Det er hjemrejsedag. Vi sover længe og når lige morgenbordet før lukketid kl. 9. I dag er der brød og til en afveksling frisk og sejt i stedet for tørt og sejt. Toget kører først i aften, og vi får lov at deponere bagagen i receptionen.

Siesta på Palatinerhøjen

Billet til Palatinerhøjen

Med fire lækre panini'er som madpakke tager vi så til Palatinerhøjen. Her vil vi tilbringe de varme timer i skyggen. Vi orker ikke at storke rundt i dag, og her er dejlig fredeligt med fuglesang og en blid brise.

Vi finder skygge under et træ, og bøgerne kommer frem. CNN's vejrudsigt i morges viste, at regnområdet fra i går nu er over Balkan, og at Italien igen har højtryk, så paraplyer og jakker fik lov at blive i kufferterne. På et tidspunkt trækker nogle skyer op, men de giver ikke regn.

Fra Palatinerhøjen. Klik for større billede.  

Ved 15.30-tiden vover vi os ud af skyggen og forlader Palatinerhøjen. Vi går ned mod Colosseum for at tage en bus, men kommer til at gå højre om, hvilket medfører en afstikker til Neros hus på højen lige overfor.

Der er nu ikke meget at se. Måske går vi den gale vej, men energien er ikke til helgardering. I stedet napper vi en bus. Ganske vist er der kun et par stoppesteder til Pz Venezia, men hvad gør det, når man har kort?

Forleden så vi et grøntmarked nær Trevifontænen, og der vil vi hen for at fouragere frugt til hjemturen. På vejen falder vi dog ind på en café ("snackbar"), hvor vi indtager turens dyreste forfriskninger: godt 11.000 lire for espresso + cappucino og 9.500 for en fadøl på 20 cl. Halli-hallo!

Ved siden af ligger der vist et ministerium eller noget i den dur. En bevæbnet vagt står og sveder i sin skudsikre vest, når han da ikke gør honnør for de sorte flydere, som kører ud af porten.

Et ulasteligt jakkesæt henter kaffe fra snackbaren, og når en embedsmand i Armani-dress er stik-i-rend-dreng, må det være noget særligt. Vi skal videre, men i dag er der ikke skygge af marked, så det er åbenbart kun en eller flere bestemte dage. Øv!

De sidste indkøb og ventetid

Ved 17-tiden tager vi en bus til nærheden af hotellet. Jeg har forregnet mig hjemmefra med den medbragte tobak. Beholdningen er ved at nå bunden, så jeg prøver en lokal tobakskiosk.

Minsandten om ikke de har Mac Baren i exportkvalitet. Exportkvalitet er når pungen er forseglet. Hjemturen er reddet! I nærheden har vi tidligere spottet en viktualieforretning, som vi har øremærket til tag-mad-med-hjem-køb, og åh hvor kunne man købe vildt ind her!

Der er oste, pølser og lækkerier en masse, men skidtet skal jo også slæbes, så vi behersker os til parmesan + pølse samt øl, vand og to små flasker hvidvin.

Fortovscafé nær hotellet

Herfra slentrer vi hen på fortovscaféen overfor kirken Santa Maria Maggiore, hvor vi indtog vores første morgenkaffe, da vi ankom. Den italiensk gifte englænder går igen rundt på slap line og hyggesnakker med turist-gæsterne. Det bliver til mere end én af de dyre fadøl, mens armbåndsuret klarer nedtællingen.

Bestjålet!

Lidt i 20 henter vi bagagen på hotellet og trisser ned på banegården. Når vi nu har god tid, kan vi lige så godt være der i god tid. Vi stiller os i venteposition på hjørnet af en lukket kiosk, og der er 40 minutter til afgang.

Helle vil profylakse-tisse, og dér står jeg så og vogter kronjuvelerne: 2 kufferter, en rygsæk og et net. En ung mand kommer hen og spør' mig om noget. Jeg fanger det ikke rigtigt - han taler italiensk og lavmælt - og be'r ham gentage.

Han gestikulerer med mobiltelefonen i den ene hånd og spørger vistnok om vej til Pz Nazionale. Jeg siger spørgende: "Piazza Nazionale?", og han nikker. Jeg er trådt et skridt frem for bedre at høre, hvad han siger, og forklarer ham, at Pz Nazionale bare er ud af døren og ligefrem. Han takker høfligt og går.

