Sightseeing i Rom

I dag får vi morgenmad kl. 8. En halv time tidligere! Det er fint at komme tidligt ud af røret, så man kan komme rundt, inden det bliver for varmt. Gummibollerne er ikke friskere end i går.

Colosseum

Billetkø til Colosseum

Vi har planlagt at se Colosseum og har ingen problemer med at hoppe på den rigtige bus, som kører os lige til døren. Der åbnes for besøgende kl. 9, og vi er der kl. 9.15, inden billetkøen for alvor bliver lang.

Det er allerede varmt med skyfri himmel, og Helle ser længselsfuldt på skyggen længere fremme. Det er nu ikke slemt; vi er inde efter et kvarter, og da er køen allerede meget længere, end da vi kom.

Colosseum er selvfølgelig vildt imponerende, selvom det fremstår som en ruin. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan det må have været, da det blev brugt.

Udenfor går udklædte gladiatorer og romerske legionærer rundt i fuld antik mundering. Vil man slippe en skilling, kan man fotografere dem eller blive fotograferet sammen med dem.

Den udgravne kælder

Konstantins triumfbue ved Colosseum
Klik for større billede.

Forum Romanum og Capitol

Vi ser os mætte på Colosseum og går via Forum Romanum op til Capitol. Himlen er skyfri, og der er mere end lunt, og vi bevæger os som altid mest muligt i skyggen.

Det er godt, vi er taget herned så relativt tidligt på året. Senere i juli/august tror jeg ikke, vi ville kunne klare heden og være aktive samtidig.

Fra Forum Romanum Capitol Og hvad har vi så her på Capitol? Michelangelos trappe
Klik for større billede.

Nu man er på Capitol, burde man jo nok besøge museerne, men vi er ikke i museumshumør og går ned ad Michelangelos trappe til Pz Venezia forbi det prangende mausolæum.

Vi kaster os nu frygtløst ud i trafikken, når vi skal over gaden. Frisk og frejdigt træder man ud, stirrer det nærmeste vilddyr stift i øjnene, og det slår (forhåbentlig!) aldrig fejl, at han så bremser.

Vi går ned i de små gader i den gamle bydel og får på et cafeteria turens billigste espresso: 1 cappucino og 1 espresso: 4500 lire.

Trevifontænen og den spanske trappe

Vi er i sightseeing-humør og har sat os for, at vi vil se den spanske trappe. Vi passerer Trevi-fontænen, hvor pladsen er tætpakket med turister, og cruiser NNØ. Indtager en sandwich undervejs, men heller ikke mere - vi skal ikke gentage gårsdagens fadæse og miste appetitten til aftenens kulinariske opdagelsesrejse!

Det er noget ganske særligt at gå rundt i Rom. Overalt møder man historien. Snart passerer man nyt, og snart passerer man gammelt, og på en forunderlig måde virker det helt naturligt.

Mange af husene har disse særlige gyldne farver, som jeg ikke kender navnene på, med det ser godt ud, og flere steder ser man også taghaver og tagterrasser.

Vi finder nemt den berømte trappe, men det er nu drønhedt, og det er næsten ikke til at se trappen for turister. Varmen og spadsereturen har gjort os møre, så fremfor at bestige trappen finder vi nedgangen til metroen for at tage til Termini.

Men vi kan ikke gennemskue skiltningen. Selvfølgelig kunne man bare spørge en eller anden, men vi spadserer i stedet et stykke tilbage for at tage en bus. For første og eneste gang stiger vi på en forkert bus, men det er ikke værre, end at vi bare hopper af igen, går et lille bitte stykke og så kommer med en, der kører til Termini.

Det er godt at komme hjem og slappe af. Helle er helt kvæstet af varmen og spadsereturen og falder i dyb søvn. Jeg kan sjældent sove på denne tid, men slapper i stedet af på sengen med nogle puder i ryggen. Tager noter til dagbogen og læser lidt i Per Pallesens bog for at lade op til aftensmaden.

Et bedre kort over Rom

Vi skal have et bedre bykort. Jeg har før turen korresponderet og aftalt besøg i en skakklub, men den ligger langt pokker i vold nordvest for Vatikanet, og selvom jeg har fået skriftlig instruktion om hvilken metro og bus, vi skal med, ville det alligevel være rart med et kort, så man kan se præcis, hvor det er.

Der ligger en boghandel på hjørnet et par gader fra hotellet, men den har ikke et kort, der kan bruges. Det har de heller ikke på turistkontoret på Termini, men i den store boghandel på Termini finder Helle en kortbog som dur. Den er udgivet af den romerske automobilklub, og jeg finder stedet. Godt - så er det til en side.

Aftenfred i Trastevere

Vi er blevet forelsket i Trastevere og tager derover igen. Vi er ved "stamcaféen" lidt i 18, men det er åbenbart for tidligt - tjeneren er først lige begyndt at sætte borde og stole frem på terrassen.

Så vi går i stedet en tur i kvarteret. Ikke kun for at se og indsnuse den særlige atmosfære, men også for at udse os et spisested til senere. Kursen fører os tilbage til stamcaféen, som nu er åben.

Vi er ved at vænne os til romersk tidsregning og vil slå et par timer ihjel før aftensmaden. Og kan man tænke sig noget bedre sted end her? - I selskab med en flaske Greco di Trufo, 1999, samt noget af det gode vand med diskret brus ("frizzante")?

Der er lunt og dejligt. Vi bare sidder. Livet og turister passerer revu. De lokale spillemænd kommer igen forbi. Der er den lille gamle prop med saxofonen og "stoneface" med den slidte harmonika.

Denne gang har de en tredje og yngre musikant med i truppen. Han spiller også harmonika. De spiller faktisk ganske godt. Repertoiret har vi hørt før, men hvad gør det? Også denne gang hoster vi gladeligt op med en skilling, da truppens Benjamin går rundt med cola-kruset.

Egentlig har man mest lyst til bare at sætte tiden i stå og så mumificere, men tiden er nu så fremskreden, at det efter romerske normer ikke er uanstændigt tidligt at spise, så vi finder vej til det Osteria, vi udså os tidligere.

Hvad vi ikke havde bemærket tidligere var de små papirslapper på bordene, som signalerer "reserveret". Der er nu fyldt godt op med gæster udenfor, og tjeneren er nær ved at beklage, da der heldigvis kommer endnu et par, så en opredning til 4 personer hurtigt kan splittes op til 2x2.

Stedet er godt. Vi får bruschetta m/tomat, spaghetti carbonara, og til hovedret får Helle kalvefilet i stærk tomatsovs. Jeg får grillet spædlam. Vi har endnu ikke lært, at vil man have salat eller andet tilbehør, skal det bestilles separat, men vi får såmænd rigeligt endda.

Husets røde ledsager er en behagelig Montepulciano d'Abbruzzo. Dessert kan vi godt klare, og det bliver Tiramisu (kalorie-kage) til fruen og citron-sorbet til herren. Vi runder tilfredse af med hhv. cappucino og espresso, mens vi lytter til gademusikanterne.

Selvom det er halvsent, er der stadig lunt, så vi siger tak for i aften med en pilsner på fortovscaféen nær hotellet. Englænderen er der ikke denne gang.