Tilbage til Napolis kaotiske mylder

Lørdag den 23. maj 2009

Vi har været en uge på Ischia, Napolibugtens grønne ø, og står nu på kajen i Napoli, hvor feriens sidste dage skal tilbringes - altså i Napoli og ikke på kajen.

Vi slæber kufferterne ca. 100 m, og så holder der taxier i en sidegade ned mod kajen. Chaufføren kender ikke hotel Palazzo Decumani og ved ikke, hvor det ligger, men det gør en af kollegaerne, som giver et par fikspunkter. Jeg vifter med bykortet og siger, at jeg ved, hvor det er, men det gør ikke det store indtryk.

Han kører dog uden svinkeærinder til labyrintens rette indgang, og efter at have fået dessiner af en lokal sodavandssælger holder vi for døren. 10 euro koster turen. Egentlig er der ikke længere, end man kan gå, men i denne middagshede havde det kostet et par liter væske, og fortovene er skrækkeligt ujævne for kufferterne.

Nu havde jeg jo egentlig forestillet mig en smøg, før vi gik ind, men vips står piccoloen der og forsvinder med vores kufferter, og så må man jo følge trop.

Værelset denne gang (nr. 305) er større end sidst (nr. 211) og er rigtig lækkert. Vi pakker ud, og så går jeg ned for at få den smøg, jeg blev snydt for. Klokken er ét, og da jeg træder ud i solen fra den svale lobby, er det som at få et slag for panden.

Eftermiddagstur og forfriskninger

Figurer og dukker
Neapolitanske figurer som ikke er lavet i Kina

Luften står stille i de smalle gader efter siestaen, og varmen er trykkende. I dukkemagernes gade, Via San Gregorio Armeno, ligger værkstederne side om side med deres udstillinger af små og store figurer samt kulisser til krybbespil - en neapolitansk specialitet. Et sted er der et håndskrevet skilt: "Prodotti non made in-Cina".

For enden af vejen, hvor den møder Via dei Tribunali, er der en kirke, hvor man kan komme ned og se det underjordiske Napoli. I morgen måske!

Jeg er groggy efter siestaen, og på et hjørne får vi en espresso stående ved baren. Til kaffen serveres et glas koldt vand fra Ischia. På "vores" sted med parasolskygge i Via Tribunali sætter vi os med cola og hengiver os til at betragte mennesker og folkeliv.

Et par med Politikens "Syditalien" under armen sætter sig på nabobarens naboterrasse. Senere går herren, der har hvidt fipskæg, ind på den forkerte bar for at betale, men ledes på rette vej til konkurrenten.

Trafikkontrol i Napoli

Den følgende episode har jeg tidligere beskrevet på min blog, så hvis du synes, du genkender noget, er det nok derfor.

En politibil med 6 antenner på taget og 2 betjente indeni parkerer lige ud for vores bord, og en trafikkontrol begynder. Betjentene vinker bilister ind til siden, gransker deres papirer nøje og sammenholder dem med lange lister på politibilens bagklap. Skal man mon have særlig tilladelse til at køre i den gamle by? Eller er det bare noget så banalt som forsikringspapirer?

Trafikkontrol

Jeg ved det ikke, men et midaldrende par i en støvet grøn bil med duelort på kølerhjelmen går lige i fælden. Den ene betjent taler med pædagogisk mine til manden, mens makkeren udfylder skemaer i stakkevis.

Bilisten ser resigneret og tæmmet ud, mens konen ligner en tordensky. Man kan lige se hende tænke, at dér røg de sandaler med guldsnører, hun havde udset sig i forretningen henne på hjørnet. Der skal skrives under mindst tre steder, og betjentene skriver under til vitterlighed.

Vi rejser os for at gå, netop som de næste ryger i fælden. Denne gang er det far, mor og to børn på én scooter og alle uden styrthjelm. Det er ikke noget særsyn, men i dag klappede fælden altså i Via dei Tribunali.

Man skal ikke nødvendigvis fare rundt for at opleve noget.

Tilbage på hotellet er sengen tæppet af, og det righoldige arsenal til en pudekamp er gemt af vejen i dybe skuffer. Vi vaskede hænder, da vi ankom, så der er også skiftet håndklæder.

Slentretur i det gamle Napoli

Boligkarré med vasketøj
Drenge spiller bold
Affald i Napoli

Ved halvsyvtiden føler jeg mig rastløs og går en tur i kvarteret, mens Helle bliver på værelset med sin bog.

Solen er ikke gået rigtigt ned, men i disse smalle gader er den under hustagenes horisont, og beboerne er rykket ud på gaden, hvor de nyder den relative kølighed. Nogle sidder ved små borde og spiller kort, andre sidder i klynger og snakker med bambinoer på skødet.

Fra tørresnorene hænger der vasketøj, og altankasser bugner af blomster. Biler snegler sig gennem menneskemængden, mens teenagere kører slalom på deres scootere og griner lykkeligt med hornet i bund.

Jeg drejer fra og går op mod Via dei Tribunali. Drenge spiller bold på et piazza. Jeg holder hele tiden udkig efter nye spisesteder, men ser ingen bortset fra små take away pizzeriaer. Små butikker er der masser af, og folk myldrer ind og ud, eller ekspedienten hænger i døren og spejder efter kunder og får sig en smøg.

Jeg går et stykke ned ad Via Duomo, men ser kun en enkelt ristorante, og den ser lidt snusket ud. Tilbage i labyrinten på vejen til hotellet er der væltede affaldscontainere, og drenge spiller fodbold på en lille plads med en fontæne. På fontænens kant sidder mænd og spiller kort.

Midt i dette pulserende mylder ligger Albergo Palazzo Decumani lidt tilbagetrukket med blankpoleret messingskilt. Glasdørene åbner automatisk, og jeg træder ind i en anden verden af sval luft, bløde tæpper og blanke overflader. Den velklædte kvinde i receptionen afbryder sin telefonsamtale for at sige "Buona sera", da jeg passerer. Napoli er mangfoldig.

Tilbage på Antica Trattoria da Carmine

Vi spiser på Antica Trattoria da Carmine, som vi besøgte den første aften i Napoli. De har gedekid på menukortet, men ikke i køkkenet. Det skal nok bestilles nogle dage i forvejen. Så efter skinke og melon får vi grillet lam med forskellige grillede grøntsager til.

Lammet er igen meget mørt og lækkert. Portionerne er ikke store, så der er plads til dessert, en cremebombe til hver, og så runder vi af med limoncello til Helle og grappa til mig.

Regningen lyder på 49 euro. Tjeneren har en lidt brysk facon, men det er et glimrende sted. Der er lukket mandag. Tirsdag og søndag har de lukket om aftenen, og onsdag til lørdag har de også åbent om aftenen.

Hjemme i hotelbaren får vi en gigant-Drambui. Portieren taler non stop i telefon, så jeg skriver på en seddel, at drinksene skal på værelse 305.