Strejftog i Roms centrum

Helle vækker mig lidt over 8. Jeg har sovet som en sten. Morgenmaden er ikke blevet mere spændende siden 2001, og dog: Helle siger, at bollerne er friske og ikke seje.

Campo dei Fiori

På markedet Campo dei Fiori er der boder med en overdådighed af grøntsager, fisk, kød, blomster, krydderier, tøj, isenkram og hvad ved jeg. Grøntsagerne strutter af friskhed og kvalitet.

Tørret frugt og krydderier Frugt og grønt på Campo dei Fiori Grøntsager på Campo dei Fiori
Klik for større foto

Piazza Navona

Springvand på Piazza Navona

Varmt er det. Varmere end for to år siden, men det er måske bare et spørgsmål om tilvænning? Vi spadserer op på Piazza Navona.

Pladsen har sin ovale form efter det stadion, som lå her fra det 1. århundrede. På tribunerne var der plads til 33.000 tilskuere. Pladsen er stor og luftig med plaskende fontæner af bl.a. den flittige Bernini, og i dag er der huse i stedet for tribuner

En cola i skyggesiden er godt. Billig er den ikke, men så åbnes dåsen også af en tjener i hvid jakke, og vi sidder i første parket til fontænen.

Guldstatue på Piazza Navona

I den bagende sol står en mandshøj egyptisk statue af guld og tiltrækker sig turisternes opmærksomhed. Efter en tid lang krøller statuen kostumet af sig og går sveddryppende ind i skyggen. En anden tager over. Det må være forfærdelig varmt.

Isterningerne fører en kort og hektisk tilværelse, og da glassene er tomme, krydser vi over mod Pantheon. Her er sort af turister såvel udenfor templet som inde. Der afholdes messe, så vi fortrækker diskret. Der er altid en anden gang.

Piazza Minerva

På Piazza Minerva nær Pantheon står Berninis lille elefant sørgmodigt med sin lange snabel og døjer med en obelisk på ryggen. Kirken har indmurede mærker, som viser, hvor højt Tiberens vande har stået gennem tiderne. Den stakkels elefant ville være druknet. Før man byggede murene langs floden, gik den ofte over sine bredder, og at Rom oprindeligt blev anlagt på 7 høje er næppe tilfældigt.

Berninis elefant på Piazza Minerva Vandstandsmærker Mærker i muren markerer Tiberens vandstand
Klik for større foto

Går man fra Piazza Minerva ned mod Largo di Torre Argentina, passerer man butikkerne med "Arte Sacra", hellig kunst. Her er alt, hvad paterens hjerte kan begære af udstyr - fra ydmyge olielamper til juvelbesatte alterkalke og prægtige messehageler.

Largo di Torre Argentina

Fra Argentina-pladsen

Midt på Argentina-pladsen er der en udgravning med gamle tempelruiner. Byens gadeniveau i dag ligger flere meter højere end for et par tusinde år siden, og i hullet ligger der katte overalt blandt ruinerne.

Flere hundrede katte bor her og fodres af den Romerske pendant til kattens værn. Fra pladsen går adskillige busser mod Termini, og vi tager hjem til en tiltrængt siesta. Varmen er nu meget pågående.

Aften i Trastevere

Efter siestaen tager vi igen over på Trastevere. Det er alt for tidligt at spise, men vi vil finde Vicolo del Leopardo, den lille gyde hvor restaurant "La Botticella" ligger. Gyden er så lille, at den ikke er aftegnet på mange bykort. Du finder den ved at gå ned ad Via Scala fra Piazza Santa Maria in Trastevere. Første vej på venstre hånd hedder Vicolo del Cedro, og så er Vicolo del Leopardo første gyde på højre hånd.

Den er som sakset ud af den romantiske spaghetti-scene i Disneys tegnefilm "Lady og Vagabonden". Husene læner sig ligesom mod hinanden, så tørresnoren kan nå på tværs, og La Botticellas to rækker borde udenfor optager næsten det halve af gadens bredde.

