Til Frascati - igen!

Klokken 8:35 ruller lokaltoget til Frascati ud fra perronen.

Denne gang kommer der minsandten en konduktør, og da han ser billetten, får vi en lang smøre på galopperende italiensk. Det forstår vi ikke meget af, men det går vist ud på, at vi skal skifte i Ciampino - "Ciampino shjainzzzz!", siger han.

I starten er vi lidt forvirrede, fordi vi jo netop tror, at Albano er Frascati, men så går det op for os, at vi åbenbart havnede i Albano første gang, fordi vi ikke skiftede i Ciampino. Hvor pokker skulle man også vide det fra?

I Ciampino står den elskværdige konduktør af sammen med os, peger fremad og siger noget med "primo". Først nu går det op for os, at vi slet ikke skal skifte tog - vi skal skifte til en af de forreste vogne, fordi toget bliver delt.

Den forreste del kører til Frascati, mens den bageste kører til Albano. Sidste gang sad vi også bagest (hvorfor spadsere længere end nødvendigt?), og vi har ikke bemærket, at toget blev delt i Ciampino.

Klokketårn i Frascati

Toget ruller gennem vinmarker og olivenlunde, og efter cirka 10 minutter er vi ved endestationen. "Frascati" står der på skiltet. Som i Albano skal man op ad nogle trapper for at komme til byens centrum. Ganske som damen på turistkontoret sagde.

Luften er klar, sød og velduftende. Der er en imponerende udsigt over lavlandet, hvor en gråbrun kuppel af smog udpeger Roms placering. Vi går tur i byens gader, som er fulde af liv. Snart går det op, snart ned. Der er forbløffende mange butikker og forbløffende megen trafik for en by af denne størrelse.

Vi ser flere cantinaer, men det er lige tidligt nok at smage den lokale nektar, og ret beset tyvstartede vi jo for flere dage siden og har næsten dagligt fået et glas Frascati på vinbaren. I stedet puster vi ud med cola og espresso på en bar. Lige ved siden af baren er der en mindetavle på kirkemuren, som omtaler dengang Frascati blev bombet i 1943.

Mindetavle i Frascati

NELL'EDIFICIO A FIANCO DI QUESTA CHIESA
ALLORA SEDE DEL SEMINATIO
VISSE NEL DONO DI SE
S. E. MONS. BIAGO BUDELACCI
VICARIO GENERALE E VESCOVO AUSILIARE DELLA DIOCESI
TUSCOLANA-NOBILE FIGURA DI PASTORE - DAL 1926 AL 1962
MEDAGLIA D'ARGENTO AL VALORE CIVILE
Il Giorno 8 settembre 1943. In Frascati. In occasione di un violentissimo bombardamento aero. Mentre la popolazione superstite terrorizzata si receva al riparo attraverso i campi e gli infelici travolti dalle macerie restavano abbandonati al loro disperato destino. Con animo fermo e impavida determinazione. Mobilitava immediatamente. Quale vescovo aisiliare della diocesi. Tutto il clero regolare e secolare e si portava con esso dove maggiore era il bisogno di soccorso e assistenza. Riuscendo a salvare da sicura morte innumerevoli cittadini e concedendo onorata sepoltura alle migliaia di vittime. Encomiabile esempio di sublime dedizione al dovere e generoso altruismo. (Motivazione della medaglia d'argento)

Nær busstationen finder vi en skyggefuld bænk, hvor Helle parkeres, mens jeg prøver at finde det turistkontor, som to skilte henviser til. Det lykkes mig dog ikke, jeg opgiver og vender tilbage. "Parco Communale" synes at være et støvet gadehjørne, hvor alle skyggefulde bænke er optaget af pensionister.

Frascati synes at være en mondæn forstad - eller livlig soveby - til Rom at dømme efter huspriserne. Og det kan man godt forstå. Byen er køn, og luften er mærkbart friskere.

Manglen på bænke i skyggen driver os ned på stationen til toget 12.31. Her sidder vi rimeligt på stationens første sal. Bænken er af marmor og kunne for den sags skyld være antik. Under bordet foran mig ligger en 10-cent, som måske er tabt at de fjantede teenagere, som lige er gået ned på perronen. Jeg lader den ligge - der kommer nok en værdigere trængende.

Til højre læner en mand sig langt ud over rækværket for at plukke mirabeller, og fyren lige overfor stikker sin isvaffel i munden for at få hænderne fri og mimer til mig, at plukkeren bare skal have et lille puf for at ryge ud over rækværket. Vi griner sammensvorent, og jeg læser videre i min bog. Han må selv tage initiativet.

