Fra Caius Cestius' pyramide til centrum

Vi har planlagt en tur til pyramiden og beboelseskvarteret vest herfor. I dag vil vi ikke træde i fodsporene fra sidst.

Bussen har stoppested på Via Cavour nogle få meter fra hotellet. Helle bliver mistænksom, da hun ser, at bussen ikke kører på "giorni festivi".

Jeg argumenterer for, at søndag da umuligt kan være en festdag, men jo: en ældre herre med en noget ældre hund stopper op, og fortæller os venligt, at bussen ikke kører denne vej om søndagen.

Søndag er altså en "giorno festivo", og minsandten om ikke hverdage kaldes for "giorni feriale"! Vi går i stedet op til Termini og snupper metroen. Selv søndag morgen er den tæt pakket med mennesker. De fleste står som os af ved pyramiden på Piazzale Ostiense.

Cestius pyramiden Mindetavle ved den protestantiske kirkegård Vandflasken fyldes ved en fontæne
Klik for større foto

Egentlig pudsigt med en pyramide i Rom. I byen står adskillige originale egyptiske obelisker, som de gamle romere stjal i Egypten, men der er altså også en pyramide. Den er til gengæld ikke stjålet og er kun 36 meter høj.

Havde det ikke været for denne pyramide, ville man ikke have kendt til Caius Cestius, og udover at det er hans grav, ved man heller ikke noget særligt om manden. Ifølge en inskription tog det 330 dage at bygge den, men så er den også beklædt med hvid marmor.

Ved siden af pyramiden, uden for den gamle bymur, ligger den protestantiske kirkegård. Den ser meget lukket og låst ud, men på muren er der nogle mindetavler og kranse.

Vi spadserer vestpå langs den gamle bymur og efter en kort overgang med villaer er det karré efter karré af lejekaserner, indtil vi når Tiberen. På den anden side ligger Trastevere. Vi går nordpå langs floden. Fra mange vinduer hænger regnbueflag med ordet "Pace": fred. Den folkelige modstand mod krigen i Irak var stor her og demonstreres stadig.

Cykel på altanen

Vejret er smukt, men det bliver varmere og varmere, og da mennesket ikke lever af vand alene, drejer vi ind til højre, væk fra floden, hvor der ser ud til at være andet end blot lejekaserner.

Rigtigt nok: vi passerer mere end én bar med tomme borde i solen, før vi slår os ned i skyggen foran en bar ved siden af et supermarked. Her får vi for 1,4 Euro espresso og vand, mens vi underholdes af mammaer og grand-mammaer, der udveksler sladder og familienyt, mens de nyder deres før- eller efter-indkøbs-kaffe.

Vi er vel kun et par kilometer fra byens centrum, men her er ingen turister (bortset fra os, naturligvis), og det mærkes bl.a. på prislejet: 1,4 Euro for to espressi (gratis postevand) - på Piazza Navona kvier de sig ikke for at tage 3 Euro for én espresso.

Vi fortsætter langs Tiberen med retning mod midtbyen. Der er nu meget varmt, og jeg mærker en ubehagelig sviende fornemmelse mellem to af mine mest kødfulde muskler: varmen og spadsereturen giver friktion og begyndende hudløshed.

Et åndehul på Argentina-pladsen

Vi slår os ned på Argentina-pladsen. Servitricen er meget længe om at servicere. Hun ser også meget træt ud. Det er ikke så underligt, for hun går meget mere end nødvendigt, og det er hårdt i varmen.

De gamle romere kendte f.eks. ikke trillebøren, men de vidste dog, at man kan bruge begge hænder på én gang, og brugen af bakke var dem heller ikke fremmed. Så er hendes kollega langt kvikkere, da han dukker op.

På en bar overfor Termini får vi os en panino til frokost. Der er meget lummert, og i det fjerne buldrer det fra mørke skyer. Den forløsende regn holder sig dog til bjergene og når desværre ikke os.

Strejftog - og middag på Hosteria Gli Angeletti

  Fra Monti kvarteret

I aften gider vi ikke tage helt til Trastevere. Medvirkende til denne beslutning er min generende hudløshed. I stedet runder vi et lokalt hjørne, hvor vi har udset os et pizzeria. Her er imidlertid søndagslukket, så vi går videre ad Via Urbana (en lavtliggende parallelgade til Via Cavour) og drysser lidt rundt, til vi finder en tiltalende bar, hvor man kan sidde ude og nyde sin espresso.

Ikke langt derfra, på Via dell'Angeletto, finder vi spisestedet Hosteria Gli Angeletti, som ser godt ud. Det er dog endnu for tidligt og alt for varmt til at spise. Så vi lister rundt om hjørnet ved Hotel Duca d'Alba, hvor vi finder en Finnegan skotsk/irsk pub. Der er nogle få borde udenfor og masser af plads inde.

Ifølge italiensk lov må man ikke længere ryge på barer og restauranter, så vi sætter os ved det eneste ledige bord på fortovet. Næsten alle øvrige gæster lyder som herboende englændere og amerikanere.

Gæsterne ved det ene bord er mest englændere. Det mandlige islæt vil sikkert med tiden bidrage til at forfine det specielle hooligan-gen.

Pigerne bagved er mest amerikanere. Det kan man høre på accenten, men også ved at stemmerne ryger i falset hele tiden:

"I tell you, it was the most [op 2 oktaver] beauuuutiful [ned 2 oktaver] thing I have ever seen. [Op 2 oktaver] Eeever!!!".

Jeg siger noget om, at det er pudsigt, som folk søger sammen i det fremmede, og Helle svarer lidt ukoncentreret på grund af varmen: "Ja, mage søger mage". Jeg foreslår i stedet "krage søger krage".

Ved kvart i otte - tidligt - er vi nogle af de første gæster hos "Gli Angeletti", men det er nok fint, for vi kan da få et bord. Som aftenen skrider frem, må adskillige gå forgæves, fordi der ikke er plads. Der bliver heller ikke mærkbart køligere, som aftenen skrider frem. Kun når tjeneren haster forbi, lufter det lidt.

Som primi piatti får vi spaghetti carbonara, og som anden ret får Helle tynde skiver rødt oksekød (Angus) med porrer i gorgonzola-sauce. Jeg får kaninfilet i en pikant sauce med tomat, oliven, kapers og balsamico. Vi deler en salat og en husets rød.

Angus med porrer i gorgonzola-sauce Kaninfilet i pikant sauce

Det smager fortræffeligt, og der er mere end vi kan spise. De to tjenere har forrygende travlt og lider tydeligvis under varmen. Overtjeneren smider vesten, men den slags friheder kan junior ikke tage sig. Det er næsten svært at få lov at betale regningen, så travlt har de, men det lykkes da, og vi vralter mætte hjem.

(P.S. Vi besøgte Gli Angeletti igen i 2010. Måske stedet har fået nye ejere - det var meget skuffende, og vi vender ikke tilbage.)