"Don't follow me because I'm lost too" - tekst på maltesisk bus.

Til Valletta, Maltas hovedstad

I dag står Valletta på programmet. Skyerne over land er grå og svangre, så vi tager paraplyerne med.

Et modent par sætter sig forrest i den gamle bus. Manden beder på amerikansk chaufføren give besked, når vi når Valletta. Det var nu ikke nødvendigt - han vil ikke være i tvivl, når bussen tømmes ved Triton-fontænen.

Manden er barnligt begejstret for den gamle bus, det er tydeligt. Han kan ikke sidde stille, blikket finder hele tiden nye fascinerende detaljer og han smiler lyksaligt, som var en drengedrøm gået i opfyldelse. Måske er han Greyhound-chauffør hjemme i staterne, og så er dette en pilgrimsfærd.

Det var klogt at tage paraplyer med, for knap er vi kommet gennem byporten, før regnen begynder. Ikke voldsomt, men nok til at fortynde gadebilledet.

Valletta

Valletta er en af Verdens mindste hovedstæder: ca. 1 x ½ km. Den blev anlagt efter tyrkernes belejring i 1565. De gamle fæstningsværker lå da nærmest i ruiner, og den regerende Johanitterorden vurderede, at det nok var fornuftigt at bygge mere solidt og uindtageligt.

I det store hele fremstår Valletta, som da den blev bygget, og med sit gitter af lige og retvinklede gader er byen et af de første eksempler på det, vi i dag kalder byplanlægning. Biler kan køre på ringvejen og nogle få andre veje, men ellers kan kun fodgængere færdes, da der er mange trapper.

Det er en stemningsfuld og køn by med masser af interessante historiske huse og detaljer. Busterminalen ligger udenfor byporten ved Triton fontænen, og herfra går der busser til det meste af øen.

Vallettas markedshal

I markedshallen overfor Stormesterens palads i Merchant Street er der butikker i to etager - mest slagtere, fiskehandlere og grønthandlere. Det ser indbydende ud. Udenfor finder vi ly under en parasol og får to espressi. Det er en selvhenter ved en mut bartender, så jeg synes 1 £M er dyrt.

Markedshallen i Valletta Madonna i markedshallen Slagterforretning i Vallettas markedshal
Klik for større billede

Vi møder en samler

Samleren med sin hund, Rex

Ved nabobordet sidder en mand med en hund og gransker noget, der kunne være en tipskupon. Da han ser mig tænde piben, spør' han ivrigt, om mine tændstikker er svenske. Det er en af de halvstore Tordenskjold-æsker med pibetændstikker.

Jeg kaster den over til ham, så han selv kan se, og så bliver han for alvor ivrig. Han er samler og har flere hundrede æsker, og hvis han må få denne her, må jeg få en æske maltesiske eller en lighter eller…

Jeg synes, han skal have æsken, når han nu er så opsat, men jeg skal jo også kunne få blus på piben, så jeg erklærer mig villig til at bytte med maltesiske tændstikker. En erobring er også sødere end en foræring, tænker jeg.

Han råber til en af dagdriverne på bænken over os og smider en mønt. Fem minutter efter er jeg ejer af en hel pakke tændstikæsker, som jeg umuligt kan nå at bruge inden hjemturens sikkerhedskontrol. De maltesiske tændstikker er fremstillet i Tyskland og prydet med EU-flag.

Stormesterens palads

Tøjhusmuseet i Stormesterens palads rummer en stor samling våben. Det er ikke fordi den trækker voldsomt i os, men det regner stadig. Tiden skal jo gå med noget, og vi så gemakkerne sidste år. Museet har rustninger og middelaldervåben i massevis. Alene i de mange hjelmtyper er der materiale til en doktorafhandling.

En stormester-rustning Stormester-rustning Flere rustninger i Stormesterens palads
Klik for større billede

Frokost på Tony's Sicilia Bar

Hestevogne i Valletta

Det regner stadig, da vi kommer ud, og vi trisser ned til arkaden indenfor byporten. Himlen lysner, og det er som om, regnen stilner af. Vi sætter os og udskyder beslutningen om at tage hjem eller ej.

