Palatinerhøjen

Ved morgenbordet er der ingen gummiboller. Jeg har forlængst opgivet duellen med de genstridige kugler, så mig rører det ikke, men Helle vil gerne have noget mere solidt end cellofan-toast og fanger nonnens opmærksomhed.

Det fromme væsen kan kun tale italiensk, men et spørgende "Pane?" forstår hun straks og svarer med et beklagende "Esto finito". Det kan ikke misforstås, og så må også Helle kaste sig over cellofanen.

Egentlig havde vi planlagt at være planløse og blot se på forretninger og caféer, men vi ombestemmer os og tager i stedet på Palatinerhøjen, som vi snød os selv for den anden dag, hvor vi tog turen fra Colosseum over Forum Romanum og Capitol.

Og det er ikke nogen dårlig beslutning. Vejret er meget smukt, og ditto er Palatinerhøjen. Her er grønt og fredeligt, en historisk interessant oase midt i storbyen. Her boede de absolutte spidser, højt hævet over hoben.

Vi går rundt og ser det meste, og besøger minsandten også museet. Vort eneste museumsbesøg denne uge! Der er ikke spor i vejen med museer, men er man i Rom for første gang, kan man lige så godt først som sidst erkende, at det er umuligt at se mere end en flig af det hele, og vi vælger altså museerne fra.

Her, første gang, drager det levende Rom os mere, og på sæt og vis er byen jo i sig selv et spillelevende museum.

Klik for større billede. Circus Maximus - væddeløbsbanen. Klik for større billede.

Palatin. Klik for større billede. Udsigt til Colosseum. Klik for større billede. En af Farnese-pavillonerne. Klik for større billede. Ved Domus Augustana. Klik for større billede. Klik for større billede.
Klik for større billede.

Frokost og strejftog i den gamle by

Vi bliver et par timer, lover hinanden at det ikke er sidste gang og går så ned i den gamle bydel omkring Pantheon for at finde et frokoststed.

Fremfor at sidde udenfor i solen foretrækker vi at sidde inde, og vi får serveret en let ret, som ikke spolerer aftenappetitten; fettuccine med tomat, squash, rejer og persille. Enkelt og meget lækkert.

I Roms små gader

Et sted i nærheden så vi forleden en lille forretning med ure af keramik, men som før nævnt er det ikke så let at orientere sig hernede i de krogede gader. Det lykkes os dog at genfinde stedet, og vi køber et par ure med misse-motiv.

Derimod lykkes det os ikke at genfinde forretningen, hvor vi har set penisformede nudler i forskellige farver. Det var en skam - dem ville jeg godt have set i min søsters pastasalat. Vi opgiver og tager hjem til siestaen.

Regn og mellemspil

Ved 17-tiden vågner vi op til dåd, men efter bad og omklædning tordner og styrtregner det. Og så på min fødselsdag! Ved 18.20-tiden er det dog klaret så meget op, at vi vover os ud.

egnen har renset den trafiktunge luft. Bus nr. H bringer os med siddepladser direkte til Trastevere. Det havde nok været hurtigere at stå af på Pz Venezia og gå derfra, for pga. myldretiden snegler bussen sig de sidste få hundrede meter frem til broen over Tiberen. Men pyt, vi sidder jo ned!

Vi stiler direkte mod vores stamcafé, vinhandelen med udskænkning. Grundet vejret er der ingen borde udenfor i dag, så vi bænker os lige indenfor den åbne dør.

Denne gang får vi et glas Traminer Aromatico - man skal jo ikke blive vanedyr. Tramineren er behagelig, men har ikke megen bouqet. En amerikansk dame er på importkøb. Hun går målbevidst efter investeringsobjekter i den dyre ende.

Det begynder at regne igen, så vi investerer målbevidst i endnu et glas hvidvin og en lille flaske frizzante-vand. Denne gang bestiller vi Greco di Tufo. Man skal ikke eksperimentere hele tiden. Butikken er hyggelig med vinreoler fra gulv til loft, og der er nok at se på. Færdslen på gaden er behersket pga. regnen.