Jeg træder mit skridt tilbage og opdager omgående, at Helles rygsæk er væk.

Er den nu væk? - Ja, vel er den væk, den er her jo ikke, men havde hun den med sig? Der kunne jo være nogle kvindelige toiletartikler, som var nødvendige... Jeg kan ikke gøre andet end vente, til Helle kommer tilbage.

Jeg håber, men er ret overbevist om at jeg har været offer for et professionelt tyveri, hvor den unge mand, som spurgte om vej, var afledningsmanøvren. Og ganske rigtigt - kort efter dukker Helle op uden rygsæk.

Jeg sætter hende hurtigt ind i situationen, og hun bli'r rasende. Farer afsted for at se, om hun kan få øje på sækken, men det er naturligvis håbløst i Terminis mylder.

Den er forlængst over alle bjerge. Helle kommer modløs, men stadig rasende tilbage. Nu er der ikke længe til, at toget kører, så jeg drøner hen på banegårdens politistation for at anmelde tyveriet.

Der er kø. Jeg kigger på klokken og møver mig brutalt frem, hvilket jeg ellers aldrig kunne finde på. Men nøden osv. Jeg spø'r den kvindelige betjent, om hun taler engelsk.

Hun ser træt ud og ryster på hovedet. "Sprechen Sie Deutsch?", prøver jeg. Igen en uendelig træt hovedrysten. Jeg kaster alle hæmninger overbord og spør': "Parlés Vous Francais?", og minsandten om ikke hun svarer: "Un peu".

Med nervøse øjekast til armbåndsuret forklarer jeg på bedste pidgin-fransk, at "le valise (med tegnsprog for at forklare, at det ikke er en kuffert, men en rygsæk) ...de ma marie est volé avec sa passeporte - disparu - ...bla...bla....

Hun begriber trods træthed essensen af mit volapyk, skubber træt et anmeldelsesskema på flere sider over skrivebordet og dropper mig straks for næste kunde. Endnu en dum turist ekspederet.

Jeg har sgu' ikke tid til at udfylde italienske skemaer - toget kører om et øjeblik! Jeg grifler Helles navn og adresse ned og løber.

Helle står stadig og koger, og det er der ikke noget at sige til. Agtelsen for mine evner som kuffert-vogter kan ligge på et meget lille sted, selvom jeg forklarer tyvenes professionelle fremgangsmåde med afledningsmanøvre og det hele.

Stil dig aldrig på et hjørne med bagagen, hvor tyve kan nærme og fjerne sig uset på et øjeblik! Rygsæk, pas, læsebriller, bøger, kosmetik m.m. er væk, men vi må afsted. Heldigvis har jeg billetten i min skuldertaske, og provianten er i nettet.

Her og nu er passet det værste, men det går vel i det europæiske Schengen-samarbejde? Vi må se.

Hjemad mod de lyse nætter

Nattoget nordpå adskiller sig ikke fra det, vi tog sydpå, bortset fra at toiletterne er knap så uhumske næste morgen, og at liggevognskonduktøren skifter fra casual til uniform.

Af en eller anden grund har konduktøren kun taget billetter og ikke pas i forvaring, så Helle undgår at blive anholdt som illegal immigrant. Torsdag morgen skifter vi til hurtigtoget, som skal bringe os fra München til Hamburg.

Jeg indtager ugens bedste morgenmad i restaurationen. Helle har tidligt gnuflet en panini fra i går og har ingen appetit. Som på udturen går det meste af tiden med læsning afbrudt af rygepauser i baren.

Vi skifter i Hamburg og får selskab af 3 midaldrende ægtepar i højt humør. De har været i Berlin, og den får ikke for lidt med rom og cola til damerne og dåsepils til herrerne.

Når colaen slipper op kan hindbærbrus bruges, og jeg tvivler på, at den planlagte sammenkomst med grillkyllinger bliver til noget - lillemor er vist blevet for træt. De hjælper hinanden af i det søndre Jylland, og der er roligt resten af vejen til Fredericia.

Her er tid til en Frankfurter med brød, og jeg køber en knaldroman, som jeg ikke får læst færdig, inden vi er i Aalborg kl. 23.40. En rygsæk og et pas fattigere, men en del oplevelser rigere.