En pige med brochurer går frem og tilbage og antaster såvel maltesere som turister. Da hun spørger os, om hun må bruge et par minutter af vores tid, respekterer hun minsandten mit lakoniske "No", selvom det er tydeligt for enhver, at vi har tid nok.

Falder der mon noget af?

Efter en pibes tid er regnen næsten hørt op, og vi går ned på Tony's Sicilia Bar for at få frokost. Der er borde udenfor, men de er endnu dyngvåde, så vi får plads inde i det lille lokale. Vi er tidligt på den.

Vi får begge dybstegte scampi med fritter og salat. Et ungt asiatisk par sætter sig ved nabobordet. Han vil have søpindsvin og rødvin. Husets udvalg af halvflasker stilles op på bordet, og han vælger en på lykke og fromme.

Pigen, der ligner en porcelænsdukke, taster på den mobiltelefon, hun har implanteret i håndfladen, og nipper til sin cola og salat. Bordene og stolene udenfor bliver tørret af, og snart er de besat af spisende gæster, som iagttages af håbefulde katte og duer.

Skybrud i Sliema

Da vi tager bussen hjem, er klokken tyve minutter over et, og solen har fået magt. Tidspunktet er rigtig dårligt valgt, for det er siesta-myldretid, og der er meget varmt. Bussen snegler sig frem meter for meter. Når bare den er i fart, lufter det gennem de åbne vinduer, men det sker kun alt for sjældent.

En siesta gør godt og derefter en espresso på promenadecaféen. Vi skriver et par postkort og er ikke opmærksomme på, hvad der sker omkring os. Pludselig kommer regnen. Voldsomt.

Gæsterne flytter sig lidt, så de sidder i læ under parasollerne. Men regnen tager til og ledsages af kraftige vindstød. Der bliver næsten mørkt, det lyner og tordner øredøvende.

Vi må nu op at stå under parasollens midte for at holde os bare nogenlunde tørre. Caféen ligger lavt, og der løber vand til fra alle sider - selv op over fortovet ude fra kørebanen kommer det. Kloakkerne kan slet ikke tage fra. Vandet stiger. Vi stiller os op på parasollens fod, men snart er det heller ikke nok. Vi må op på stolene.

Skybrud i Sliema Skybrud i Sliema Skybrud i Sliema
Klik for større billede

Lige ud for er der et busstoppested, og passagerer træder lige ned i en rivende strøm. En af de unge tyskere på nabostolene har fået våde fødder, pløjer sig grinende gennem vandet og henter øl til vennerne.

Da det stilner en smule af, kommer jeg tørskoet ind på højereliggende område ved at bruge to stole som mobile trædesten. Helle, der har sandaler på, vader bare igennem.

Vi kommer nogenlunde tørskoede over gaden, og i hotellets lobby står et gult advarselsskilt på gulvet, som lige er blevet vasket: "Pas på - gulvet er vådt!"

Middag på Ponte Vecchio

Senere, da uvejret er drevet over, får vi et bord på Ponte Vecchio - inden døre. Helle får en hjemmelavet leverpaté til forret, og jeg får minestrone. Patéen er god, men suppen er aldeles kønsløs; jeg kan spore en aroma af kål, men ellers er det som at række tungen ud af vinduet.

Til hovedret har vi bestilt nationalspisen: kanin. Eller "wabbit", som vi har moret os med at sige med Elmer Fjot accent. Tomatsaucen er god og kraftig med et pikant pift af karry, men en maltesisk kanin er et magert gespenst med skøre ben, og denne var som tørstegt kylling. Grøntsagsblandingen med den forfrosne fortid trækker også ned, men de gratinerede kartofler er ok.

Helle får en lækker jordbær/marengsdessert, mens jeg nøjes med espresso og grappa. Vi bonnes for knap 21 £M. Det smådrypper, da vi skrår over gaden.