Pantheon og Piazza Navona

Tyskerne sidder ved morgenbordet, da vi kommer trissende, men det er en time senere i dag. Jeg beundrer diskret en meget stor tysk dame, der får Venus fra Milo til at ligne en ballerina.

Vi har ingen specifikke planer i dag udover at spadsere rundt i kvarteret omkring Campo dei Fiori, Piazza Navona og Pantheon. I bus nr. 40 skrumpler vi hen over Via Nazionales brosten.

Varmen og trængslen i bussen er kvælende, men det lykkes os at komme af. Når trængslen er værst, skal det sommetider planlægges flere stop i forvejen, så man kan bytte plads med de andre sild i tønden.

Fra Pantheon Lyset fra templets kuppel
Klik for større foto

Der er ikke messe i Pantheon i dag, og man kan tage sig tid til at beundre det storslåede tempel. Hvor føler man sig lille under den enorme kuppel, hvor gudernes lys stråler skarpt fra hullet i centrum.

Ulovlig parkering

Vi krydser rundt i kvarteret. Det er underholdende i sig selv at se, hvordan romerne parkerer ulovligt - på få minutter kunne der uddeles stribevis af parkeringsbøder.

Der er mange småforretninger og værksteder at kigge på, og husene er gyldne. På Piazza Navona finder vi et vandhul på den skyggefulde langside, men trods de horrible priser synes tjenerne ikke særligt ivrige. Vi sidder en tid lang og nyder skyggen, men da det tilsyneladende er umuligt at få kontakt med en tjener, rejser vi os og går. Vi har brug for mere end blot skygge.

Ved pladsens nordlige udløb er prisen for en espresso faldet fra 3 til 2 Euro, og tjeneren er på dupperne. Her er lidt mere gadelarm, og man sidder ikke i første parket til Berninis fontæne og obelisken, men hvad gør det, når colaen er iskold? På et tidspunkt kommer tjeneren med to små smagsprøver på chokoladeis, som smager himmelsk, men af uransalige grunde lader vi os ikke friste. Måske netop fordi det er så åbenlys en fristelse, og fordi vi er stivnakkede nordboere.

Frokost i middagsheden

Ved middagstid begiver vi os hjemad, men lægger vejen omkring Caffé Fantini for at få en frokost-panino. Jeg vil gerne ryge, så vi sætter os udenfor, hvilket er meget dumt. Bedre, at jeg havde røget forinden, så vi kunne have siddet køligt inden døre. Tjeneren står bag den lukkede glasdør, som vogter på køligheden, og holder øje med os og de andre tåbelige turister. Når der er behov, skynder han sig ud, ordner det fornødne i en fart og iler så tilbage til posten bag glasdøren.

Marmor i Rom

Kost og spand i Caffé Fantinis kælder

Der er meget marmor i Rom. Ikke blot statuer, men også mange bænke og sågar kantstene er af marmor. Besøger man en bar, er toilettet ofte i kælderen. Man skal ned ad en stejl trappe. Ofte hænger malingen i flager, og sandsynligvis er døren skæv, så den ikke kan lukkes. Men trappen? - Den er selvfølgelig af marmor.

Ved 16.30-tiden tager jeg af sted for at besøge Roms ældste skakklub, Accademia Scacchistica Romana, som skulle spille hver dag på adressen Via Re Tancredi 8 nær Piazza Bologna. Det er myldretid. Luften i metro B er iltfattig, og sardinerne gisper. Heldigvis varer turen til Piazza Bologna ikke mange minutter.

Det tager heller ikke lang tid at finde adressen. Det er et lejlighedskompleks med adskillige etager, men på navneskiltene ved dørtelefonen er der intet, som tyder på tilstedeværelsen af en skakklub. Døren er låst. En mand kommer ud, og han fortæller, at klubben er flyttet. Øv! Tilbage igen, og denne vej er der god plads i metroen. Jeg får sågar en siddeplads.

Aften i Trastevere

Bedste-mamma er igen på vinbaren, enotecaet, på Trastevere. Hun trisser smånynnende frem og tilbage og lægger et par fingre på de stolerygge hun passerer. Ikke for at støtte, men for at kunne gribe fat, hvis nu. Den lille terrier ligger på sin plads i døren.

Et gadeband af de bedre spiller. To elguitarer uden strøm, en kontrabas, en sax og så en kvinde med tamburin. De spiller rigtig godt, men hvorfor amerikanske evergreens og jazz, når vi nu sidder i hjertet af Rom?

Vi spiser for 3. gang på restaurant La Villetta. Spaghetti carbonara. Kalvehaler i kraftfuld sauce til Helle og kalv med svampe til mig. Bag os sidder et blandet selskab af tyskere og italienere. I mine øren taler tyskerne glimrende italiensk, og for en gangs skyld hører vi en italiener tale langsomt og tydeligt. Meget uddannende!

Husets yngste datter - Ginos barnebarn, gætter vi på - giver en hånd med ved serveringen. Tjenerne har meget travlt. Der er næsten fyldt op både ude og inde. Igen slutter vi af med den vidunderlige citronsorbet, som vel ikke er en rigtig sorbet, fordi man har tilsat lidt fløde.

Regningen er beskeden, og vi skal kun vente et øjeblik på sporvognen. Til gengæld venter vi næsten en halv time på bus nr. 70. Vi kunne tage en 64'er eller et andet nummer til Termini, men de er alle stopfulde, og de færreste har aircondition!