Dørene er åbne, men der er ikke en sjæl at se. Jeg går ind i tusmørket og fremsiger et par høje "buon giorno!". Mamma Botticella dukker op og hilser med et venligt "buona sera!". Nå, ja - ok. Hvornår går man officielt fra dag til aften?

Mamma kan ikke engelsk, så jeg kaster mig ud i at bestille bord på italiensk. Til klokken 9 og helst udenfor, "a fuori, se possibile?". Det er heldigvis muligt, men jeg må hjælpe med at transskribere det underlige navn, "Bentzen".

Vi finder en fortovscafé på Via Scala. Indenfor spiller et klaver evergreens i sin helt egen rytme, og udenfor passerer mange lokale forbi. Man stopper op, hilser pænt og veksler et par ord.

En ung mand ved nabobordet passer guldsmedebutikken lige overfor. På barens fortov kan han fordrive tiden med en sludder og en forfriskning og samtidig holde øje med, om der skulle komme kunder. Der kommer ingen kunder, mens vi er der, men for skams skyld går han lige over i butikken, mens klaveret præsenterer en ny fortolkning af "As Time Goes By".

Vi slentrer ned på vinbaren i Via della Lungaretta, hvor stolene er mageligere. Der er mange flere gademusikanter end i 2001. Der er bestemt også flere tiggere. Og turister.

Der er jo nok en sammenhæng. Måske er tiggeriet mere lukrativt i dag med Euro, end det var med Lire? Tidligere svarede en hel håndfuld småmønter og småsedler til det, en 10-cent er værd i dag.

Restaurant La Botticella

Klokken 9 indfinder vi os på La Botticella. Vi var her første gang den søndag i juni 2001, hvor Roma vandt det italienske mesterskab i fodbold. Dengang fik vi bl.a. Trippa (kallun = komave) i tomatsovs. Sovsen var himmelsk, og her i hjertet af Trasteveres labyrint var der nogenlunde fred for de vilde fans, som kørte rundt med hornet i bund for at fejre sejren.

Uopfordret serveres en lækker bruschetta med tomat. Som første ret bestiller vi Rigatoni alla Romana og dernæst lam i eddike-/vinsauce med mixed salat. Hertil en god Chianti med vand.

Salaten kommer først og solo. Den var egentlig tænkt som tilbehør til lammet, men skik følge… Det er den bedste salat jeg nogensinde har fået. De små tomater er søde og saftige, og den grønne og røde salat er komponeret af udsøgte blade. Kompromisløs friskhed, sprødhed og velsmag. Ingen bitter rucola her. Strimler af fennikel og små skiver sød gulerod giver ekstra smag og bid.

Det er husets datter, der serverer. Efter salaten kommer hun med lammet. Jeg får forvirret fremstammet, at vi da vel først skulle have vores primi piatti - vi har jo bestilt Rigatoni. De har selvfølgelig klokket i det i køkkenet, for pigen fatter sig hurtigt og siger, at de kommer - "arrivano". Nå ja, så lad os da tage pastaen bagefter.

Jeg er distraheret af lammets velduft og burde have bedt hende tage det tilbage, for efter en tredjedel af det delikate lam, står pastaen pludselig på bordet. Nu bliver vi sure. Pastaen ser lækker ud og lugter godt, men det kan for pokker ikke være meningen, at vi skal have flere retter på én gang, så alt bliver koldt, før vi er færdige.

Jeg har fået nok af datteren og går ind til Mamma og brokker mig gebrokkent, og så tager hun affære med undskyldninger. Da vi nu er godt i gang med lammet, dropper vi pastaen, og Helle får i stedet dessert, en lækker citronkage. Jeg trænger ikke til mere og nøjes med espresso. Trods forvirringen et fremragende måltid. Her kæles virkelig for kvaliteten.

Vi går tilbage til Via della Lungaretta, men den er nu så pakket af mennesker, at man kun kan bevæge sig i sneglefart. Det er bare for meget, så vi snupper en sidegade og overhaler kødpølsen.