Fødselsdagsmiddag på La Cisterna

Klokken nærmer sig halvni, regnen stopper og vi slentrer et par gader ned bagved til La Cisterna, som er en af de restauranter, Per Pallesen anbefaler i sin bog.

Vi studser lidt over den langstrakte facade med skiltet "Hotel Cisterna". Er stedet virkelig så stort, og hvor skal vi egentlig ind? Vi skal jo ikke på hotel...

Italiensk musik med harmonika og smørtenor toner ud, og vi ser nok lidt tvivlrådige ud, da vi "kapres" af en ældre tjener med rødt skærf om den solide talje. Vi bliver høfligt bænket ved en hvid dug lige udenfor et lokale med et større selskab.

Det er herfra musikken strømmer: harmonika, guitar og en ældre mandstenor giver O Sole Mio for fuld damp.

Vi studerer menukortet og har netop besluttet os, da overtjeneren himself i grøn silkevest kommer for at modtage bestilling. Han er enten professionel telepat, eller også har han våget og bare læst situationen.

Næppe har jeg som det første sagt, at vi gerne vil smage husets specielle antipasti, før han tilsyneladende umotiveret og med et "Just one moment" farer bort.

Før jeg når at tænke: "Hva' pokker gik der af ham?" står han stolt og fremviser et stort ovalt fad med gylden ovnstegt spædlam og kartoffelstykker. Det ser himmelsk ud, og det dufter himmelsk, og han kunne jo ikke vide, at det var hvad vi ville have bestilt alligevel: "Abbachio al forno".

Det falder helt naturligt at se overbeviste og "solgte" ud. Før hovedretten vil vi dog have en primo piatti, en forret, og vi be'r om "Fettuccine al Papalina" (eller noget i den retning).

Den får også rosende omtale af Pallesen, men overtjeneren foreslår straks, ja dikterer nærmest, at vi i stedet skal have to slags pasta, fettuccine og ravioli, så vi kan smage dem begge.

Mod denne mand kan vi intet gøre eller sige; han har os i sin hule hånd. Jeg beder om husets røde og noget vand 'con gas', og dette valg anfægter han ikke.

Link til La Cisternas hjemmeside

Husets røde er en fed, ung og robust Merlot, og hurtigt efter står antipasti på bordet. Det er på dette tidspunkt selskabet i det tilstødende stemmer i med deres hjemlands vemodige:

"Oooouug, dén der' født i januar, han raaaijser sig op. Ta'r glaaa Z for mun-nen og tømmer det te bun-nen, te bun-nen, te bun-nen... osv.

Det var danskere, og de teede sig, som var det en grisefest på Mallorca, dengang "Den med tyren" var nationalvin i Danmark. Nå, et muntert lag virker altid mere brovtende, når man står udenfor og selv er ædru, men repertoiret var unægtelig et antiklimaks ovenpå O Sole Mio.

Senere bliver selskabet heldigvis (behændigt) gelejdet ned i kælderen, hvor den originale restaurant fra 1632 befinder sig et par meter under nutidens gadeniveau. Dér er også brønden, La Cisterna, som har lagt navn til stedet. Gamle hvælvinger og jordslået fugtig lugt, men unægtelig en attraktion.

Vores pasta fordeles behændigt af en ungtjener. Den smager himmelsk og spædlammet bagefter guddommeligt. Diskret krydret med rosmarin og åh, så mørt, så mørt. Englene synger, men overdøves af selskabet i kælderen.

Vi træffer i fællesskab den beslutning, at der er plads til dessert. Det er der egentlig ikke, men når vi begge siger det, lyder det mere troværdigt. Vores utrættelige overtjener med de tusinde øjne bestemmer, at vi skal have jordbær med is.

Jordbærrene er bittesmå og drysset med sukker. Faktisk er de ikke noget særligt - danske bær i sæsonen er meget bedre, men isen er mums: et strejf af chokoladesmag og kraftig smag af hasselnødder. Åh! Vi runder af med cappucino til Helle og espresso til Eric.

Det er ikke billigt, små 800 kr. for hele herligheden, men det var hver en lire værd. Overtjeneren tager professionelt afsked med håndtryk og ønsket om, at alt har været tilfredsstillende. Mon ikke!