer med turister på hovedgaden, Republic Street. Mange barer, restauranter og forretninger har lukket om mandagen, så på en måde er det en lidt død dag.

Vi går os trætte i den lille by med de mange trapper - hele tiden går det op eller ned. De gamle huse er maleriske, og der er masser af atmosfære, men vi udskyder at se Stormesterens Palads (i dag præsidentpaladset), fordi køen er temmelig lang. Så hellere komme tidligere en anden dag.

Trapper i Valletta Trapper i Valletta

Republic Street Victoria Gate Valletta og noget af havnen Vasketøj i Valletta
Klik for større billede

Efter en kedelig baguette på torvet foran biblioteket går vi ad omveje til færgelejet for at sejle tilbage til Sliema. Men færgen er aflyst. En dame siger, at bølgerne er for høje.

Vikingernes ætling ser forundret på bugtens stille vand og tænker, at han kunne skabe højere bølger ved at smide en sten i. Men det får jo ikke færgen til at sejle, så vi klatrer op ad den stejle bakke og når varme ud til busholdepladsen ved springvandet foran byporten.

Aften og middag på Piccolo Padre

Efter siestaen går vi ud igen ved sekstiden. Mange restauranter har som sagt lukket mandag. Vino Veritas har åbent, men vi fortsætter ud mod St. Julians. Piccolo Padre ser ikke lukket ud, så vi finder en café i nærheden, Il Bocconcino, hvor vi får to dyre og tynde Pernod.

Kort efter vi har fået vores drinks, gør personalet klar til at lukke etablissementet, så vi bliver kun kort tid. Lidt længere ude er der et par pubber, men med deres spillemaskiner og ølskilte indbyder de ikke til at nyde en appetitvækker. Det blæser nu kraftigt, og tunge dønninger slår mod bolværket og sender skumsprøjt i vejret.

Klokken 19 træder vi som de første gæster ind på Piccolo Padre. Vi bestiller bruschette (ristet brød med tomat og tomat med ost) og linguini ai frutti di mare - tynd pasta med havets frugter (muslinger, rejer og sprutter). Hertil en hvid malteser, Marsovin Sauvignon Blanc, vinificeret i Malta på druer høstet i Italien.

Linguinien er rigtig god, men igen må vi levne. Det meste af fisken er sprutte med små sugekopper, men det er mørt - ingen gummiarme her! Espresso skal der til, og da de ikke har en ordentlig brandy, prøver vi på tjenerens anbefaling en Montenegro, som viser sig at være en bittersød størrelse, der sikkert er god for fordøjelsen. Vi bonnes for 17,15.

I hotelbaren sidder John klar med nye historier. Denne gang om hans tid i Namibia, hvor han ikke tog job som safari-bodyguard hos den fede hvide dame, der drak whisky som vand. Hvad han så lavede, og hvad der siden skete med den whiskyglade kvinde, får vi nok aldrig at vide, for Johns talestrøm og hammondorglet jager os i seng, og John rejser hjem i morgen.