La Cisterna, Roms ældste restaurant

På vinbaren trisser bedste-mamma rundt i sin søndagskjole, men vi ser ikke noget til husets herre, den lille terrier. Dagens vandflaske er usædvanligt kold, så dagens isterninger ser mere til denne verden end tidligere generationer.

Udenfor La Cisterna

Allerede ved 20.30-tiden går vi ned på La Cisterna. Vi bydes velkommen af den samme overtjener som for to år siden, iført samme grønne vest. Vi vælger et bord udenfor. Henne i det fjerneste hjørne sidder en ældre herre og klimprer stille klassisk på en guitar. Jeg tror han varmer op: det er ikke hele stykker, men jeg genkender stumper af Bach og Villa Lobos.

Knap har vi sat os, før en ungtjener bringer to glas spumante, og med et latin-lover-blik til Helle kommer overtjeneren ilende med en lille blomstervase. Vi studerer på skrømt menukortet - vi ved jo, at vi vil ha' Fetuccini alla Papalina og Abacchio al Forno - og er ikke nået langt i teksten, før der kommer lækkert frisk brød med jomfruolie.

Præcis i det øjeblik vi når til kortets hovedretter, svinger overtjeneren ud ad døren med et stort fad gyldenstegt spædlam og lader rosmarinduften kildre. Var husets specialitet mon noget for herskabet? Vi foregiver overgivelse og siger "Si, grazie!".

Indenfor starter musikken. Det kunne være englene, der sang, men de italienske romancer leveres af en mandstenor og en guitar. Pavens fetuccini ankommer, og da den er spist, tager musikken opstilling ved vores bord. For to år siden var de vist tre, men nu er der kun to ældre mænd. Guitaristen og en meget lille tenor.

De må begge være over 70, og 80 kan ikke udelukkes for sangerens vedkommende. Stemmen skælver lidt af alder, men er i forbløffende form, og fraseringen er følt. Vi klapper og udbryder: "Bravissimo!". "A beautiful romance" siger guitaristen lidt genert - og helt overflødigt.

I det samme ankommer spædlammet, og guitaristen spørger, om vi kunne tænke os at høre mere senere? - Vi siger "Si!"

Lammet er mindst lige så godt som i erindringen. Mørt og perfekt krydret med rosmarin, der så let kan blive overdøvende. Vi kan ikke spise op, og pludselig står musikken der igen - overtjeneren har garanteret givet dem et vink.

Efter et par numre, står de og trykker sig i tavshed. Et flashback farer gennem min hjerne: en tjener i en Mel Brooks-film står og vipper på fødderne med en høj knirkelyd, til der falder drikkepenge af. Gud! De venter på drikkepenge!

Naivt troede vi, at musikken "var på huset", og jeg har kun store sedler! Der er ikke noget at gøre. Deres smil stivner en anelse, og de trækker sig diskret tilbage. Hvor pinligt. Vi må lægge rigeligt med drikkepenge og sikre os, at der også er til la musica.

Vi sidder i tavshed og nipper til husets røde merlot. Ups! Og vi sagde "ja", til at de skulle komme tilbage! Hvor dum har man lov at være? Vi fanger overtjenerens opmærksomhed for at bede om dessertkortet, men han kommer os i forkøbet med en flad trækasse, hvori der er små lå plasticbakker med skovjordbær.

Vi smager pligtskyldigst et hver. De er ikke noget særligt (og bittesmå) sammenlignet med danske sæson-bær, men vi siger "Si, grazie!", og pronto kommer to glas jordbær med hasselnøddeis. Isen er himmelsk, og med lidt sukker er jordbærrene heller ikke værst.

Efter desserten inviteres vi indenfor og ned i kælderen, som ligger en tre meter under gadeniveau. Her lå den oprindelige restaurant, og her er brønden, "La Cisterna", som restauranten af i dag har navn efter. På væggene har talløse gæster på Kilroy-manér skrevet deres navne på de antikke mure. Tja.

Fra La Cisternas kælder Brønden i La Cisternas kælder
Klik for større foto

Vi forlader Roms ældste restaurant. På en måde er det som at forlade en svunden tid. Utallige notabiliteter har spist her i årenes løb, og minderne svæver vemodigt. Jeg håber, at musikken fik del i drikkepengene.