På opdagelse i det gamle Rom

Morgenmad i refectorium

Fra hotellets gårdhave

Vi spiser morgenmad 8.30. Hotellet har ingen restaurant, og for at få morgenmad skal man over gården til klosterets refectorium, spisesalen. Væggene prydes af religiøse billeder og sentenser.

Der er kakler på gulvet, og det skramler højlydt, når man rykker i en stol, og akustikken får uvilkårligt alle til at tale lavmælt. En ældre nonne tøffer rundt og holder buffeten forsynet.

Morgenmaden er nu ikke noget at råbe hurra for. Brødet er nogle gummiboller, som kan være bagt for flere dage siden, og alternativet er fabrikstoast i cellofan. Kaffen er bitter og skal bides over, hvis den ikke spædes med mælk. Det er noget, der kan sætte fut i peristaltikken.

Guidet bustur

Vi går hen på Termini. Herfra arrangeres busrundture med engelsktalende guide, og det må være sagen for at få en fornemmelse af byens layout. Den to-etagers airconditionerede bus fyldes med turister, og rundturen varer fra kl. 10 til 11.40.

Vi får ganske rigtigt et indtryk af geografien, som kan supplere bykortet. Det med den engelsktalende guide er dog så som så. Helle og jeg er ikke de eneste, der har svært ved at forstå guidens taleflom. Accenten er så tyk, at det amerikanske par bag os ikke forstår et kvidder (hører jeg dem sige til hinanden).

Pantheon

Tilbage på Termini finder vi bus nr. 64, "gramseruten", som vi har læst om. Den kører gennem det meste af byen, og i mange Rom-guider advares man mod lommetyve og gramsere, der har gode kår, fordi bussen som regel er fyldt til bristepunktet.

Den bus, vi er med, er dog ikke overfyldt, og til Helles store fortrydelse er der heller ingen der gramser. Vi står af på Lgo. Argentina. Vi vil ind i den gamle bydel, og øverst på dagsordenen står Pantheon - det gamle tempel med hullet i loftet.

Pantheons søjlegang Pantheons kuppel I Pantheon
Klik for større billede.

Pantheon blev bygget på kejser Hadrians (118-25 e.Kr.) bud som erstatning for et ældre tempel. Det specielle ved Pantheon er den enorme betonkuppel, hvis diameter og højde er 43,3 m.

I midten af kuplen er et hul, og sollyset herfra er den eneste lyskilde. Kuplen blev støbt i beton med et træskelet som forskalling. Kunsten at støbe i beton gik senere i glemmebogen, og desto mere imponerende må bygningsværket da have været.

Pantheons kuppel og den dramatiske solstråle fra kuplens top, templets eneste lyskilde, gør os passende andægtige. Det er et imponerende bygningsværk, og når man så tilmed tager alderen i betragtning...

Her ligger prominente personer begravet, såsom maleren Rafael og en konge eller to, men vi er ved at være lidt brødflove og begiver os afsted for at finde et passende frokoststed.

Frokost

Her i det gamle kvarter med de krogede og smalle gader mister man let orienteringen. Vi passerer flere banker og bemærker de bevæbnede vagter, som sveder bravt i skudsikre veste. Rom er andet end turister.

Vi går ind på en restaurant, som ser indbydende ud. Vi har endnu ikke vænnet os til den romerske døgnrytme og er tidligt på den. Der er ingen andre gæster, og der dukker heller aldrig nogen tjener op.

Jeg vil ikke ud at lede i køkkenet, hvorfra vi hører lidt aktivitet, så vi benytter lejligheden til at få tisset, og går så videre for at finde et sted, hvor man gider passe butikken.

Vi finder et nyt sted på et lille piazza, får spisekortet udleveret og beslutter os. Jeg lægger afventende menuen på bordet. To andre turister kommer ind og får straks udleveret "vores" spisekort, som åbenbart er husets eneste med engelske undertekster.

