San Sebastiano katakomberne

I dag står den på katakomber. Vi tager igen metroen til pyramiden og derfra bus nr. 118, som kører til Via Appia Antica - den gamle Via Appia.

Det er smart at køre det ekstra stop til bussens endestation ved pyramiden og få en siddeplads, for ved Circus Maximus fyldes bussen af en tysk gymnasieklasse.

Læreren står næsten på trinbrættet ved den midterste udgang lige foran mig, og jeg siger til Helle, at nu skal vi sikkert bare følge trop. Men da jeg ser et skilt med henvisning til San Callisto katakomberne, trykker jeg alligevel på stopknappen.

Bussen fortsætter imidlertid, og læreren spørger på tysk, hvor vi skal hen. Jeg svarer "Callisto", og han siger trøstende, at San Sebastiano katakomberne også er flotte.

Billet til San Sebastiano katakomberne

Først efter en kilometer eller to stopper bussen, og det er netop ved San Sebastiano katakomberne. Vi myldrer ud sammen med de tyske elever.

Læreren taler glimrende italiensk med billetsælgeren, og da det bliver vores tur, spørger billetmanden, om vi vil følge det tyske hold, eller om vi vil vente 10-15 minutter på en engelsk guide.

Tysk havde været OK, men tyskerne er mange, så vi vil sikkert få mere ud af at gå i et mindre selskab. Vi venter udenfor, og en minibus med 5-6 amerikanere ankommer. De har egen guide og chauffør. Et spædbarn hænger helt bedøvet på fars mave.

Underjordisk begravelsesplads

Den engelsksprogede katakomb-guide ankommer og leder os ned under jorden til katakombernes 2. sal, som hører til den ældste del. Tunnellerne, eller gangene om man vil, er udhugget i blød vulkansk tuf, og stort set alle grave er tomme.

Guiden forklarer, at de blev røvet af relikviejægere for flere hundrede år siden, da der var boom i relikviemarkedet. Den ældre amerikanske dame har svært ved at forstå, at man også tog knoglerne.

Basilikaens loft

Katakomberne og basilikaen ovenpå er viet til San Sebastiano. Han var soldat, prætorianer, og blev dømt til døden for at missionere. Der skulle imidlertid mere end et par pile til; han overlevede sin første henrettelse og fortsatte sin gerning. Da han blev henrettet for anden gang, bandt man ham til en søjle og tævede ham ihjel.

Amerikanernes baby, som var helt bevidstløs oppe i varmen, vågner op til dåd i køligheden under jorden, og da vi igen nærmer os overfladen, er ungen helt overstadig og pludrer løs om kap med guiden.

Udenfor er tyskerne ved at få styr på tropperne, og da de tydeligvis ved, hvor busstoppestedet er, følger vi efter som lydige skolebørn i den befalede "Gänzenmarch" (gåsegang). I bussen kommer læreren frem til os. Han spø'r venligt, hvor vi kommer fra, og da jeg svarer, at wir kommen aus Dänemark, komplimenterer han mig for mit tyske. Jeg svarer beskedent, at det nu går bedre på engelsk, og returnerer artigt, at han sørme taler glimrende italiensk.

Det forklarer han beskedent med, at han er latinlærer, og slår så høfligt over i engelsk. Latin! Hvor jeg dog hadede det terperi! Gammelt nag forgår ikke så let, men jeg må indrømme, at af en latinlærer at være er han faktisk forbløffende behagelig og elskværdig.

Han fortæller bl.a., at Callisto katakomberne, som guidebogen anbefaler, er overrendte af turister, og at man derfor får meget mere ud af at besøge San Sebastiano. Så når alt kommer til alt, var det nok et held, at jeg ikke fik trykket stop i tide.

Colosseum

Ved Circus Maximus tager vi afsked med tyskeren, og ved Colosseum snupper vi en bus til Piazza Venezia og slentrer rundt i kvarteret omkring Trevifontænen, før vi tager hjem og holder siesta.

Før vi går ud, ser vi lokal-TV. De snakker hurtigt, og vi kan ikke følge helt med, men billederne taler deres tydelige sprog: folk der drikker vand, bader tæer i fontænerne, spiser is og holder hovedet under vandhanen. Et skilt siger 35 grader i Rom. Intet under, vi synes der er varmt.

Englænderen på Caffé Fantini

Sidst på eftermiddagen går vi ned på Caffé Fantini og får et par skyggefulde øl. Englænderen underholder. I 2001 var han vel nærmest fejemand og turist-hyggeonkel på den italienske svigerfars bar. Nu er barens hans og konens, og han fejer ikke mere.

Aftenstemning på Caffé Fantini

Konen er 6 uger henne, og de har lige købt lejlighed af to meget gamle søstre, fortæller han. De gamle søstre får ham til at mindes, da han var antikvitetshandler i London, og hvordan han kunne lide at købe "gammelt skrammel" og pudse det op, så det kunne sælges.

Da han købte forretning, røg alle sparepengene, og om aftenen, når han havde lukket butikken, bar han møbler op fra forretningen til lejligheden, så de havde noget at sidde på.

Vi får også historien om bryllupsrejsen til New Zealand, hvor han fandt en antik tysk porcelænskandelaber i en afsides landsby. Han bar den som en baby i armene hele vejen hjem til Italien - selv i flyet, hvor håndbagage skal placeres under sædet eller i skabet ovenover, gav han ikke slip, og fordi han havde puttet den i en bærepose fra Taxfree, spekulerede ingen toldere på at se, hvad han beskyttede med så stor omhu.

Kandelaberen var et røverkøb, og han kunne tjene, han ved knap hvor meget og ruller med øjnene, på at sælge den i Italien, men det kunne han aldrig drømme om, for han holder så meget af den osv. osv.

Han har et utroligt snakketøj, men er på ingen måde anstrengende - bare hyggelig. Det er sjovt at høre hans syn på mange ting som tilflytter og fastboende. For eksempel gifter man sig ikke med en kvinde, pointerer han, man gifter sig med en familie, og i det samme må han løbe, for dér kommer bankmanden i sit jakkesæt, og de skal tale om lejlighedskøbet.

Med en tanke på, hvordan det skal gå kandelaberen, når barnet når frisbee-alderen, går vi hjem og skifter tøj.

Aftensmad hos L'Angelo di Napoli

L'Angelo di Napoli

Rundt om hjørnet ligger L'Angelo di Napoli, et af kvarterets mange spisesteder.

Vi får sæde i det fri af en tjener, som taler glimrende engelsk. Helle får skinke og mozzarella (to store bøfler), og jeg en ordentlig skålfuld venusmuslinger. Derefter mixed grill med en salat, som indeholder vel meget bitter rucola.

Der er rigeligt med kød: små lammespyd, en velkrydret farskarbonade, en meget mør schnitzel og et stykke noget sejt gris med ben. Hertil en karaffel af husets røde og en liter vand.

For fordøjelsen slutter vi af med grappa. 45 Euro for hele herligheden.

Dagen efter har min mave ikke glemt måltidet - mere om det på næste side.