Ostia Antica

I morgenmads-salen sidder en 20-25 tyskere. De må være kommet i går og synes fulde af energi. Snakken går livligt og forventningsfuldt. Jeg gad nok se dem ved middagstid.

Varmen har kuldkastet alle planer om at se Pompeii på en endagsudflugt. Planen var eksprestog til Napoli og derfra lokaltog til Pompeii, men vi ville først være fremme op ad formiddagen, og bare tanken om at gå rundt i Pompeii i middagsheden er uudholdelig.

Billet til Ostia Antica

I stedet vil vi i dag til Ostia Antica, Roms gamle havneby. Den blev opgivet i 3-400 tallet. Imperiet var ikke, hvad det havde været, og Tiberen ændrede sit løb. Den driftige by med ca. 100.000 indbyggere blev forladt og sandede til.

Vi tager metroen til pyramiden. Jeg sikrer mig, at vores ugekort også gælder til lokaltoget, og igen smiles der venligt af mit "italienske". I gratisavisen "Metro" står, at man ikke har målt så høje temperaturer i juni siden 1782.

Toget er pænt fyldt op. Det kører ud til havet, hvor man kan bade. To unge mænd har hver en stor plasticsæk fyldt med nye badehåndklæder. Der skal nok gøres forretning.

Allerede da vi lidt over 9 er i Ostia Antica er det smeltende varmt, og vi sniger os så vidt muligt rundt i skyggen. Langsomt! Det er et fascinerende sted - og stort. For stort til at vi orker at se det hele, men vi lægger specielt mærke til amfiteatret, det store bageri med de specielle stenkværne og et offentligt bad med smukke gulvmosaikker. Det lille museum rummer mange fine statuer, buster, sarkofager og freskomalerier. Lyst, luftigt og frem for alt køligt!

Amfiteatret i Ostia Et kig ind i et af husene

Sarkofag udenfor museet Fresko Gulvmosaik
Klik for større billede

Det er for varmt til at gå mere rundt blandt ruinerne, så vi returnerer til stationen ved middagstid. På vores vej møder vi adskillige turister i modstrøm. De får sig en varm oplevelse, men dem om det.

På stationen arbejdes der på den modsatte perron. En mand står i den brændende sol og banker løs på betonen med en lufthammer. T-shirten er slået over skuldrene, og han glinser. Intet høreværn - bare en smøg i kæften.

Tilbage til Rom

Vi kører væk fra havet og stranden, og der er siddepladser. Ved næste station stiger en Armani-mand på og sætter sig overfor Helle. Cremefarvet jakkesæt, matchende silkeskjorte og slips. Solbriller som et sort spejl. Her sidder vi og lider på plasticsæderne, og så ser han bare så cool ud! Freon i årerne og lige til Euroman.

Men inden længe ser jeg med tilfredshed, at han dupper panden, og snart efter tager han også jakken af. Forsigtigt, for ikke at skære sig på pressefolderne, lægger han den pænt sammen med foret udad. Da vi stiger af ved pyramiden, er pressefolderne på lårenes bagside mangfoldige, og der er fugtige pletter. Han er nok for ung til at være oppe på fuld freon-dosis.

Varmen tager appetitten, men det gør nu godt med en panino på Caffé Fantini, hvor der er frokost-travlt. I dag sidder vi klogeligt inden døre. Ved totiden er vi hjemme, og jeg spørger portieren, om der er gjort noget ved vores aitcondition, som jeg fejlmeldte i morges. Han siger noget med "pommerigio". Det forstår jeg ikke, hvorpå han siger: "later".

På værelset slår jeg "pommerigio" op i ordbogen. Det betyder eftermiddag. Altså er der håb, og da jeg vender tilbage ved femtiden efter et besøg på Internetcaféen, er der da også blevet mærkbart køligere.

Aften i Trastevere

Ved 19-tiden tager vi bus nr. H direkte til Trastevere og går uden svinkeærinder direkte til vinbaren og får vores Frascati med vand. Bedste-mamma tøffer rundt på sine opsvulmede ankler. De unge mennesker holder tydeligvis af hende; følger hende hen til et bord, varter hende op, snakker med hende og spøger med hende. En tjener fra naborestauranten kommer over og vifter hende.

Pace-flag i Trastevere

I aften vil vi igen spise på den rare restaurant La Villetta. Vi er kommet temmelig langt, da det slår Helle, at vi er gået uden at betale. Vi iler tilbage og fanger tjeneren, som åbenbart ikke havde tænkt nærmere over det.

Appetitten er mest til pizza i aften. Helle får en med zucchini-blomster og ansjos. Den er OK, men lidt fersk og tam. Min derimod med ost, tomat og en god speget pølse smager rigtig godt. Det levner plads til citronsorbet. Himmelsk!

Et større selskab tyskere optager restauranten indendørs. Der synes i det hele taget at være rigtig mange tyske turister i byen.

Drama i bussen

Sporvognen kommer med perfekt timing, og på Argentina-pladsen skal vi ikke vente længe på en airconditioneret 70'er. Efter et par stop bryder Helvede løs bag i bussen. Vi står ved midterudgangen og kan ikke rigtig greje, hvad der er sket, men folk råber og skriger vredt. Især en yngre kvinde råber højt. Vi forstår ikke et kvidder, så stærkt går det, og da hun råber "Polizia! Polizia!" til chaufføren, stemmer flere i som et kor. Har man mon grebet en lommetyv på fersk gerning?

Chaufføren kører dog uanfægtet videre. Kvinden bliver ved med at råbe op, men snart forstummer koret, og folk begynder i stedet at ryste på hovedet. Kvinden prøver endnu nogle gange med sit "Polizia!", men nu synger hun solo, og snart sætter hun sig ned og græder. Hvad der er sket eller ikke sket, står hen i det uvisse. En lommetyv eller tasketyv var det dog næppe - så var folkestemningen næppe vendt. Måske kvinden har følt sig forulempet, men i bussens trængsel kan meget ske.

Hjemme mærker vi med lettelse, at airconditionen virker igen. I gårdhaven sidder tyskerne i mørket omkring et bord, men de er meget stille. Vi bliver enige om ikke at slå vækkeuret til.