Damen vender derpå tilbage til os med blyant og blokken klar og starter sin ramse med "Antipasti, pasta...". Jeg får hende bremset og spø'r om hun taler engelsk. Det gør hun ikke, og så er vi jo lidt på den.

Skal jeg have en chance for at bestille, må jeg have spisekortet, så jeg kan pege, og beder derfor om "la lista", idet jeg med tegnsprog gør begribeligt, at jeg vil pege bestillingen ud.

Gudhjælpemig om gimpen så ikke slår med nakken og går sin vej med himmelvendte øjne! Uforskammede mokke! Vi sidder betuttede i 2 minutter. Så rejser vi os og går. Der er sgu' grænser.

Retfærdigvis skal det siges, at det er den eneste gang, vi bliver dårligt behandlet. Bortset fra denne episode mødes vi overalt med venlighed og høflighed hele ugen (naturligvis bortset fra tyveriet af Helles rygsæk, men herom senere). Men i Rom har man jo også haft nogle tusinde år til at vænne sig til turister.

Nu er der ved at være krisestemning. Maven knurrer agressivt. Vi prøver lykken for tredje gang, denne gang et sted lige ved siden af Tasse d'Oro, hvor man skulle kunne få noget af den bedste espresso, som findes.

Det er ganske tæt på Pantheon, så vi er gået i ring. Denne gang er lykken med os. Den ældre tjener taler ikke engelsk, men han er elskværdig og hjælpsom, og vi får uden besvær bestilt suppe og pizza.

Ved nabobordet sidder en vindtør ældre herre og gufler et kæmpemåltid i sig. Han gør os begribeligt, at vi skal krydre grønsagssuppen med krydderolie. Vi drypper forsigtigt i, til han siger stop.

Vi takker ham høfligt - og med god grund: krydderolien giver virkelig suppen et pikant pift. Jeg tror, det er chili. Oh, de romerske grønsagssupper! Den store portion suppe havde egentlig været nok sammen med det friske brød, men nu har vi jo bestilt pizza, og så fanger bordet i bogstavelig forstand, omend vi må levne.

God mad og god betjening. På 1. sal må de have haft en balsal, for på et tidspunkt starter en lind strøm af turister ned ad trappen med det udskårne trægelænder. Strømmen vil ingen ende tage - der må mindst være to busfulde.

Bagefter ærgrer det mig lidt, at jeg ikke listede op for at kigge - med alle de mennesker må der være meget mere plads end i stueetagen.

Frokostens pris

Der er varmt nu, og vi tager hjem for at holde siesta. Det er blevet lidt sent - klokken er henad 3. Da vi senere tager over til Trastevere, hævner den bastante frokost sig. Vi har slet ikke appetit til at spise aftensmad.

Vi får et glas hvidvin på den behagelige fortovsbar, vi fandt i går, vi spadserer en tur for at samle appetit, får endnu et glas hvidvin et sted, men appetitten udebliver stædigt, så vi opgiver og tager bussen hjem til Via Cavour. Lidt skal der indenbords, så vi køber et par tørre panini'er (brød med fyld) i en bar.

Aftenvejret er behageligt, så vi finder den fortovscafé nær hotellet, hvor vi fik morgenkaffe den første dag. Selvom det skråner lidt, sidder man behageligt, når først stolen er blevet placeret rigtigt, og vi får et par fadøl.

Øllet er vildt dyrt, men hvor smager det godt! Tjeneren er i øvrigt englænder og gift med indehaverens datter, og han forstår at hygge om folk. Ja, egentlig er han vel slet ikke tjener - han er skødesløst påklædt og har vist normalt til opgave at feje fortovet, siger han og peger på et usselt ris, men det er sikkert en fordel at lade ham tage sig af turisterne.

Der er noget eventyrligt boheme over ham, og han er god for en sludder og en vittig bemærkning. Det har været en lang dag, og vi dapper hjem i seng.