Udflugt til Pompeii

Vi står tidligt op og springer hotellets morgenmad over for at kunne være i Pompeii (eller Pompei eller Pompeji) til åbningstid kl. 8:30. Vi har i årevis drømt om at se Pompeii, og med den regerende hedebølge er det sikkert klogt at komme tidligt.

Vi går direkte til Circumvesuviana-stationen i Corso Guiseppe Garibaldi i stedet for til hovedbanegården. Det er tættere på og giver bedre chance for en siddeplads. Toget til Sorrento afgår 7:39 og er ved Pompeii Scavi 38 minutter senere.

Vi når lige at præventisse og få en kop kaffe, inden billetsalget åbner. En amerikansk dame står forrest i den korte kø og vil betale de 11 euro for billetten med en tyver; men billetdamen kan ikke give tilbage, og beder amerikaneren vente, til de har fået byttepenge i kassen.

Pompeii har ca. 2½ million besøgende om året, og så åbner billetsalget uden byttepenge. Hvor er det typisk italiensk!

Pompeii med Vesuv i baggrunden Faun Fra Pompeii - husalter?
Klik for større billede

Pompeii blev begravet og udslettet under Vesuvs store udbrud den 24. august år 79 e.Kr. Der er masser af sider om Pompeii på nettet, og et udmærket sted at starte er Rom-guidens rundvisning. Vil man vide mere om den dødsensfarlige vulkan Vesuv, kan man besøge Henning Andersens side vulkaneksperten.dk. Plinius den Yngres øjenvidneskildring (oversat fra latin til engelsk) af det store udbrud kan læses her.

Vesuv ligger vel ca. 10 km mod nord. Vulkanen står mægtig, men uskarpt i varmedisen og minder om, at det ikke er et spørgsmål om en tilsvarende katastrofe vil ske, men et spørgsmål om hvornår. Vesuv står ikke og tager trykket af med regelmæssige småprutter, men er en dødsensfarlig og eksplosiv dræbervulkan.

Vi går først ud til mysterie-villaen (Villa dei Misteri). Den ligger lidt uden for den antikke by, og på vejen passerer vi bl.a. Ciceros villa og en græsmark oversået med vilde valmuer.

Gade i Pompeii Mark med blodrøde valmuer Fra mysterievillaen, Villa dei Misteri
Klik for større billede

Der er allerede meget varmt. Heldigvis kan man finde skygge på denne tid af dagen, og tilbage i byen holder vi pauser og sniger os så vidt muligt langs husmurene. Godt man ikke skal halse efter en guide! Der er masser af små grønryggede firben, og også nogle hunde som kan være herreløse.

Pompeii er et meget fascinerende, men også meget stort sted. Nogle af de mere interessante huse er lukket pga. restaureringsarbejde eller yderligere udgravning, men der er så rigeligt at se på endda, og vi nærer ingen illusioner om at nå det hele.

Efter et par timer er solen ved at nå zenit, og skyggerne bliver små. Flere guider har en paraply som "vimpel", og det er smart sådan at have sin egen parasol. Vi har fået nok af Pompeiis tidskapsel for denne gang og søger mod udgangen. Der er drønvarmt, og vi er umådeligt glade for, at vi kom tidligt.

En ældre amerikansk dame er lige kommet ind, men har allerede erkendt, at hun ikke kan klare at gå rundt i varmen. Gruppens guide forklarer, hvordan hun kan finde vej til en café udenfor, hvor hun kan vente. Jeg har ondt af hende - tænk hvis hun har drømt om dette i mange år!

Retur til Napoli

Vi tjekker togtiderne og damper af med noget koldt i glasset på en café ved siden af stationen. Toilettet er på perronen. En ældre dansk kvinde har vand i øjnene, men ingen mønter til "tissekonen". Jeg forbarmer mig, røber min nationalitet og stikker hende en 10 cent.

Landsmænd bør hjælpe hinanden. Jeg kunne jo også have fortalt hende, at der er gratis toiletter ved indgangen 50 meter henne, men behovet syntes akut, og hvem ved, hvor lang køen er derhenne. Jeg spørger datteren, om de også skal med toget om lidt, men nej: de skal ind og se ruinerne nu. Stakler!

I toget er der også varmt. To amerikanere, som også har været i Pompeii, hopper af i Herculaneum kl. 12 for også at se denne attraktion. "Gale mennesker!" tænker vi, men måske har de hjemme i Death Valley.

På vejen hjem køber vi panini og noget at drikke. Trafikken på Corso Umberto er morderisk, men vi krydser med dødsforagt og når hjem. Paninierne fortæres på det dejligt svale værelse, og så er det tid til siesta.

Shopping

Der er hedt og trykkende, da vi går ud 16:30. Luften er tung af udstødningsgasser, og jeg tænder piben for at yde mit bidrag.

I Via dei Tribunali finder vi efter nogen varm strejfen et salumeria, som sælger parmesan til 10 euro/kg. Det er en lille smal tarm af en forretning med en 2 meter lang delikatessedisk for enden.

Jeg beder om et kilo parmesan, og fyren går i gang med at slagte en ost på størrelse med en møllesten. Han bruger en kort bredbladet dolk og skærer ind nogle steder, til den tørre ost flækker. Processen gentages nogle gange, til han står med en klump, som kunne være et kilo.

Vægten siger godt 1400 gram. Han spørger, om det er i orden? Jeg trækker på det, men Helle siger glad "Si!", og vi får ham til at flække klumpen i to.

Udenfor bemærker jeg den lille tiggerdreng, Mario, aflevere nogle cellofanindpakkede cornetti til sin mor. Dem har han nok fået af en barmhjertig forretningsdrivende. Mario guffer en cornetto i sig, mens de runder hjørnet til en af de mørkere og mere skumle gader.

I en af de lidt turistede butikker køber vi en flaske limoncello fra Ischia til 5 euro. På Ischia kostede de det dobbelte i souvenirbutikkerne. Intet under at de var så gavmilde med smagsprøver. Vi går hjem og kommer til os selv på det svale værelse. Hvem pokker kunne også forudse hedebølge i maj måned? Dette kunne jo være august!

Aperitif og aftensmad på Osteria Pisano

Ved syvtiden går vi hen på vores aperitifsted i Via Tribunali. En mor står med en purk på 2 - 3 år og snakker med bedstemor og nogle flere. Purken har en sut i munden, og som altid overøses børn med kærtegn og opmærksomhed.

Et par gamle koner i natkjole og morgenkåbe stavrer over gaden til caféen, men omstændighederne afholder ikke en bilist fra at give dem et dyt med på vejen, da de af gode grunde ikke flytter sig hurtigt nok.

Heldigvis har Antica osteria Pisano på den anden side af Via Duomo åbent. Vi er der 20:10 og får det sidste bord tæt ved den åbne dør. På dette tidspunkt er alle gæsterne turister. Det er ikke så underligt, for som jeg tidligere har nævnt, er der ikke ret mange restauranter i dette kvarter.

Til forret får vi marinerede ansjoser og marinerede blækspruttearme i mundrette bidder. Sprutten er dejligt mør og smager i retning af letsaltet tunge - meget lig den sprutte-carpaccio vi fik på Aqua e Vino i Krakow 2007.

Til hovedret får vi begge scallopini al limone med tomatsalat og frites. Portionen er ikke stor - kun 2 tynde skiver kød, men det passer os glimrende, for så er der plads til dessert: panna cotta med honning.

Lige overfor er der en kirke med en lille plads foran, og hvor der er en åben plads, er der drenge, der spiller bold. En noget større dreng blander sig i legen og dominerer spillet med hårde spark. Over for smådrengene kan han rigtigt vise sig.

Regningen lyder på 47 euro. Der er ikke langt hjem, og vi nyder turens sidste Drambui af hver vores guldfiskebowle. Godnat.


Tirsdag den 26. maj 2009

Hjemrejse

Det meste blev pakket i går, så der er kun det løse. Vi checker ud efter morgenmaden og bestiller en taxi til 9:45, som kan køre os til lufthavnen.

Jeg siger: "l'areoporto" til chaufføren, og han spørger, om jeg taler italiensk. Da jeg svarer "en smule", pludrer han løs, som var jeg indfødt. Som noget af det første spørger han, om vi kunne lide Napoli, og da jeg bekræfter, bliver han rigtigt vennesæl og taler endnu hurtigere.

Han anbefaler varmt en tur til Sorrento og Amalfi, fordi der er så smukt. Han rynker på næsen af Circumvesuviana og siger, at vi i stedet skal ringe til ham - så vil han give os en god pris. Jeg tvivler stærkt på, at han kan konkurrere med de billige togbilletter, men han skal jo prøve at sælge varen.

Han forklarer (tror jeg nok), at der er trafikprop i midtbyen, og at det er derfor, han vil tage motorvejen - det er ikke fordi, vi er turister. Han slipper rattet for at vise, hvordan han vil køre udenom byen. Jeg nikker og siger: "capisco" ("jeg forstår"), hvorpå vi næsten sidder fast i en trafikprop nær hovedbanegården. Proppen opløses på magisk vis, og snart er vi på motorvejen, hvor trafikken glider glat.

Da vi kommer frem, står taxameteret på 21,70. Han trykker på en knap, så displayet viser "ERROR", og spørger, om det er i orden, og det er det da. Jeg stikker ham 30 og får en femmer tilbage. Fair nok.

Chaufføren griber galant Helles kuffert og bærer den i spurttempo over gaden. Gammelfar må selv slæbe sin. Vi mødes på halvvejen, giver hånd og siger "arrividerci!"

Vi er gennem check in køen på ca. 20 minutter. Damen har et eller andet problem med vores bagage, og vi venter længe, mens hun snakker med computeren. Endelig får kufferterne strimler på samt en supplerende skriggul strimmel med ordet "HOT".

Hun mener måske, det kommer til at knibe med tid i München, hvor der kun er 45 minutter mellem flyene. Hun siger dog ingenting og bekræfter bare, at bagagen er checket ind hele vejen til Aalborg.

Da vi letter, går det først ud over havet og derefter i en bue ind over land igen. Lige under os til højre står Vesuv med åben mund og holder vejret.